Læsetid: 4 min.

Flirt og fantasmer

Dy Plambeck kan godt skrive scener og vignetter, der løfter sig, men hendes nyeste roman føles både sjusket og fortænkt
15. august 2014

Den er jo ikke den første roman om danske soldater og deres pårørende, Dy Plambecks Mikael; faktisk er den del af en mindre bølge i dansk litteratur. Den bliver sikkert heller ikke den sidste. Men måske kunne det være den, der er mindst interesseret i den krig, den bruger som sit bagtæppe og sit katastrofiske nulpunkt.

Som roman er Mikael nemlig forbløffende ligeglad med det Afghanistan, Danmark har sendt soldater ned til, og med de grunde, vi havde til det. Den interesserer sig ikke for, om soldaterne i dag føler sig svigtede eller ej, og heller ikke for fjenden, de var i kamp med derovre. Den fortæller ikke en gang en særligt spændende eller indviklet historie. Nej, den vil undersøge krigen som mentalt rum. I praksis fører det til passager som følgende:

»Krigen holdt øje med, hvad vi lavede, planlagde, hvordan den kunne slå os ihjel, den arbejdede systematisk og ihærdigt, ødelagde de lerklinede huse, rev kronerne af træerne og sprængte sig vej fremad gennem den grønne zone. Krigen fik ordene til at stoppe. Den ødelagde sproget. Jeg vidste ikke, hvilke ord jeg skulle bruge til at beskrive det, jeg så. Det var på en måde ordløst. Også for soldaterne.«

Det er Becky, den unge, kvindelige journalist, udsendt for sin avis, på vej til at falde for soldaten Mikael, der taler her. Andre gange er Mikael selv fortæller, så får vi korte prosastykker om kampøjeblikket som det sted, hvor en stor enkelhed falder ind over tilværelsen. Dør du eller dør du ikke, du har en opgave, så løser du den.

Så længes man tilbage til den enkelhed, når man er på orlov på Sardinien eller hjemme i København, sådan som Mikael og Becky er i bogens anden halvdel. Så kan man som soldat ikke rigtig finde sig til rette i den civile hverdag, så bliver man ensom, også selvom man ikke har fået sprunget lemmerne af eller fået en kugle gennem kroppen.

Uanset hvad føles det som kliché med falbelade på, og i øvrigt som det modsatte af ordløst, som store ord uden meget bund i. Det lyder alt sammen meget rigtigt, kunne man sige, men virkelig ikke som noget nyt. Enhver amerikansk krigsfilm, som vil være andet end rabalder og brag, handler om præcis det, om krigen som mentalt rum og afstanden mellem det rum og den civile hverdag.

Diskret og tydelig

Men så kunne Mikael jo skrive en kendt historie på en indtrængende måde, gøre den frisk for os igen. Og der er også passager, hvor bogen løfter sig, ikke så meget i beskrivelserne af krigen og katastrofen, men i beskrivelsen af deres efterklang, i øjeblikke med en svimmel og ustabil ro: Når en kiste skal bæres ud, eller man på hospitalet skal finde ud af, at ens ben er sprængt af. Når man skal møde sine forældre for første gang som handicappet.

Der løfter bogen sig, især fordi Dy Plambeck faktisk kan skrive scener, der på en gang er diskrete og tydelige. Hun svælger ikke i stoffet.

Derudover er Mikael bedst, når den ikke handler om Afghanistan, men om provinsen og om øjeblikke i barndommen. Den er så også bedst, når den ikke er smittet af Klougartitis, dvs. sær glæde ved sære koloner og outrerede metaforer. Det lyder godt i forbifarten, det billedsprog, men smuldrer for forstanden, når man standser op som læser. Prøv at se her:

»Granater slog ned i jorden ude i ørknen. Deres larmende nedslag lød voldsomme midt i stilheden, der hang over Bridzar, mens jeg foldede min sovepose ud og krøb ned i den. Feltsengen føltes som at ligge på en båre. Fanen i teltet og en helikopters brummen på himlen gled sammen og bankede som et fjendtligt hjerte.« Et er, at lejren i Bridzar 25 sider længere henne beskrives som et sted, hvor der næsten aldrig er stille; jeg forstår simpelthen ikke, hvordan helikopterbrummen kan blive til hjerteslag. Men det lyder jo storladent.

Garvet følsomhed

Og, altså, Becky. Hun er fortæller, når billedsproget går galt i Mikael, og hun er ikke nogen velfungerende skikkelse. Ikke bare kan man regne sig frem til, at hun som allerede som et par-og-tyveårig som journalist blev sendt til verdens brændpunkter – hun har dækket både Tsunamien i Indonesien (2004) og Katrina i New Orleans (2006), men i 2011 er hun 28 år. Hun må altså være noget af en journalistisk superhelt, garvet og ekstraordinær, men alligevel er hun det normales følsomme repræsentant i bogen, og også, trods sine meritter, rystet i sit inderste af at være udsendt et par uger blandt danske soldater i Afghanistan.

Ikke at det inderste føles særlig tydeligt for læseren. Faktisk er hun en utydelig og kedelig skikkelse, uden nogen udvikling eller noget egentligt projekt i sig, uden spræl i situationerne, med klichéagtige københavnervenner, som hverken hun eller forfatteren synes at interessere sig for.

Det virker sært at ville skrive om krig og eksistens, og så samtidig skabe et romanunivers og en hovedperson, der føles som en skitse til en ungdomsroman. Det dur ikke.

Dy Plambeck: Mikael. Gyldendal. 266 sider. 249,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu