Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Danmarks første kendis

Damerne dyrkede hans kontrafej i modefotografens udhængsskab, og de unge mænd studerede hans altid velovervejede antræk og henførte attitude. Nu findes fotografierne af Herman Bang samlet i et prægtigt bind
Kultur
15. august 2014
Herman Bang iscenesatte altid sig selv. På fotografierne, som han markedsførte sig selv med gennem livet, er han konstant melankolsk, bedrøvet indtil det livstrætte. Som der står et sted i bogens tekst: ’Smagfuldt og dekorativt lidende’. Det var sådan, han ville ses

Herman Bang iscenesatte altid sig selv. På fotografierne, som han markedsførte sig selv med gennem livet, er han konstant melankolsk, bedrøvet indtil det livstrætte. Som der står et sted i bogens tekst: ’Smagfuldt og dekorativt lidende’. Det var sådan, han ville ses

Fotografier fra bogen

Herman Bang var den første kendis i dansk offentlighed. Vores første virkelige celebrity. Med hans erobring af scenen, blev der sat et skel mellem en gammel og en ny verden – i al fald gør han skellet særlig tydeligt. Mellem gudhengivenhed og gudløshed, mellem harmoni og splittelse, forlovelse og forførelse, dyd og perversion. Mellem from og stræbsom enhedskultur og håbløse slægter.

For ikke at tale om det litteraturhistoriske skel mellem det solide overbliks magelige fortæller og det hurtigt skiftende intimbliks rastløse reporter.

Man kunne blive ved. Man kunne også nøjes med at citere fra et brev til en veninde, Bang havde i Sorø. Han er 21 år og i Tivoli:

»Gassens skær, der synes opfundet for at gøre det falmede friskt og det hæslige skønt, som synes mere at skjule end at åbenbare, mere at tildække end at oplyse – hvis jeg skal blive til noget, må det være i denne luft. Man dør måske af denne atmosfære af gas, sved, parfumer, ånde, og vindunst, men man lever i den …«

Der er en hel beslutning i disse linjer. En dandys bekendelse.

Bang, der kom fra præstegårdsdanmark og senere det klassiske Sorø Akademi, var ung i massesamfundet, da det opstod. Og han brugte begærligt storbyens nye medier, da han fandt dem: avisspalterne, teaterscenerne – og fotografiet. Det sidste markedsførte han sig selv med. En stor ny bog, Livsbilleder, viser nu hele 159 fotografier af Herman Bang, velkendte og ukendte mellem hinanden. 159 er det antal, der til dato har ladet sig opdrive. Og i betragtning af, hvilke professionelle kræfter, der står bag den omhyggelige opstøvning til folianten, vil der nok ikke være væsentlig flere at falde over lige foreløbig.

Bevares, Georg Brandes – der var mindst lige så glad for sin hårpragt som Bang for sin – blev modtaget på Europas hovedbanegårde med blomster af de stedlige lærde, overvåget af den dannede presse. Men Herman Bangs navn og profil nåede meget længere ud i samfundet, helt dérud, hvor sladderpressen kommer. Han var vores første prominente flanør. På omgangshøjde med Oscar Wilde i London. Damerne dyrkede hans kontrafej i modefotografens udhængsskab, lige som de nød hans letløbende journalistik og hans duftdramatik. De kunne købe hans fotografi i bog- og kunsthandler og putte det i deres albums sammen med kongehusets medlemmer og andre ikoner. Borgerskabet gøs eller lo.

Slipsenål og manchetter

De unge mænd studerede ham på billederne: hans altid velovervejede antræk fra slipsenålen til manchetterne og ikke mindst de talløse veste. Han rejste nødigt uden tolv af slagsen. Man forstår godt, at Bangs konstante pengesorger ikke mindst bundede i skræderregninger – hvortil kom det, der var værre: ågerkarlene, der ventede i porten …

Og de unge efterlignede ham: hans henførte attitude eller livstrætte blik. De beundrede ham live om aftenen, henslængt til skue på Bernina og d’Angleterre. Blomsten i knaphullet. Olivenhuden. De sortrandede stirrende øjne. Apropos sorte rande: der falder en ubetalelig replik i debutromanen Haabløse Slægter, hvor den homoseksuelle journalist og forfatter Bernhard Hoff forbereder sig på at gå i byen: »Man maa være yndig,« siger han foran spejlet og fortsætter: »Stregerne under mine Øjne har gavnet mig mere end hele Talang’et.«

Den selvironi og humor har Bang ikke med til fotografering. Der tales et sted i Livsbilleders redaktionelle tekster om »hans sinds facetterede kvaliteter«, som lyser ud af de mange portrætter. Det er ikke rigtigt. Tværtimod er det faktisk et meget monotont udtryk, Bang vælger at posere med, hver gang han møder op til de sessioner, som han selv bestilte. Men samtidens fotografiske portrætter var vel at mærke i det hele taget ikke facetterede. Den forskel Bang gør, er at posere.

Kun på et par billeder smiler han. På det ene fordi han er i selskab. Det er på et gruppebillede med festende skuespillere, ikke et kunstfotografi. På det andet er han fanget af pressefotografen, mens han er ude med raslebøssen på Børnhjælpsdagen. Det havde man næppe formået at få hverken den jævnaldrende Henrik Pontoppidan eller den yngre Johannes V. Jensen til. Det er ikke en fjern og ophøjet åndsperson, der stiller sig selv til skue på disse billeder. Bang var publikums mand. Bangs store kolleger havde ikke publikum, de havde læsere.

Ellers er han konstant elegisk, melankolsk, bedrøvet ind til det livstrætte. Som der udmærket står et sted i bogens tekst: »Smagfuldt og dekorativt lidende.«

Fordi – det var sådan han ville ses. Det var hans brand og hans varemærke. En arrangeret skyggeblomst – kort oplyst af et magnesiumsblus.

Der er langt flere karikaturtegninger af Bang (de er også udgivet voluminøst og kyndigt) end der er fotografier. Han blev ikke bare nu og da, men systematisk hængt ud i vittighedsbladene og det med en utrættelighed, der kun matchedes af hans egen hang til at stille sig ud. Vittighederne gik ikke af vejen for det grænseoverskridende perfide. På gaden kunne han blive standset af kritikeren (og visedigteren) Axel Henriques med ordene: »De er ikke noget menneske.« Så frastødende forekom Bangs nye roman Fædra den dydige kritiker at være.

I lange perioder foretrak Bang som bekendt at bo i Berlin og Paris. Teatre, der havde brug for ham, ja, det trak! Men ikke mindst vederkvægende var afstanden til den hjemlige chikane, der kunne dukke op ved hvert et gadehjørne.

Som efterhånden temmelig bekendt fandt den sunde Johannes V. det på sin plads at forhåne sin ældre kollegas syge seksuelle observans. Det gjorde han i Politikens kronik. Han fortrød det dog siden, skal det siges, og tilbød forsoning. Et tilbud Herman Bang ikke tog imod. Forsoning? Hvordan skulle det forstås. Han syntes ikke, han havde gjort Johannes V. noget.

Anderledes agtværdigt optrådte Henrik Pontoppidan unægtelig. Dengang Bang fejrede sit 25-årsjubilæum som forfatter, lykønskede Pontoppidan ham i avisen. Han peger på den »urimelige uvilje«, Bang havde mødt. »Med det i bedste forstand kvindelige drag i Deres åndelige fysiognomi var De så grundforskellig fra det danske idealmandfolk, der altid var af slagterstatur (…) Nu hører De til vore laurbærkronede mænd og ser kun begejstrede venner og andagtsfulde elever om Dem.« Dér skriver et voksent menneske. Som dog nok i sin venlighed overdriver den velvilje, der nu mødte den jubilerende forfatter. Så omfattende var den heller ikke.

Men sandt er det, at Bang med tiden fik samtidens anerkendelse for sine bedste romaner og noveller. Selv Georg Brandes, der aldrig ofrede Bang den store interesse, fik med tiden klemt en del ros ud til den efterhånden internationalt berømmede danske romanforfatter.

Nye belysninger

Fotografierne i Livsbilleder er ikke ladt i stikken. De mange, fyldige billedtekster er måske ikke altid lige fokuserede, men de er gennemgående en berigelse – af den simple grund, at de er skrevet af veritable kendere, som kan citere relevant fra kilder langt fra alfarvej, afsides tekster af eller om Bang eller lige så perifære eller oversete breve fra ham og til ham. Det giver det ene glimt efter det andet af nye belysninger. Ligesom mange billedtekster rummer gode sammentrængte analyser af Bangs små og store værker. Alt i alt vokser der en lille, genialt illustreret biografi frem – mens vi (stadig) venter på den store afgørende moderne, som endnu ikke er skrevet.

Uvægerligt, når man ser noget, spørger man sig, hvad man ikke ser. Herman Bang ser man ikke uden selviscenesættelse. Det har venner og veninder gjort, munter indtil det kåde eller sindsbevæget indtil det dånende. Men hvad næsten ingen har set, er Bang fordybet i arbejdet som forfatter? Dér så nok kun hans tjener ham, måske en kæreste: Max Eisfeld eller Fritz Boesen.

Men dér har han siddet, år ud og år ind. Ved hjørnet af et køkkenbord i Prag og skrevet på Stuk, eller i Lille Strandstræde 20, med løsnet flip, mens grøniriskerne, som han holdt, baskede omkring ham. Eller på sin balkon på Marienlyst ved Helsingør, hvor han ikke havde råd til at bo.

Dér har han siddet, endelig selvforglemmende, med en pen, der farer rastløst over papiret. Han var ikke sirlig. Men omhyggelig! Med cognacen og, om galt skulle være, morfinen inden for rækkevidde.

Kun 54 år gammel faldt han om i et tog i Utha, USA, en januar morgen, på sædet mellem sin beauty box og sit ’apotek’.

I sit skønne mindedigt taler Sophus Claussen om sin vens menneskelighed, men også om hans disciplin. Offentligt, på billeder, promenerede Bang helst outsideren og ofret, den ubodeligt aparte og livsuduelige, men hans bedste kunst, og den er omfattende, havde både kraft og var uhyre præcis og tæmmet – og netop derfor så meget mere stærk i følelsen.

Han var med en gængs og paradoksal betegnelse Smertens Mester. Mester? Netop.

Udg. af Dag Heede, Knud Arne Jürgensen, Torben Lund, Gert Posselt og Sten Rasmussen under medvirken af Tove Thage: Livsbilleder: Fotografiske portrætter af Herman Bang. Syddansk Universitetsforlag. 2014. 332 sider. 375 kroner

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Tillykke med bogen, I herlige mennesker!