Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Sådan åbner man Orange’

Startskuddet på Roskilde har aldrig været mere massivt, mere samlende. Efter Outkasts rapblær på Orange Scene, må det være slut med danske privilegier netop her, netop dér
Outkast på Orange Scene torsdag eftermiddag var et brud med traditionen for at lade danske orkestre åbne hovedscenen – og en vellykket åbning

Outkast på Orange Scene torsdag eftermiddag var et brud med traditionen for at lade danske orkestre åbne hovedscenen – og en vellykket åbning

Jens Nørgaard Larsen

Kultur
4. juli 2014

Min følgesvend fra sidste års teltekskursioner i det midtsjællandske udstrålede en for ham uvant skepsis. Advokat Søren Hansen var midt i juni ankommet direkte fra sit kontor til et glas afkølet italiensk boblevand, knastør som han kunne li’ det. Han lirkede de to øverste knapper op i sin uhyrligt velstrøgne hvide skjorte, mens vi klikkede os igennem de forestående fire dages koncerteldorado. Så var det, at han ikke længere evnede at holde den tilbage. Bekymringen:

»Kunne man måske frygte, at det kun er de gamle fans, sådan nogle oldinge over 30, det vil sige os, der rigtig forstår at påskønneOutkast på Orange?«

Per refleks fejede jeg sortseeriet væk. Placeringen af den fantastiske – og her kommer adjektivet for én gangs skyld til sin ret – rapduo var om noget en genistreg fra Roskilde-programmørernes side. Et opgør med det hvide, lod jeg ham vide.

For endelig blev der gjort op med den noget nær urokkeligetradition om at lade danske bands åbne festivalens største scene. En nu om dage misforstået gestus, som hverken de titusinder af udenlandske gængere eller lift off-stemningen har været tjent med fire ud af fem gange. Det er en grum tjans at skulle gejle et publikum op fra slap, især når det er eftermiddag, ølpriserne stadig skal sluges, og euforien tøver med at bryde løs. Og det har mange orkestre efterhånden knækket nakken på.

Besvimmelsessværdigt

To uger senere, torsdag klokken 18.55, var min advokatven som forvandlet. Skjorten havde han skiftet ud med, well, en skjorte, men denne trods alt i råsilke, med ærmerne smøget op til lidt under albue. Armbevægelserne med de to kander fadøl i fuldt vigør syntes storladne. Forvandlingen til festival-alter egoet, rapperen $ør€n Bada$$ var med andre ord i fuld effekt. Det samme var noget nær resten af publikum.

»Hvis man skal besvime foran Orange, skal det være lige nu,« bekendtgjorde han og plettede grundigt på råsilken.

Den juridisk velfunderede forvandlingskugle havde en pointe. Torsdag aften foran Orange bliver ganske enkelt aldrig det samme igen. Man kan ikke gå tilbage til en fuser, hvis man først har spankuleret igennem det publikumsfyrværkeri, som historiens stærkeste hiphop-duo fik glød i ved sin blotte tilstedeværelse.

Roskildes sporskifte gav straks mening. End ikke vejret kunne ændre på det. Et par byger defilerede godt nok forbi, men usædvanligt nok påvirkede det ikke det yderst brogede publikum foran pladsens eneste åbne scene. Destimlede blot sammen, delte fnugdråberne.

Der har således aldrig væltet så mange forventningsfuldegæster rundt denne dag på denne tid, og de har aldrig syntes så imponerbare og taknemmelige så tidligt på ugen.

De kunne ellers godt have tilladt sig at rynke på næsen, det mindst fyrretusindtalligtstærke publikum. Men først senere. Outkasts overrumlende åbning levnede ikke plads til skepsis af nogen som helt art.

Lurendrejeren André 3000, hvis gavtyvefjæs og elastiskemundvige også på lang afstand er uforligneligt afvæbnende, tjekkede ind med det vons. Hans muskuløse, men sjældent forfinede orkester nåede akkurat at servere en optakt, før bersærkerflowet fra 2000’s genrevridende og ubremselige »Bombs over Bagdad« blæste ud over menneskehavet.

Den forfinede mikrofonkontrollør mindede i hvert fald denne gamle fan om, hvad amerikansk mainstreamhiphop har manglet i hans selvvalgte pause. Selvfølgelig gror Outkasts sprøde rødder i Sydstaterne, men ikke desto mindre er det overrumplende at duve ind i den orale twangeffekt, som hørbart vrider sig i rapperens dobbelttempoudgydelser. Mere musikalsk end dét i dén genre bliver det næppe.

Kun hits, trodsalt, tak

Outkast nåede at levere den beklagende ode til Erykah Badus skuffede mor, »Ms. Jackson«, inden fællessangen for en sjælden gangs skyld forstummede.

Selvom makkeren Big Boi er en elokvent multirimsmed, så kunne hans mest hitlisteklædende solobidrag fra 2003’s opdelte Outkast-joint ikke holde en festivalplads med mange uprøvede ører i skak. »I Love the Way You Move« blev besynderligt nok en statisk affære.

André 3000 aflastede sin makker snart efter, men med sin ømt higende »She Lives In My Lap« overvurderede han trods alt situationen. Og på sin vis fik advokat Søren Hansen alligevel ret. Folk ville ikke have Outkast, som vi kender duoen, folk ville have hits. De ville have »Hey Ya«, og da den hofteroterende funk endelig eskalerede ud i mylderet, gav det rigeligt mening ...

Åbningen af Orange Scene skal ikke nødvendigvis agere fødselshjælper for nationale bands, som ellers aldrig får sådan en chance. Åbningen af Orange Scene skal lægge et bundniveau for det niveau, som festivalen på op til flere planer magter at holde i hævd. At dele noget, fortid og præferencer ufortalt.

Som $ør€n Bada$$’ meget lidt badassede ven skraldede ind i min øregang, da jeg måtte forlade Outkast for at nå deadline:

»Sådan åbner man Orange!«

Outkast, Roskilde Festival, torsdag klokken 18.30

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Det samler ligesom Melodi Grand Prix og VM i fodbold og DR´s store dramasatsninger. Alle skal være ens. I Danmark gør alle gør det samme.