Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Inspirerende fortolkninger af stor kunst

Henrik Wivels essaysamling om det underfulde er fuld af fine møder med forskelligartet kunst, tit formuleret med sproglig brillians
Kultur
29. august 2014

Henrik Wivels nye essaysamling bærer titlen Skyggeliv og er, i modsætning til hvad man måske umiddelbart kunne tro, ’en lille bog om det underfulde’. Spillet mellem lys og skygge er et uundværligt kunstnerisk motiv i maleri og digtning. Et kendt eksempel på munter, letfærdig omgang med skyggen er Emil Aarestrups digt ’På sneen’ om parret, hvis skygger i månelyset aftegner sig i sneen, og han ser, hvordan hans sorte væsen kælent blander sig med hendes i stillinger hans blod og kød må savne.

Ligesom i sin tidligere, nært beslægtede samling kunstfortolkninger, Perlen (2001), – eksplicit kaldet ’Prædikener og det der ligner’ – holder Henrik Wivel anderledes seriøse møder med den store kunst. Han vil vise, hvordan skyggen er sjælens dunkle spejl og et skabende mørke, der henter kraft og inspiration i den vestlige kulturs kristendom. Denne særlige bevidsthedsform har i århundreder styret eller dog influeret tanke- og fantasiliv, og lever også stadig sit skjulte liv, enten vi piber eller synger. Her påvises det i klar tale gennem en række meget forskelligartede kunstneriske udtryk. Blandt værker henter Henrik Wivel et oplagt dansk eksempel, H.C. Andersens eventyr om Skyggen, som af den lærde mand i sydens sol eller rettere i lampens skær sendes på erotisk og åndelig mission til poesiens jomfru i genboens hus. Her mener jeg nu, at analytikerens lyssyn blænder noget ned for fortællingens tragiske idé. Skyggen opnår ved løsrivelse fra sin herre jo ikke nogen indsigt i poesiens væsen, ingen åbenbaring af tilværelsens helhed, som han siger. Skyggen kan ingenting fortælle om det inderste kammer og forråder endegyldigt sin herre i egen billige succes. Wivel lukker selvfølgelig ikke øjnene for, at skyggen er hjemfalden til forskrivelse, og at eventyret handler om prisen for kunstnerisk indsigt.

Kombinationer

Her skal imidlertid ikke kastes skygge over Henrik Wivels lærdom og inspirerende fortolkninger, tit formuleret med sproglig brillans og en kombinationsevne, man har kunnet glæde sig over i den omfattende produktion, bl.a. hans bog om dansk symbolisme og impressionisme og senest i den kunstneriske topograf over Stockholm fra sidste år, der som i de aktuelle essays indbefatter bildende kunst, litteratur og arkitektur. Alligevel forekommer der lige lovlig megen opbyggelighed i f.eks. tolkningen af salonmaleren Jean-Léon Géromes fantastiske Golgata-billede, hvor skyggebilledet af de tre korsfæstede knivskarpt peger mod den bortdragende skare af tilskuere hen-over den stenede bakke. Han læser billedets skjulte lyskilde som Guds forsyn og tilgivelse af den bortdragende skare, dem der flygter og svigter. Det er fuldbragt, er maleriets titel. Og Wivel godtager kristendommens lysende idé frem for det indlysende tvesyns spiddende kritik.

Smuk er beskrivelsen af den tilsvarende usete hellige lyskilde i Caravaggios barokke clairobscur-maleri af Judas’ forræderi af Jesus i Getsemane og åndfuld og helt åndeløs af Goyas illusionsløse skrækbilleder. Der er et spring til Hjalmar Söderbergs roman Doktor Glas og denne hovedpersons fatale mangel på kærlighed i hans morderiske jalousiforehavende. Hans triste skæbne fuldendes som »voyeur fra et liv skjult i skyggen«. Maurice Denis’ i mine øjne noget ferske, florentinske maleri, Maria med Kristusbarnet og den lille Johannes (1898) er et privatiseret gruppeportræt med ikonisk status som den hellige familie. Det har tilknytning til Danmark og er i sig selv en interessant historie og kan ses på Glyptoteket i København.

Uvilkårlig metafysik

Den kristne myte om Christoforus får Johannes V. Jensen brug for i forbindelse med sin stormyte om Christofer Columbus. Wivel ser det som et godt udtryk for, at selv en erklæret ateist trækker på dette virkningsfulde kulturgods. Anledningen er i øvrigt konfrontation med en ganske grim fresko over motivet i Vodskov kirke, men den er atter fortalt med gode pointeringer, ligesom opsatsen om den uvilkårlige metafysik i tilfældet maleren Harald Moltke og hans billeder af nordlys over Arktis, Himlens flammeskrift. Walter Benjamin og den lidet troende Paul Klees englebilleder fører over til den bekendende kristne maler Yves Klein og hans blå eksperimenter med den åndelige kraft i rummet. Et uventet indslag er essayet om den jævnaldrende svenske lyriker Eva Ström, der kombinerer professionelt lægesprog med sakral atmosfære, med følelser, der transcenderer den instrumentelle fornuft, for nu at sige det sådan.

En fornem afslutning er forfatterens vandring i Gotlands gamle hansestad Visby og dens gotiske kirkeruiner, hvor spidsbuernes luftige konstruktioner danner portaler mod et højere nærvær. De danner ramme om en personlig mystisk oplevelse, mens mursejlerne »trækker deres diamantspor på ørets hinde«. Han er endda så benådet, at en due slår ned gennem en åbning i apsis. Hvad mere kan man forlange, når man spænder sanserne til bristepunktet og læserne i forundringsstolen?

Henrik Wivel: Skyggeliv – en lille bog om det underfulde. Kristeligt Dagblads forlag. 117 sider. 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her