Læsetid 5 min.

Børn af de steder, hvor de er født

Tre danske plader indspillet i Vest- og Midtjylland viser, hvordan steder og akustik former musikken. Et ocean af fortolkningsmuligheder åbner sig i baghovedet. Spændte musklers bastante retorik dundrer i en lagerhal. Og en kirke, der lyder som et pakhus, lægger hus til en spændende ny dansk duo
13. august 2014

Steder. Det er dér, vi kommer fra. Det er hér, vi agerer. De slår ind i vores kultur. De former vores sociale omgang. De farver de plader, vi hører. Her er tre danske af slagsen, der alle er blevet til i Jylland.

Lars Greves debutalbum, Breidablik, er indspillet på hjemegnen i Vestjylland i samarbejde med produceren Aske Zidore i Vestjylland, og der er et væld af rumfornemmelser på spil, når Greve blæser i sine saxofoner og klarinetter på stranden såvel som i en 25 meter dyb elevatorskakt inde i en vindmølle.

Breidablik er en af den slags plader, der afholder sig fra smæk for skillingen og i stedet lokker lytteren nærmere, for at denne selv kan undersøge, hvad meningen med løjerne egentlig er. Det kan kaldes fordybelse. I hvert fald er det muligheden for at opleve musik som noget andet end dekoration og underholdning. Musik som en personlig oplevelse af noget andet, måske noget mystisk bagvedliggende, måske bare biologisk mageløst, langt hinsides den sociale tummel, vi ellers har det med at opleve musik i. Musik som tonalt billeddigt, et fortolkningsrum, hvor lytteren er sit eget kompas. En æstetisk nydelse uden mytologiske eller biografiske overbygninger.

Men lad os alligevel få det biografiske på plads. Lars Greve er født 1983. Han spiller saxofon og klarinet og blev færdiguddannet som solist fra Rytmisk Musikkonservatorium i København sidste år. Prisbelønnet og medlem af det strålende jazzband Girls in Airports. Har spillet med et væld af spændende musikere – fra Kresten Osgood over Zeena Parkins til Quadron – og på flere fremragende plader. I mange tilfælde i en klar bevægelse uden om den herskende orden, ofte i udforskningen af blandingsforhold mellem jazz og partiturmusik.

Som en fugl i urskoven

Lad os så lægge alt det bag os og for en stund bare nyde Breidablik. Glem genrerne, for de opløses her. Glem biografien, for den står bare i vejen for fridykningen i værket. Glem dine opdateringer, slip bremsen og glid ud i de svagt disede, diskret underfulde kompositioner. Stød fra land med albummets dronende åbning, nyd hvordan Greve lader flere udåndinger overlejre hinanden i smukt sammenflettende flydetoner. Nyd så hvordan albummet muterer over i et bølgende og changerende mønster mellem flere træblæsere, hvor man aner naturens magiske tal og tale. Hvordan den og kunsten deler nogle af de samme hemmeligheder og skønheder. Vinden suser om kap med Greves udåndinger. Vandige lyde plopper og dunker, som om han havde været jagt med en mikrofon i en fiskekutter. En saxofon lyder som en fugl et sted ude i urskoven, mens blæsestøj over mundstykkets træblad synes at illudere en kano, der bliver trukket over land. Noget åbner sig i baghovedet, en verden langt større end den, kraniestørrelsen tillader, hinsides de varierede rumfornemmelser, som kompositionerne tilbyder.

Alle lyde kommer angiveligt fra Greves saxofoner og klarinetter, som der hele tiden nørkles nye betydninger ud af i et væld af akustiske situationer. Man kunne pege på Philip Glass, Brian Eno, Jan Garbarek og sikkert et væld af navne fra jazzverdenen, som jeg ikke er kompetent nok til at spotte. Men jeg er kompetent nok til at høre, at Breidablik er et ganske særligt bekendtskab i dansk musik. Det er ikke musik, der forsøger at påvirke lytteren – det er musikeren, der er påvirket af alt det, som musikken kan åbenbare. Og det er en stærkt smittefarlig og voldsomt givende impressionisme.

Endimensionelt

Det modsatte er tilfældet hos den fem sjettedel danske og en sjettedel canadiske trio The Awesome Welles. Her jages effekten fra start til slut, og, som det oftest er tilfældet, når man jager noget, så fanger man ikke byttet – netop fordi man jager det frem for at lade det komme til sig. Så effekten udebliver. Alle gruppens dynamiske spring og den godt slidte gaspedal limet til bunden af bilen gør, at man leder efter håndbremsen.

Forstå mig ret. Håndværket er i orden, og sangene er solide. Men det er de spændte musklers retorik, som dundrer fra The Awesome Welles’ debutalbum af samme navn. Tre herrer gungrer ud over stepperne med en amerikansk grunget hårvækst på hver en versefod, men også noget umiskendeligt danglish i melodikken. En slags krydsning mellem Saybia, Kitty Wu, lidt Arcade Fire, Future Islands og noget Alice in Chains?

Albummet er indspillet i en gammel lagerhal på den jyske vestkyst (måske i nærheden af Lars Greve?), og det er virkelig fermt udført. Velspillet. Guitarerne danner angrebsformationer om ørerne på én, rytmegruppen tager kvælertag på éns rygsøjle, og den canadisk-danske forsanger Adam Allen lader os forstå, at han har noget på spil. »Undertaker« og »Everything I Had« er gode at synge med på. Teksterne anråber flere steder Gud i kampen for at udvikle et immunforsvar mod disse forræderiske tider og i forsøget på at forhandle med den forbandede død. Og der er noget ungdommeligt charmerende over bandets kærlighed til den monumentale rocks kortform, den dirrende patos og det inderlige ord. Det er bare lidt for hårdt prædiket, lidt for musikalsk endimensionelt tænkt, lidt for lukket. Når man mærker hensigten – at overvælde – kan man godt blive forstemt.

Fascinerende akustik

Arm er et noget mere kringlet bekendtskab. Fordi duoen bestående af Bue Gundersen og Alexander Holm bliver ved at søge hele vejen gennem den Sine Waves, der udgives digitalt samt fysisk kun på kassettebånd. Vi befinder os hurtigt i noget, der lyder som en fabrikshal. I den anden ende står Arm og tamper løs på deres rockgrej, mens en af dem synger: »Jeg er kommet for at tilse dig.« De er langt væk, nede i bunden af hallen, og det er et sært, men fascinerende akustisk valg at lade os møde dem på afstand. Det er effektivt fascinerende, fordi det er en flugt fra rockens normale overvældelsesstrategier.

Men hamret på udstyret, det bliver der. Også andre steder på pladen, hvor vi nærmer os en infernalsk shoegazer a la Swervedriver. Vi falder også over en fortabt dreampop uden nogen udgange. Og der er noget, der vist bedst kan beskrives som en gothsalme, og der er en ballade for kortbølgeradioer og melankolikere.

Holm og Gundersen kommer fra Esbjerg. Holm bor i dag i København. De har indspillet Sine Waves i en kirke i den midtjyske landsby Vrads. Og det er ironisk, at det er dem og ikke de mere religiøst betonede The Awesome Welles, der har indspillet i dette gejstlige rum, for – som det fremgår ovenfor – så lyder kirken mere som en lagerhal. Måske ikke kun akustisk, men også fordi Arm har en så klar 80’er-90’er-fetich, der skaber så mange referencer til øde urbane landskaber og romantiske asfaltforelskelser.

Men Arm kan også noget andet end at suge næring fra svundne årtier. De tænker deres musik i et frit spænd mellem nutiden og fortiden. De formulerer sig ud over deres fetich og ind i nutiden. Med sange, der er børn af den tid, de er undfanget i, og formet af det rum, de er født i.

Lars Greve: ’Breidablik’ (Hiatus) www.larsgreve.com

The Awesome Welles: ’The Awesome Welles’ (RCA/Sony Music)

Arm: ’Sine Waves’ (Aftenrutine) www.aftenrutine.dk/arm.html

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu