Læsetid: 3 min.

En død far og en ny verdensorden

I Katrine Marie Guldagers slægtskrønike om hippietiden er fortælleren alvidende på grænsen til det emsige. Men det er godt, det giver os lov til at se ned i det stille vands dybe grund
22. august 2014

Det er ganske smertefrit at liste temaerne i Peters død op: Romanen undersøger 1970’ernes hippietid og frigørelsesidealer, konflikter og brud mellem forældre og børn samt selvrealisering over for ansvaret for hinanden. Men især lever fortællingen, når den flytter ind i karakterernes bevidsthed – og under den. Det er deres angst, kærlighed, selvbilleder og urimelige nervøse følelser, snarere end den historiske ramme, der sitrer insisterende.

Romanen er fjerde (selvstændige) del af Guldagers slægtskrønike, som begyndte med Ulven i 2010. Midt i historien står søskendeparret Henry og Leonora. Henry er flyttet i kollektiv, hvor man er i gang med at indstifte den nye verdensorden. Leonora længes efter at blive gravid. Deres mor, Lilly, som har forladt børnenes far Peter og er flyttet til København, har travlt med sine kunstnerambitioner og drømmer om en soloudstilling. Men så dør Peter pludseligt, og alle de små liv bliver ramt af rystelserne. Ulykkerne er allerede lagt ud af skæbnen (eller fortælleren?) og venter bare på, at familiemedlemmerne skal komme og samle dem op.

Bundet på hænder og fødder

Peters død begynder med et citat fra filosoffen K.E. Løgstrup: Vi er hinandens verden og hinandens skæbne. Guldagers karakterer er udleverede til hinanden, de er bundet på hænder og fødder af deres arv, deres forældres beslutninger, de små sejre eller ofre, de har givet hinanden – og samtidig evner de ikke at nå ud over sig selv, ikke vitterligt være hinandens verden.

Fortælleren er alvidende på grænsen til det emsige, med en klogkonet og kyndig stemme, skiftevis tør og jamrende. Desuden har romanen nonchalant indlagt magiske passager, som fungerer lige så ubesværet som realismen:

»For Peter var der sket det særlige, at han var gået ind i de dødes verden som et menneske, men kommet ud igen derfra som en fugl. Var han da død eller levende? Var han menneske eller fugl? (...) Fra et træ i kirkegårdens fjerneste hjørne havde han siddet og overvåget begravelsesgæsterne, han havde plirret med øjnene, hoppet rastløst fra gren til gren, haft den største lyst til at nærme sig de sørgende.«

Der skiftes ubesværet synsvinkel mellem personer, så vi oplever, hvordan de fortolker en scene eller stemning forskelligt. Der metakommenteres på romanens status af roman, og afsløres, hvordan denne eller hin persons videre skæbne vil forløbe.

Fortælleren gør elegant opmærksom på kløften mellem karakterernes selvbillede og deres handlinger, erkendte og uerkendte følelser, sin egen alvidenhed og personernes blinde vinkler.

F.eks. Henry og Leonoras halvbror Ulf, som har en »uægte datter«:

»I alle årene havde han betalt til barnet, men efter at moren var blevet gift med en anden, havde han ment, at det var bedst at holde sig på afstand.

– Et barn skal da ikke have to fædre, havde han sagt. Nu sad han i kirken og følte sig taknemmelig over, at han havde nået at lære sin far at kende.« Er det almindelig menneskelig splittelse, når Ulf ikke mener, at han selv bør være far, selvom han var taknemmelig for sin egen? Eller hykler han? De første sætninger er tvetydige: Er det sine penge eller sit nærvær, Ulf helst vil spare datteren for? Hvad har de størrelser med hinanden at gøre? Sådan fornemmer man hele tiden fortælleren pirke til uoverensstemmelser og dobbeltmoral i personerne, ikke som åbne anklager, men ligesom mellem sidebenene.

Oprørte vande

Den mesterlige og emsige fortæller giver os indsigt i de oprørte vande i personernes indre, de knap selv forstår sig på. Særligt ildevarslende er det stille vand: Den stækkede, selvkritiske Leonora, som ikke gør stort væsen af sig, men til gengæld glimtvis rammes af desperat, syneseende vanvid. Det er et kaos, som aldrig slippes fri, vi møder det kun, når synsvinklen flyttes ind i Leonoras hoved. Er hun selvynkende, eller fortjener hun vores medfølelse?

Det er elegant, solid litteratur, man fryder sig over fortællerens kunnen, mens man måske er mere loren ved det menneskesyn, den overlegne (i begge ordets betydninger) karakterskildring vidner om. Skal vi tro på, at mennesker er så små og skæbnetyngede væsner? Man mærker, at romanen er tænkt som del i en serie, selvom den fungerer udmærket som selvstændig historie. Man er fanget undervejs, og dramaet, der skal komme, bliver holdt hen. Men det er egentlig dejligt provokerende: at det er i de forvirrede, meget menneskelige sjæle, man må stille sin læsetørst, ikke i handlingens eller historiens fremdrift.

Katrine Marie Guldager deltager i Louisiana Literature søn. 24. august

Peters død
Katrine Marie Guldager
Lindhardt og Ringhof
208 sider
250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu