Pop er dejligt. Det er overflade, lir og forførelse. Men af en eller anden grund har der altid eksisteret afvigere, der finder poppens tilfredsstillelse alt for flygtig og efterlyser mere dybde og inderlighed. De bekender sig til den kristen-jødisk-græske lærdom, at skinnet bedrager, og at de anliggender, der virkelig fortjener vores kunstneriske opmærksomhed, er dem, der udspiller sig under huden, i sindet og i hjertet. De vil bruge pop til at tale om alvorlige ting – om samfundet og om det at være menneske.
Nu har udlægningen af pop som inderlighed jo længe været trængt i defensiven. Måske har vi ikke set den siden 1990’erne, hvor ’stærke kvinder’ af Alanis Morissette-typen blev heftigt produktudviklet i musikindustrien, måske som modsvar til de mange foregående års overfladedyrkelse. Og sådan bølger det frem og tilbage fra den ene yderlighed til den anden.
Fronterne blev igen trukket hårdt op sidste år, da ingen ringere end Sinéad O’Connor skrev et indigneret åbent brev til den amerikanske popnymfe Miley Cyrus med en advarsel om, at musikbranchen ville forsøge at prostituere hende. Hvortil den langtungede Disney-stjerne, rigmandsdatter og masturbationsimitator svarede O’Connor, at hun kunne rende hende et vist sted.
Sammenstødet mellem popnymfen og den selvudnævnte moderfigur rejser selvfølgelig det spørgsmål, om der overhovedet ville være plads til en musiker som Sinéad O’Connor i dagens poplandskab, såfremt vi hypotetisk antog, at hun debuterede i år 2014. For de seneste mange år har offentligheden tilsyneladende været mere interesseret i den skandaleombruste irske musikers kropsvægt, psykiske velbefindende og religiøse tilhørsforhold end i hendes kunstneriske aktiviteter.
I hvert fald blev hendes ganske udmærkede forrige album How About I Be Me (And You Be You)? fra 2012 stort set forbigået i tavshed. Og mon ikke det samme var hændt for hendes aktuelle plade, hvis ikke det havde været for den storslåede popkulturelle begivenhed, som internettets folkevid døbte Mileygate.
Modent overblik
Nu dukker den 47-årige irske musiker op i kleopatraparyk og sort læderheldragt på omslaget til sin nye plade. Sinéad O’Connor er stadig optaget af at påtale musikindustriens grundlæggende uretfærdigheder. »You know I love to make music but my head got wrecked by the business. Everybody wants something from me. They rarely just want to know me,« synger den notorisk selvbiografiske musiker på nummeret »8 Good Reasons«.
I’m Not Bossy, I’m The Boss er hendes tiende album. Titlen giver måske associationer i retning af Facebook-chefen Sheryl Sandbergs emsige karrierefeminisme. Men man skal ikke tage fejl, Sinéad O’Connor synger om kærlighed med trodsighed, sårbarhed og seksuel aggression. Hun hævder, at hendes elsker aldrig har smagt kys som hendes. Hun spørger, om det egentlig er okay, at hun genkender sig selv i ham. Hun røber, at hun godt kan lide at begrave sit ansigt i hans jakke for at indsnuse hans kropslugt, efter han er gået.
Men O’Connor udtrykker sig ikke mindst med et modent overblik, som en aldrende løvinde med veludviklet beskytterinstinkt, der føler sig forpligtet til at give den yngre generation råd udi kærlighedens vildveje. Som en befriende afveksling fra det selvbiografiske hersker der tit tvivl om, hvorvidt der er tale om et én-til-én forhold mellem personen Sinéad og de kvindestemmer, der kommer til orde. Og måske ligger problemet nærmere på modtagersiden: Som lyttere forventer vi af kulturel vane, at kvindelige lyrikeres repertoire begrænser sig til det introspektive og selvbekendende.
Helt åbenlyst selvudleverende er hun nok kun på åbningsnummeret »How About I Be Me«, hvor hun længselsfuldt forlanger: »I wanna be a real, full woman. Don’t stop me talking about love.« Med det hjerteblødende strygerarrangement og 90’er-trommeloopet lyder nummereret på mange måder som en nyfortolkning eller en reflekteret tilbagerejse til den kærlighedsknuste og Prince-forfattede ballade »Nothing Compares 2 U«, der i 1991 skaffede den irske musiker sit internationale gennembrud.
Emotionel turbulens
O’Connor skriver stadig god pop, men mest interessant er hun i selskab med den nøgne og primitive bluesrock, der lydligt modsvarer lyrikkens emotionelle turbulens. Det drevne groove på »The Voice of My Doctor« nærmer sig for eksempel i øjeblikke en stormstyrke, der er en PJ Harvey værdig. Den produktionsansvarlige er O’Connors faste producer og forhenværende ægtemand John Reynolds, og den rockede tilsmudsning antyder, hvad der kunne ske, hvis hendes vokal blev udsat for en Steve Albini-lignende råhed i produktionen i stedet for den lidt for kælne metalliske behandling, hun får på I’m Not Bossy, I’m The Boss. For når hendes sukkende sækkepibefraseringer gjalder hen over den beskidte bluesrock, hersker der ingen tvivl om, at O’Connor ganske vist beholder tøjet på, men samtidig fastholder kødelighed som en fast bestanddel af rock.
En mærkværdig og irriterende svaghed ved pladen er, at mange af numrene – der sjældent er over tre minutter lange – har en tendens til at ende meget tidligt og uforløst med en letkøbt fadeout-drejning på volumenknappen, inden de overhovedet er kommet i gang. På den måde folder sangene sig aldrig helt ud, men lyder nærmere som en stribe spiselige singler, der ikke har kunnet finde et fornuftigt kompromis mellem popformen og rockinderligheden. Og det er ærgerligt for en kunstner som O’Connor, der i den grad dyrker fortællingens kraft og snildt ville kunne brede sig ud over længere formater.
Sinéad O’Connor er en billedstormer, der ikke tillader sine betragtere at definere hende ud fra en bestemt genre eller stil. I’m Not Bossy, I’m The Boss føles mest af alt som en rejseberetning i tilbageblik fra en kvinde, der forsøger at afprøve forskellige kostumer i sin søgen efter identitet og selvværd. Det er den gamle historie om at finde fred med sig selv, og i den fortælling kommer der altid et kapitel mere.
Sinéad O’Connor: I’m Not Bossy, I’m The Boss (Nettwerk/Playground)
