Læsetid: 3 min.

Egypten er en depressiv tilstand

Alaa Al-Aswanys nye kollektivroman ’Den kongelige egyptiske Automobilklub’ tegner et rystende billede af undertrykkelsens mekanismer, men minder også om, hvor dejligt alt kunne være i det rige, fattige Egypten
’Den kongelige egyptiske Automobilklub’ er Alaa Al-Aswany mest åbenlyst politiske bog, fuld af indignation og nærmest depressiv samfundskritik. Al-Aswany er i forvejen kendt for sin regimekritik i og uden for Egypten – her ses han til en demonstration på Tahrir-pladsen i Kairo i November 2012.

Asmaa Waguih

22. august 2014

Historiske romaner har en tendens til at handle om den tid, de er skrevet i, snarere end den tid de foregår i. Hvis det er rigtigt, er Alaa Al-Aswanys (f. 1952) nye roman Den kongelige egyptiske Automobilklub et hårdt angreb på det moderne Egypten, i romanen delvis forklædt som briternes kolonistyre.

I romanen er familiesammenhold borgernes værn mod rådne autoriteter. Fysisk afstraffelse og trusler på arbejdspladsen, ikkeeksisterende myndigheder og mangel på social sikkerhed er blandt bogens temaer. Beskrivelsen virker så meget stærkere, som hovedpersonerne ikke selv finder tilstanden uretfærdig, men navigerer, som de bedst kan, med hjælp fra Gud – og sex.

Romanen foregår i 1940’erne, de sidste år hvor Egypten stadig var kongeriget Egypten og Sudan, under osmannisk og britisk overherredømme. Al-Aswany udforsker relationerne mellem besættere og besatte, udlændinge og egyptere, og egypternes selvforagt og underkastelse.

Social deroute

Formen er en kollektivroman, ligesom bestselleren Yacoubians hus. Denne gang er Den kongelige egyptiske Automobilklub i Kairo ramme om handlingen, der følger familien Hamam, far, mor og især de fire børn, Mahmoud, Said, Kamil og Saliha. Hamam-familien var engang en fremtrædende familie i Øvre Egypten, indtil faderen blev ruineret af sin gavmildhed over for trængende slægtninge. Som pengeløs får han arbejde i Kairo som lagermedarbejder i automobilklubben. Hamam-parret er pragmatiske mennesker, der støtter den intelligente datter Saliha i at uddanne sig. Men da nye ulykker rammer familien, bliver det svært at dæmme op for den sociale deroute.

Al-Aswany maler et kritisk, men også sammensat billede af Egypten. På den ene side viser romanen den manglende orden på noget som helst, kvindeundertrykkelsen, ægteskaber som social sikkerhed for hele familien, med hilsen til Jane Austen og Thomas Mann. På den anden side vises de liberale holdninger fra en tid, hvor islam stadig var tradition og religion, ikke politik samt en spontan glæde ved sex og erotik.

Kildrende smukt

Kærligheden mellem den unge veltrænede Mahmoud (en fitness-anakronisme?) og en 60-årig engelsk enke er kildrende smukt skildret, og vi fryder os, når en selvbevidst britisk ungmø narrer den smældfede unge konge fra at føje hende til sine utallige »erobringer«.

Al-Aswany lægger dog ikke skjul på, at sex også er egyptiske kvinders eneste vej til forsørgelse, ja, deres job. Romanen rummer adskillige scener, hvor kvinder instrueres i at tilfredsstille mænd seksuelt. Som her, hvor kongens ruffer forklarer den udvalgte kvinde, »at hun i kongens arme skulle give udtryk for sin benovelse over hans virilitet, som hun ikke havde set mage til og ikke engang havde kunnet forestille sig fandtes«. Instruksen modsvares vittigt af Automobilklubbens fem sider lange reglement for klubbens ansatte, som i bogens begyndelse anslår bogens bærende tema om forstillelse og servilitet som vej til overlevelse:

»En virkelig tjener nyder underkastelsen og er stolt over at underkaste sig. … hvad (herren) ønsker sig eller bare tænker på: det er det rigtige, og der var ikke andet end det.«

Kvinder er tjenerens tjener

Tjenerne skal booste herrernes selvværd og få dem til at føle, at deres dominans er såre naturlig. Hermed blotlægger forfatteren patriarkatets autoritære system, som gør nogen til herrer, andre til tjenere, og kvinder til tjenernes tjenere. I dette system giver det magt at sparke nedad, mens solidaritet og barmhjertighed straffes med ydmygelse og tab.

Al-Aswany er kendt for sin regimekritik i og uden for Egypten. Denne bog er hans mest åbenlyst politiske, fuld af indignation og nærmest depressiv samfundskritik. For mig er det ganske rystende, at Mellemøstens mest kendte forfatter udtrykker så stor tristesse i en tid med arabiske omvæltninger. Dog fornemmes også forfatterens glæde over at genopkalde 1940’ernes Cairo, den periode, hvor hans far var jurist i netop Den kongelige egyptiske Automobilklub. Et Cairo, som man genkender fra Edward Saids fine selvbiografi Out of Place – liberalt, multikulturelt og lettere anarkistisk i sit forhold til religion og moral.

Bogens personskildringer er vidunderlige, selv var jeg glad for den lidt smalsporede, men menneskekloge og gennemretskafne mutter Hamam. Dog kunne synsvinkelskiftene i kapitelovergangene være fiksere fra forfatterens hånd, og oversættelsen kører lidt tungt. Uelegante sætningskonstruktioner og sprogfejl irriterer. Man arbejder f.eks. ikke »på«, men »i« paladset.

Men alle med interesse for Mellemøsten bør læse Den kongelige egyptiske Automobilklub. Bogen minder én om, at Mellemøstens problemer er dybt forankret i klanvældets, kolonitidens og kongedømmets traditioner for undertrykkelse og menneskeforagt. Men den minder også om, hvor dejligt alt kunne være, og trods alt er, i det rige, fattige Egypten.

Alaa Al-Aswany deltager i Louisiana Literature lør. 23. august

Den kongelige egyptiske Automobilklub
Alaa Al-Aswany
Oversat af Elisabeth Moestrup
Hr. Ferdinand
572 sider
300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu