Læsetid: 5 min.

Swingede som en motherfucker

The Rolling Stones beviste på Roskilde Festival, at de er gamle. Men i deres rustne samspil gemte sig en rørende fortælling om menneskers og kroppes forfald – fraregnet Mick Jagger, der med en verdensklasseperformance synes at være i permanent løbetid
The Rolling Stones beviste på Roskilde Festival, at de er gamle. Men i deres rustne samspil gemte sig en rørende fortælling om menneskers og kroppes forfald – fraregnet Mick Jagger, der med en verdensklasseperformance synes at være i permanent løbetid

Jakob Dall

5. juli 2014

Han er vel et sted oppe i 60’erne, men han ter sig som en teenager på amfetamin. Jeg taler ikke om Mick Jagger, men om den aldrende fan med hvidt hår, der hænger ind over hegnet til pitten en halv meter over de velopdragne folk bag ham. Han nægter at efterkomme vagternes påbud om at falde tilbage i geleddet. Brøler noget om, at det for fanden er The Rolling Stones. Deroppe. På scenen. Så bliver han hevet ud ad mængden og slæbt væk.

Det er så imposante størrelser som 60’ernes kollektive kulturhistorie og babyboomernes individuelle biografier, der er på spil, når det titaniske britiske band går på scenen. Silverdaddies og cougars forenes i nostalgomanisk dans, i spejlneuroners feedback. Og teenagerne istemmer, nogle høfligt interesserede, andre ægte forbavsede over den rodbehandling af rockautenticiteten og -mytologien, som udfolder sig på scenen. The Rolling Stones er arvesølv. Og i aften pudses det i fuld offentlighed, og for nogle er der store følelser og lange historier på spil.

70, 70, 73, 67. Tre tal, fire aldre på de fire resterende medlemmer af Stones. Mick Jagger, Keith Richards, Charlie Watts, Ronnie Wood. Tilsammen ikke ligefrem en velsmurt enhed, som de bevæger sig famlende, men engageret gennem deres to timer og 25 minutter lange sæt og klassikere som »Jumpin’ Jack Flash«, »Let’s Spend The Night Together«, »Honky Tonk Women«, »(I Can’t Get No) Satisfaction«, »Brown Sugar«, »Wild Horses« og »Sympathy For The Devil«.

I bund til klokkeværket

Det er en sval sommeraften, og veteranerne er på udebane, væk fra de trygge og bekostelige solokoncerter, som kun dedikerede fans (og deres teenageunger) besøger. Her på Smatten er de på udebane, og de ved det. Men Indædt opsatte på at overbevise et sted mellem 60.000 og 100.000 mennesker om deres retmæssige position i rockparnasset.

Tilfældet vil, at jeg ser The Rolling Stones i levende live for første gang denne torsdag aften på en mark i Roskilde. Det kan måske virke sært, men muligheden har aldrig budt sig. Og jeg har aldrig opsøgt den. Min musikalske coming-of-age var i 1980’erne, hvor unge alternative britiske og amerikanske rockmusikere var ved at gøre op med den gamle rock’n’roll-mytologi. De havde fuld blæs på distortion-pedalerne i forsøget på at smadre vores kroppe og rockens korpus på ny – eller for helt at løsrive os fra det jordiske i drømmens skrøbelige sæbebobler.

Sex, drugs & rock’n’roll var ikke noget, vi brugte. Højest lidt hash. Man talte om udfrielse gennem støj, modernistisk nedbrydelse af det bestående. Og alle ens yndlingsbands stod stille på scenen og så ned i deres sko, men mest på deres guitarer og deres guitarpedaler. De var shoegazere, vi var shoegazere. Og guitarpedalerne – og dem var der mange af – var vejen ind til nye lydverdener, væk fra rock’n’roll. Og så hjalp det heller ikke, at Mick Jagger skabte sig åndssvagt på scenen.

Det gør han også – omend lidt mere behersket – på Orange Scene, men i en dedikeret verdensklasseperformance, der trækker helhedsoplevelsen over middel. Med hans karakteristisk nasalt knagende stemme i fuld vigør og en anfægtet vibrato bag alle de guddommeligt krukkede artikulationer. Med en uforståeligt spændstig konstant gestikulerende krop, der har oplevet 70 somre komme og gå, men ikke synes at have sluppet sin løbetid endnu. Mikrofonen stikkes utidigt og ofte ned i bukselinningen, i bund til klokkeværket. Hårpragten er en ynglings – hej, kemi; tak, frisør.

Resten af drengene i kernegruppen – Keith Richards, Charlie Watts, Ronnie Wood – kæmper en brav, men ofte forgæves kamp. Strengt musikalsk set er det ikke just fabelagtigt at se dem ramle sammen og kikse for vildt. Watts har nogle trommefills især i begyndelsen, der lyder som en lærling på et beskyttet værksted, der styrter med en palle øl. Richards har svært ved at flytte fingrene i de mønstre, han selv har mejslet i rock-kanonen. Og Wood er ikke meget bedre. Men de morer sig vist, og det meste af tiden swinger de som en motherfucker.

En forfaldshistorie

Ansigtsudtrykkene er et studie i sig selv. Jagger er i benhård nærværende kontrol. Wood har noget nærmest grundangst over sine stirrende blikke, mens han kæmper med fingrene over gribebrættet. Som om døden gemmer sig i fejlen. Watts har det samme nedadvendte sfinx-smil under hele koncerten, i en eller anden form for hulkindet nirvana. Og Keith Richards ... Manner! Han virker, som om han allerede er ankommet til det hinsides og bare er på besøg i det dennesidige for at husere som et lykkeligt, sjofelt gespenst. »It’s great to be here. It’s great to be anywhere,« som han siger fra scenen.

Det er evident, at Stones tror på essensen af det, de skabte. Og de formår i perioder at presse denne ungdommelige saft ud af deres ærværdige sangskeletter, der for længst er kommet i museumsmontrer. Rocken kalder på kropslighed, og det kan de affældige kroppe (minus Jaggers) ikke genskabe, men dermed bliver koncerten også til en rørende ærlig fortælling om forfald. Om at de er blevet gamle, og at de ikke vil og kan skjule det. Ja, de sætter det faktisk i relief ved at have en ualmindelig spændstig bassist og et par lungesvulmende korsangere med på scenen. Når vi ser koncerter, så ser vi også på mennesker. Og her fortæller de forfaldet rørende ærligt.

Så det lykkes og det lykkes ikke rigtig for Stones at forsvare deres signifikans under den sidste koncert på deres Europa-turné. Det lykkes som historisk performance, det lykkes ikke rigtig rent musikalsk. Der går også i perioder røvbalderock i showet (jeg behøver ikke høre »Satisfaction«’s guitarriff igen foreløbig). Og sammensætningen af koncerten som helhed er sløset med et kviksand af for langstrakt jammede numre og Keith Richards-solosange (her er Jagger backstage, sikkert for at suge ren ilt), der lukker den hårdt optjente intensitet ud af koncerten. Den bliver kun vundet tilbage i begrænset omfang med afslutningens hitparade, der sætter betinget trumf på det for lange sæt.

Bedre sent end aldrig.

The Rolling Stones – Orange Scene, torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alle anmeldelser, jeg har læst, nævner, at Richards' bidrag er uønskede, men så vidt jeg forstår, har en uomgængelig del af ritualet altid være, at Richards' sænker tempoet og vokal-kvaliteten (yderligere) ved at synge til sine fans direkte igennem hjælpeløst raslende ballader. Det er bare sådan det er. Lige som Bob D. omarrangerer sine dekalog-kanoniske værker hver gang og Bruce (nu) tager publikumsønsker -- det er ritual og det er rock. Men vi er jo ikke så vante ved ceremoni i det postmoderne.