Læsetid: 7 min.

’Det forjættede land’ er både klassisk drama og knaldroman

Nyudgivelse af Pontoppidans ’Det forjættede land’ bekræfter til fulde værkets overlevelseskraft
Når ’Det forjættede land’ stadig gør et så besættende indtryk, beror det på en mangel på entydighed. Det var med dette værk, at Pontoppidan fandt frem til den særlige teknik som han senere fik raffineret yderligere i Lykke-Per.
29. august 2014

Det ligner en tanke og ikke et tilfælde, at Gyldendal i sin nye klassikerserie med forord af nutidige forfattere har ladet den første af Henrik Pontoppidans tre store romaner komme ud som den sidste. For ikke blot er Det forjættede land (1891-95) af omfang den mindste, den har også, i hvert fald hos mange læsere, stået i skyggen af Lykke-Per (1898-1904) og De Dødes Rige (1912-16), og forståeligt nok, må man tilføje. Lykke-Per hører til vores betydeligste udviklingsromaner og sætter med nådesløs konsekvens personlighedsspørgsmålet på dagsordenen, og den komplekse kollektivkomposition De Dødes Rige imponerer for hver ny glædelig gennemlæsning ved bredde og dybde i sin modernitets- og civilisationskritik.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu