Fra et lille parcelhus på Byskovvej 28 i Herlev udgår en hel verden af kunst. I år kan billedkunstneren Anja Franke fejre 10 års jubilæum for sit projekt InstantHERLEV. Projektet har forvandlet hendes private ejendom og dens nære omgivelser i Herlev til et ambitiøst udstillingsområde, hvor både danske og udenlandske kunstnere gennem årene har bidraget med stedspecifikke værker af varierende format.
InstantHERLEV vokser ud af – og bliver et godt eksempel på – en lang tradition for kunstnerdrevne udstillingssteder, som etablerer sig fjernt fra de gængse institutioner og på steder, hvor kunsten ikke almindeligvis har mulighed for at udfolde sig. For Anja Franke er denne entreprenante tilgang ikke ny. Franke har gennem hele sit kunstneriske virke været med til at initiere og drive udstillingssteder, blandt andet det vigtige galleri Max Mundus, som i 1990’erne viste konceptuel og tekstbaseret kunst.
Hjemmet som udstillingsrum
At inddrage sit eget hjem og sin egen have i et kunstnerisk projekt ligger således lige for, især i betragtning af, at Franke allerede i 1990’erne var en vigtig del af det feministiske kunstprojekt Roomservice og siden har lavet adskillige værker, der kredser om feministiske problematikker. Ophævelsen af grænsen mellem det private og det offentlige – ud fra kvindebevægelsens argument om at også det personlige er politisk – har i den forstand været en bevidst kunstnerisk strategi for Franke gennem mange år.
Denne strategi finder sin ultimative indfrielse i InstantHERLEV, der gør Frankes private hjem til et udstillingsrum. I det nye udstillingsprojekt By Invitation Only er dette endda i dobbelt forstand tilfældet, idet udstillingen opstiller en direkte analogi mellem Frankes private matrikel og en stat. Hjemmet som en mikro-stat danner udgangspunkt for en undersøgelse af gæstfrihed igennem en række værker, der sætter fokus på og problematiserer de betingelser og forhandlinger, som forestillinger om gæstfrihed implicerer. Frankes eget bidrag hedder betegnende nok Moving Out. Det består i, at hun har ryddet sin dagligstue og gjort plads til andre kunstneres værker.
Den nye udstilling er gæstekurateret af den mexicansk-amerikanske kurator Lucía Sanromán, som har inviteret 12 kunstnere og kunstnergrupper til at bidrage til By Invitation Only. Alle værkerne kredser om højaktuelle problemstillinger omkring grænsedragninger og de afledte spørgsmål om grænsekontrol, udelukkelse, indslusning og sikkerhed. Allerede udstillingstitlen indikerer en grænsedragning. Den inden for kunstverdenen velkendte frase om at en begivenhed er for ’særligt inviterede’, markerer således klart et skel mellem de almindelige og de særlige.
Ønsker man at besøge udstillingen, skal man desuden først ringe og aftale et besøg på telefon 26203536, da den kun kan ses efter nærmere aftale. Igen en lille barriere, man skal overvinde som besøgende. Når man så endelig er nået så langt, og er kommet frem til Skovbyvej 28, så mødes man af arkitektfirmaet THE WINTER OFFICEs installation i Anja Frankes forhave, som til anledningen er omdannet til en grotesk sikkerhedszone, hvor aggressiv pigtråd og idyllisk hvidmalet stakit strides sært om at markere skellet.
Er man endelig sluppet ind, er gæstfriheden – i hvert fald kunstværkernes generøsitet – i øvrigt stor. I den mexicanske digter og billedkunstner Omar Pimientas værk kan man erhverve sig en helt ny identitet i en fiktiv stat, Colonia Libertad, hvis man medbringer sit gamle pas og er parat til at bytte det til et nyt, hvor man helt selv kan bestemme, hvordan ens billede skal se ud. Pimientas fører en udførlig registrant over Colonia Libertads borgere, hvis udløbne pas i InstantHERLEV danner en collage af længsler efter den frihed, som moderne demokratier har så svært ved at give sine borgere.
Transkønnede
Colombiansk-amerikanske Carlos Motta viser en halvanden time lang dokumentation af den både eksistentielle, kønsmæssige og sikkerhedsmæssige randzone, som transkønnede i Guatemala lever i. Værket er en del af et større arkiv med titlen Gender Talents, der dokumenterer transseksuelle i forskellige verdensdele. Det er et både fascinerende, betagende og skræmmende dokument over livsskæbner på kanten af enhver form for normalitet, men med et smukt sammenhold midt i den sårbare og ekstreme kamp for overlevelse i omgivelser, der brutalt henviser transkønnede til prostitution – en overlevelsesmulighed, der i Guatemala ofte er med livet som indsats.
Den israelske kunstner Dor Guez har med Watermelons Under the Bed lavet en fin lille dokumentarfilm om en kristen-arabisk familie, som i små hverdagsglimt og tilbageblik kommenterer tilværelsen i et jødisk kvarter i Israel. Religiøs og etnisk hybriditet bliver her til noget radikalt andet end en forskelsmarkør, for så vidt som det enkelte menneske rummer de modsætninger, der i en populistisk retorik opstilles som uforenelige og uoverstigelige forskelle. Det skildres i Guez’ værk på en fin og alt andet end belærende facon, der på ganske få minutter – og via israelsk associerede frugter som vandmelon og kaktusfigen – får skabt et billede af de mellemøstlige konflikter, som i kompleksitet udfordrer massemediernes ofte simplificerende udlægninger.
Det er en meget præcist kurateret udstilling, som markerer tiårsjubilæet for InstantHERLEV. Den er også sørgeligt aktuel, da problemstillingen omkring grænser er sjældent påtrængende i denne tid. By Invitation Only griber fat i spørgsmålet om, hvad en grænse er på en række forskellige måder og med den åbenhed, nysgerrighed, pågåenhed og kritiske sans, som kendetegner god kunst. Udstillingen rummer fængende og direkte værker, såsom mexicanske Camilo Ontiveros’ modifikation af et velkendt californisk advarselsskilt fra grænseområdet mod Mexico, der viser en flygtningefamilie i løb, men med en udskiftning af den oprindelige ordlyd caution til en mere paranoid og realistisk version med påskriften wanted.
Men størsteparten af værkerne kræver investering af tid og fordybelse, som imidlertid gengældes rigeligt i form af æstetiske oplevelser og tankevækkende indblik i tilværelser i forskellige territoriale og eksistentielle grænseområder, der udfordrer forestillingen om privatliv, om privat ejendomsret, om definitive grænser og om en ’ublandet’ identitet. Det er en smuk, refleksiv og tankeprovokerende celebrering af tiåret for InstantHERLEV, som Lucía Sanromán har skabt i Anja Frankes hjem, og den anbefales hermed til alle, der gerne vil blive klogere på deres egne og andres grænser.
’By Invitation Only’. InstantHERLEV Institute. Byskovvej 28, Herlev. Indtil den 2. november. Fernisering i morgen kl. 15-21. Tlf. 26203536