Det tyske kunstnerpar Daniel og Geo Fuchs (f. 1966 & 1969) begyndte for snart 10 år siden arbejdet på deres store fotografiske serie Stasi – secret rooms, som nu kan ses i Nikolaj Kunsthal. Umiddelbart kan serien ligne et dokumentarisk projekt, hvilket det da også et stykke hen ad vejen er. Men det er også mere end dokumentarisme, for kunstnerne iscenesætter i stort omfang deres motiver. Og ikke mindst strenger de sig meget an for at videreformidle affektive dimensioner af det, deres motiver handler om, hvilket i denne serie vil sige den radikale overvågnings fysiske og følelsesmæssige konsekvenser.
Projektet tager afsæt i et af historiens mest systematiske forsøg på statslig kontrol af en hel befolkning, nemlig det tidligere Østtysklands omfattende overvågningsarbejde, sådan som det blev sat i værk af Den Tyske Demokratiske Republiks såkaldte Ministerium für Staatssicherheit. Det var det ministerium, der i folkemunde kom til at hedde Stasi, og dermed også indgår direkte i titlen på Fuchs’ aktuelle værkserie.
Østtysklands arbejde med at sikre staten beskæftigede officielt omkring 85.000 medarbejdere, da muren blev væltet i 1989. Men uofficielt var mange flere – angiveligt dobbelt så mange – involveret i overvågningsarbejdet, der i løbet af knapt 40 år udviklede sig til en hyperparanoid og konspiratorisk virksomhed, hvor angiveriet blev selve den næring, som holdt organisationen i live.
Den overgribende og altomfattende karakter af overvågningsarbejdet, der overgår selv den ondeste drøm, Kafka kan have haft, kom først for alvor for en dag efter Østtysklands sammenbrud og genforeningen med Vesttyskland i 1990.
Daniel og Geo Fuchs’ Stasi – secret rooms kan ses som et ud af mange kunstneriske forsøg på at forstå og bearbejde den historiske arv, som Stasi har efterladt.
Fuchs’ fotografier tager udgangspunkt i en række af de hemmelige rum, som Stasi rådede over. Det drejer sig om fængselsceller, forhørslokaler, arkiver, kontorer, overvågningsposter og lignende. Kunstnerne har fået adgang til disse lokaler, som ofte står helt uforandrede tilbage i fotograferingsøjeblikket, uden at nogen længere gør hævd på dem eller deres indhold, rømmede som de er for autoritet og legitimitet.
Undertrykkelsens historie
Fotografierne er dermed dokumentationer af en slags fossilerede rum, en slags spatiale spor, som indeholder de tydelige rester af en undertrykkelseshistorie. Det første indtryk, når man har bevæget sig op ad trapperne til Nikolaj Kunsthals øverste sal, er da også en slående, visuel kølighed og strenghed i de tre meterstore fotografier, som velkommer én. De tre værker er kompositorisk identiske med deres stramt indførende linjer, der på centralperspektivisk vis leder blikket ind i billedet, men lader det støde brat på en blokering: en mur, et sikkerhedsgitter, en endevæg.
Man kan sige, at kunstnerne både dokumenterer og skaber en undertrykkelsens ikonografi, som kommer til udtryk i fotografiernes rigide symmetri, deres isnende lyssætning samt det konsekvente fravær af mennesker i billederne. Rummene bliver på alle måder en slags beholdere for affekt in absentia. Den nidkære disciplinering emmer ud af interiørernes asketiske indretninger og gråbrune farveskalaer, der ned til mindste detaljer synes skabt til at minimere eller eliminere kropsligt behag.
Kunstnerne har som sagt forstærket de aspekter af rigiditet og disciplinering, som i forvejen bebor rummene. Det har de blandt andet gjort ved at arrangere rummenes genstande i nærmest militaristiske koreografier af uniform orden samt ved at sikre en streng centralperspektivisk harmoni i alle billederne. Motiverne får derved også et islæt af noget teatralsk, som kiggede man ind i et undertrykkelsens kukkasseteater, en scenografi til nedbrydning af al menneskelighed.
På en måde overskrider Fuchs den dokumentariske ’objektivitet’ ved at understrege den og overdrive den. Det kuldslåede indtryk, fotografierne efterlader, er subtilt iscenesat som en underbyggelse af det mareridtsagtige kontrolsystem, Stasi var. Om kunstnerne dermed bidrager til en kritisk bearbejdelse af de historiske begivenheder, står tilbage som et åbent spørgsmål. Billederne er ikke så meget historiske vidnesbyrd eller forklaringer, som de er registreringer og iscenesættelser af disciplineringens æstetik.
Grænseløs overvågning
Men seriens aktualitet i en tid, hvor Stasis overvågning kan tage sig ud som petitesser målt imod, hvad NSA og andre efterretningskilder indsamler af digitale data fra alverdens borgere, kan der ikke herske nogen tvivl om.
Stasi – secret rooms viser en historisk variant af overvågningen og undertrykkelsen, som netop var kendetegnet ved sin spatiale udformning: Man disciplinerede borgerne ved at spærre dem inde eller ved at overvåge de rum, de befandt sig i.
I dag er overvågningen langt mere usynlig og umærkelig. Og den er frem for alt ikke rumlig, men derimod grænseløs og grænseoverskridende, fordi den udføres ved hjælp af digitale teknologier.
Stasi – secret rooms tager sig i det perspektiv ud som et næsten nostalgisk projekt, der finder fascination i nogle disciplineringsredskaber og nogle undertrykkelsesmekanismer, som for manges vedkommende er forældede. Dette element af Stasi-chick er selvsagt en hån over for de mennesker, hvis frihed – eller liv – blev berøvet af Stasi.
Mere konstruktivt kan man se serien som en kommentar til overvågning og undertrykkelse i en mere generel forstand, hvor Østtyskland bliver ét historisk eksempel på en stats gidseltagning af sine egne borgere. I Østtyskland udartede det sig ganske vist ekstremt, men næppe på nogen enestående måde, som ikke kan tænkes at blive gentaget i nye og endnu mere udartede versioner. Fuchs’ udstilling kan ses som en betimelig påmindelse om alvoren i den trussel.
’Stasi – secret rooms’. Daniel & Geo Fuchs. Nikolaj Kunsthal. Nikolaj Plads 10. København. Indtil den 5. oktober
