Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Sårbare, lidt latterlige fædre

Hvid som sne, sort som Coen-brødrenes universer og rød som Tarantinos blodparader. Krimikomedien ’Kraftidioten’ er en norsk ’Fargo’ om machofaderskabers ømhed og latterlighed
Blodet er ikke kun fis og ballade, det er også ubehageligt at se på, groft, nærmest.

Blodet er ikke kun fis og ballade, det er også ubehageligt at se på, groft, nærmest.

Miracle Film

Kultur
3. juli 2014

Ikke længe efter at den aldrende, svensk immigrerede Nils (Stellan Skarsgård) er blevet overrakt sit norske lokalsamfunds hædersmedalje for arbejdet som sneplovmester, bliver hans elskede voksne søn fundet død på en banegårdsbænk. Overdosis, siger politiet. Min søn tog ikke stoffer, siger Nils. Det siger forældre altid, siger politiet. Så sætter Nils i en slags tvivlsom heroisk selvofring et gevær for munden i familiens kælder. Men så bliver han afbrudt. Og så får han navnet på en narkomellemmand, der har med sønnens død at gøre. Fra depressionens absolutte nulpunkt tager Nils hernæst på hævntogt i sin bad ass kæmpesneplov. Han bliver en maskine, der kværner alt og alle i en angstløs selvmordszone. Han er en machofar, en lidt latterlig, men også rørende sårbar en af slagsen.

Kraftidioten, underspillet instrueret af Hans Petter Moland og kækt skrevet af Kim Fupz Aakeson, er en frisk norsk actionhævnkomedie, der i stil med makkerparrets tidligere En ganske rar mand fra 2010 kælent læner sig op ad Coen-brødrenes rå og latterligt-komiske krimimiljøskildringer.

Nils begynder at myrde som en debuterende Terminator med lang hitliste, mens han pruster besværet som den gamle triste mand, han jo også bare er. En lille fisk i narkomiljøet leder ham til en lidt større fisk, som leder ham til en større. Ingen af dem overlever. Til sidst har han krogen i den største klaptorsk af alle, ’Greven’: den farligste, mest latterlige skurk. Han er sådan en, der med den ene hånd, og overilet – henretter sønnen til sin mafiakonkurrent, og som med den anden presser økologisk gulerodssaft til sin søn, mens han skændes med ekskonen (Birgitte Hjort Sørensen) om sønnens morgenmadsvaner.

Ægte sorg

Kraftidioten, sat i det nordligste Norge, der er så kold, at sneplovmesteren er områdets største helt, er oplagt en slags nordisk Fargo (1996), der også i HBO’s aktuelle tv-serieopfølgning er hvid som sne, sort som sarkasme og rød som blod. Masser af blod. Quentin Tarantino’ske mængder af blod. Og blodet er ikke kun fis og ballade, det er også ubehageligt at se på, groft, nærmest. Og det gør også indtryk. Og der er også ægte sorg i den brødbetyngede plovhævners målrettede mordparade. Hans handlinger, udført med et snefnug af komik af indtagende Stellan Skarsgård, kommer fra tristhedens helt udtømte sted. Intet kan forløse sorgen over en søn. Det er også det tema, der mærkes på de konkurrerende narkobaroner, Greven, spillet med fascinerende underlighed af Pål Sverre Hagen, og ’Papa’ (Bruno Ganz). Under den blinddumme kaskade af blodhævn træder de alle i karakter som hævnende, sorgfulde – og også lidt latterlige – fædre, beskrevet med en sikker hånd i norsk film.

’Kraftidioten’. Instruktion: Hans Petter Moland. Manuskript: Kim Fupz Aakeson. Norsk. Biografer over hele landet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her