Tja, der sker i hvert fald ikke noget ved at prøve

Hybride og grænsesøgende musikformer stortrives i den danske undergrund. Der er skiveskårne lydeksperimenter og finurlig fordybelse fra TS Høgh, To\To og Roger Döring/Konrad Korabiewski og konceptuelle rundtosserier fra ØØ
TS Høeg eller Dane TS Hawk, som han også kalder sig selv. Gennem mere end 30 år har outertaineren med dadaistisk naivitet sprunget vidt omkring som saxofonist, digter og kulturpersonlighed.Foto: tshoeg.dk

TS Høeg eller Dane TS Hawk, som han også kalder sig selv. Gennem mere end 30 år har outertaineren med dadaistisk naivitet sprunget vidt omkring som saxofonist, digter og kulturpersonlighed.
Foto: tshoeg.dk

14. juli 2014

Der findes musikere, der får kløe over hele kroppen ved tanken om genrekonventionernes nationalstatslignende afgrænsningslogikker.

Musikere, som ikke holder op med at prøve at finde en Nordøstpassage rundt om jazz, rock, lydkunst og elektronisk musik. Og nytænkende og grænsesøgende musik lader i det hele taget til at have det ufatteligt godt i landet lige nu, i forhold til for blot ti år tilbage.

Godt nok er der ikke mange tilbage af den uddøende slægt af offentlige prototyper som Wilhelm Freddie og Jens-Jørgen Thorsen, der aldrig fik nok af at moone det borgerlige etablissement.

Men til gengæld stilles der mere subtile krav om æstetisk fornyelse i en vildtvoksende musikkultur, der giver eksperimentet forrang. Og de krav lever i bedste velgående, selv når borgerskabet har forvandlet sig til en kreativ klasse i farvestrålende limited edition-sneakers, der ikke forarges, men tværtimod kaster bifaldende håndtegn til kulturlivets excentrikere, selv om de er langt over de 40.

Messingblæst

Saxofonisten, multiinstrumentalisten, digteren og kulturpersonligheden TS Høeg, også kendt som Dane TS Hawk, er måske en af de tilbageblivende arvtagere til 1960’er-modernismens formeksperimenterende hybrider mellem lyd, litteratur og kunst. En ’outertainer’ kalder han sig selv. Gennem mere end 30 år har han med dadaistisk naivitet sprunget vidt omkring, altid der hvor det rykker, med sit messingblæste spilopmageri, men samtidig også behændigt styrende uden om de mørkere farvande i menneskelivet.

Me My Ear hedder hans nye album på det ligesindede plademærke Escho. Den er et særegent pirrende soloridt, som præsenterer det særlige høegske falkeblik på musikhistorien.

Er det mon lyden af en antitraditionalist, der selv er blevet til tradition? Her finder vi i al fald små rytmiske figurer og melodistykker i vittig konversation, der gradvist kammer over i kakofonisk vanvid af slangetæmmerfigurer og eksotiserende marimba. Der er også tilnærmelsesvise grooves på den tungt slæbende »Østinato«, og Høegs altsax kan antage nærmest maleriske kvaliteter, når den da ikke vanvidsstavrer omkring som i en savtakket filmkulisse fra en tysk ekspressionistisk film.

Nyprimitivisme

To\To bestående af Toke Tietze Mortensen og Tobias Kirstein er noget så kompromisløst som en trommeduo. Her er der virkelig tale om en bundtrawlende udforskning af instrumenternes iboende egenskaber. Setuppet har en konceptuel skarphed over sig, lige fra de fonetiske slag i bandnavnet til duoens optrædener, hvor de to trummisser rituelt sidder ansigt til ansigt på gulvet med slagtøjet imellem sig.

Side A af pladen Pois Demonit Pois buldrer først svagt af sted som en urkraftig og naturreligiøs torden. Så trækker et stigende crescendo perler på associationskæden og opbygger en utopisk fremskridtsdrift, hvor chokerende soniske undtagelsestilstande indtræder gennem politisirenen og dampfløjten fra toget, der rasler forbi så hurtigt, at sjælen ikke kan følge med. Hvor der er en muskuløs sexethed over det ekspressive møde mellem kroppene og slagtøjet, så er pladens lydmodificerede anden halvdel en mere forfinet affære, der ikke rammer nær så direkte. Men To\Tos musikalske nyprimitivisme giver enormt meget mening.

Den polsk-danske multimediekunstner Konrad Korabiewski og den tyske musiker Roger Döring arbejder på pladen Komplex med skrøbelige stemningsnedfældninger. »Kremmenerstrasse« er en dronende lydkulisse, hvor rumstøj og stemmefragmenter kommunikerer med Dörings elektronisk modificerede klarinet og saxofon. Der er en vemodig berlinermodernisme over de melankolske og blødt beboelige klangrum, som duoen fremmaner. Döring bruger blæserne uselvisk og eftertænksomt – som om det hele tiden veksler mellem at sige noget og vente på at modparten skal komme med et udsagn. På stykket »Aber langsom gehe ich meinen Weg – langsam« hører vi de susende ulyde fra båndoptageren. Korabiewskis lydmanipulationer krøller instrumentet sammen til en kassabel metalterning af skrot, for så at pakke det ud igen til dets oprindelige form og nænsomt udglatte alle folderne og ridserne. Her foregår mødet mellem mennesket og maskinen for en gangs skyld glat og uproblematisk, ja nærmest smukt.

Uendelighedssløjfe

Fra musikkollektivet Lille Kommune er der kommet en plade, der i mere end én forstand konceptuelt drejer om sin egen akse. Øverste Kirurgiske-digteren Thomas Krogsbøl og kunstneren Michael Mørkholt har som ØØ lavet lydværket og vinyl-artefaktet Med I Og Uden, der gør noget så moderne som at kræve, at lytteren gør en aktiv indsats. For at få adgang til de lyde, der med magisk elektromagnetisme er indlejret i pladens riller, må man nemlig hitte ud af at afspille den fra to forskellige midterhuller og på flere hastigheder.

Lykkes det, finder man på A-siden blødt docerende lyriske vignetter og på B-siden en grafisk ætsning af bogstavet Ø, der enten er amorf nålestøj eller intenderede drones. Nu er min pladespiller desværre bare så square og konventionelt indrettet, at den ikke tolererer slinger i valsen. Vinylskivens kant skraber simpelthen på låget, når jeg spiller pladen fra dens forskudte omdrejningspunkt.

Sådan kan virkeligheden nogle gange være en streg i regningen, i stedet for en streg gennem Ø’et, der gør spillelængden til en matematisk uendelighedssløjfe.

Det er en skæv plade, der ikke lader sig aflytte frontalt og centralt. Den kører rundt og rundt, også lidt hen over hovedet på én. Dens indtryk, udtryk og aftryk minder mig om dengang, jeg i skolens formningstimer eksperimenterede med at nedfælde lyd i keramik ved at tale ind i en lerkrukke på drejeskiven. Tja, der sker i hvert fald ikke noget ved at prøve.

Dane TS Hawk: Me My Ear (Escho)

To\To: Pois Demonit Pois (Cejero)

Roger Döring/Konrad Korabiewski: Komplex (Gruenrekorder/Skálar)

ØØ: Med I Og Uden (Lille Kommune/Geiger Records)

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Anders Sørensen

Første sætning sluttes med: "genrekonventionernes nationalstatslignende afgrænsningslogikker".

Så er tonen lissom slået an. Jeg er sikker på, at resten af anmeldelsen har været fremragende, men når man lægger ud med et lixtal SÅ lavt, så gider jeg ærligt talt ikke spilde min tid. For alle ved, at musik skal intellektualiseres i røven bagfra, hårdt. Med store, stive ord.

anbefalede denne kommentar