Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Habermas kommer til kort

Tue Andersen Nexø giver i sin bog en ny forståelse af grundlaget for skabelsen af en borgerlig offentlighed i England
Tegning fra forsiden af en pamflet, udgivet kort tid før den engelske borgerkrig brød ud i august 1642. Det viser en verden, vendt på hovedet: manden har sin rustning omvendt på, musen løber efter katten, fisken svømmer i himlen, kirken vender på hovedet. Illustration fra bogen

Tegning fra forsiden af en pamflet, udgivet kort tid før den engelske borgerkrig brød ud i august 1642. Det viser en verden, vendt på hovedet: manden har sin rustning omvendt på, musen løber efter katten, fisken svømmer i himlen, kirken vender på hovedet. Illustration fra bogen

Kultur
15. august 2014

I Tue Andersen Nexøs afhandling, Ikke de voldsomme. Politisk offentlighed og offentlig skønlitteratur, England 1640-1750, befinder vi os i en særdeles tumultarisk periode i Englands historie, hvor borgerkrigen 1642-49 efterfulgtes af den ene dramatiske krise efter den anden. Trods stabiliseringen med den hannoveranske tronbestigelse i 1714 vedblev politiske og konfessionelle stridigheder at skabe dybe skel i befolkningen, hvilket med al tydelighed kunne aflæses i den engelske offentlighed.

Borgerkrigstidens – og efterfølgende perioders – offentlighed var ikke et fint profileret og stabilt system og lå milevidt fra den borgerlige offentlighed, som Jürgen Habermas prototypificerede i sit klassiske værk, Strukturwandel der Öffentlichkeit (1962). Der var snarere tale om en offentlighed, der gestaltede sig i en slags sammenbruddets tilstand. Her var ingen helt faste institutionelle former, ingen klare grænser eller fasttømrede positioner, ingen veldefineret øvrighed. Også her kommer Habermas’ forestilling om, at staten skabte en ramme for offentlighed, hvori den liberale samtale og idéudveksling kunne foregå, til kort.

Tidens engelske offentlighed var fyldt til bristepunktet af småtryk, pamfletter, skillingsviser, prædikener og ikke mindst de såkaldte nyhedsbøger – en slags protoaviser, hvor satirisk vid, fabulerende opspind og faktisk reportage smelter sammen til et ubestemmeligt ælte, som Andersen Nexø beskriver det. Desuden blev mange af teksterne trykt i en juridisk gråzone, hvor man så gennem fingre med de love og privilegier, der formelt set regulerede og kontrollerede markedet og teksternes indhold, mens meget blev distribueret gennem dulgte kanaler, hvor piratkopier og forfalskninger cirkulerede frit.

Fakta og fiktion flyder sammen

Det blev ikke mere gennemskueligt af, at en stor del af teksterne havde fingerede ophavsmænd, mens faktuelle fordrejninger eller rene løgne udgjorde indholdet. Som forfatteren skriver opstod en kultur, »hvor manglende troværdighed var et akut problem for såvel læsere som skribenter«. Alligevel gik pamfletterne og nyhedsbøgerne som varmt brød. Læserne accepterede gladelig denne ironiske fakticitet, som Andersen Nexø betegner det tekstindhold, hvor fakta og fiktion flyder sammen.

Titlen Ikke de voldsomme henviser (til forordet) til John Drydens langdigt Absalom and Achitophel (1681), der ses som et vendepunkt. Dryden erklærede, at digtet ikke henvendte sig til »the violent« på begge sider i den politiske konflikt. Det var i stedet Drydens håb, at læseren ville blive bjergtaget af værkets digteriske kvalitet, der således ville løfte både digt og læser over den gemene politiks niveau. Som en reaktion mod de løgnagtige politiske skriverier trådte en ny litteratur frem og præsenterede sig som et alternativ til det anløbne og undergravende anarki i den politiske offentlighed. I stedet for at bruge tid og kræfter på at læse smuds, sladder og upålidelige politiske skrifter, burde publikum hæve sig over politikkens mudderpøl og indtage en høflig, æstetisk styret, afmålt og betragtende position i det offentlige rum.

Netop det projekt kom tydeligst til udtryk i tidsskriftet The Spectator, der udkom fra 1711 og i sin levetid præsenterede i alt 635 essays, hvoraf langt de fleste var skrevet af tidsskriftets grundlæggere Joseph Addison og Richard Steele. I The Spectator blev politisk engagement og debat aftegnet som undergravende og skadeligt for samfund og menneske. Politik og moralsk anstændighed udgjorde hinandens modsætninger. Det handlede derfor om at lægge afstand til den offentlighed, hvor politiske interesser og passioner regerede og skabte forbitrelse. Læserne skulle diverteres med emner, der kunne diskuteres, uden at sindene kom i kog.

Smag og dannelse

I bogens nok mest intensive kapitel skildrer Andersen Nexø de ræsonnementer, der lå bag The Spectators forskrifter til finjustering af det æstetiske blik med henblik på at opnå en ophøjet interesseløs tilstand af kontemplativt behag. Denne bevidste tilbagetrækning fra den offentlige, politiske debat og iboende nedvurdering af samtalens politiske funktion ligger langt fra Habermas’ forestilling om udveksling og selvoplysning som selve grundlaget for den borgerlige offentlighed.

Addison og Steale kunne ikke efterleve egne idealer. Efter George I’s tronbestigelse i 1714 blev de begge en del af det politiske establishment og holdt sig ikke tilbage for angreb på politiske modstandere. Men de forskrifter for smag og dannelse, man fandt i The Spectator, fik stor betydning for følgende generationer.

Ikke de voldsomme er skrevet med en stor og smittende kærlighed til materialet lige fra de kuriøse og fabulerende pamfletter til litterære klassikere som Robinson Crusoe og Tom Jones, der behandles særskilt i bogens sidste kapitler. Væbnet med yndlingsord som »forskydning«, »mulighedsbetingelse« og »emfatisk« og med utallige afarter af offentlighed i spil (politisk offentlighed, trykt offentlighed, læsende offentlighed, litterær offentlighed, pamfletbåren offentlighed etc.) river Andersen Nexø læseren gennem småtryk og gedigne værker i en hele tiden fastholdende prosa. Den litterære analyse går uanstrengt hånd i hånd med idé- og kommunikationshistoriske tolkninger. Vel er det en akademisk afhandling (oprindelig en ph.d.-afhandling fra 2006) og ikke en mandelgavebog, men på intet tidspunkt føler man sig forladt eller taber hovedpointerne af syne. Tværtimod ønsker man ved vejs ende, at Andersen Nexø ville føre undersøgelsen videre ind i de næste hundrede år. Vi må nøjes med antydninger på bogens sidste sider.

Tue Andersen Nexø: Ikke de voldsomme. Politisk offentlighed og offentlighed skønlitteratur, England 1640-1750. Museum Tusculanum. 331 sider. 298 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her