Læsetid: 5 min.

At læse Smith er både befriende og irriterende

Med oversættelsen af den skotske økonom og filosof Adam Smiths store værk om de moralske følelser træder det tydeligt frem, at fællesskabsfølelsen og menneskets evne til at sætte sig i det andets menneskes sted er grundlaget for den sociale orden
Smith
29. august 2014

Det andet menneske er indbygget i min bevidsthed. Jeg kan ikke være upåvirket af, at den anden lider eller anmoder om hjælp. Vi gribes af stærke følelser, når vi ser andre i nød, som f.eks. »vores bror ... på pinebænken«. »Med fantasien placerer vi os i hans sted, vi forestiller os, at vi gennemlever de samme kvaler som ham, vi finder så at sige vej ind i hans krop og bliver i et vist omfang den samme person som han...« Umiddelbart er vi således optaget af andres ve og vel, også selvom det ikke gavner vores egen lykke.

Således slår den skotske moralfilosof og økonom Adam Smith (1723-1790) tonen an på første side af værket Teorien om de moralske følelser, der nu foreligger på dansk i Claus Bratt Østergaards oversættelse. Mennesket er således ikke kun styret af en umiddelbar egeninteresse og præferenceadfærd, der på rationel og bevidst vis forsøger at få mest muligt (nytte, profit, behovstilfredsstillelse) ud af sin ageren i samfundet og på markedet. Og de ædleste og mest forkælede i samtiden er særligt forpligtede til at tage fat: »Den, der selv er ubekymret, er bedst egnet til at pleje andre i deres kval.«

Manden i det indre

Inde i os bor »den store skønsmand og dommer over vor handlemåde«, skriver Smith. Naturen har ganske viseligt indrettet det således, at en upartisk betragter anskuer vores ageren i det sociale fra en »tredjeparts sted«. Der opstår en velgørende spaltning mellem, hvad vi gør, og »hvad den kølige, upartiske iagttager ville mene«. Dermed bliver den sociale adfærdsrettesnor internaliseret som en foregribende instans og som den almene, anonyme andens levende og anfægtende part i mig. På den måde er overensstemmelsen mellem den andens følelse og min sympati og indlevelse i andres liv ved hjælp af fantasien ladet med en social kraft. Sympatien for den anden, fællesskabsfølelsen og samfundssansen er tæt sammenvævede størrelser.

Den naturlige disposition til at tage hensyn til andre udspringer ikke af en fornuftsbeslutning, og den kan ikke planlægges af staten eller det politiske system. Mennesket har både en social fantasi og et iboende anerkendelsesbehov, der gør at udvekslingerne mellem ego og alter er ladet med en opbyggelig kraft, der endog virker bag om ryggen på de agerende.

Selvom bogen nærmest koger over med empativækkende og anmassende eksempler på kropslig smerte – tortur, lemlæstelse, flåning(!), krig, sygdom, fattigdom og sult – har Smith i allerhøjeste grad også sans for psykisk og social smerte (eksklusion, bagtalelse, åndelig fattigdom, kærlighedsløse eksistensformer etc.).

Skønhed og nytte

Bemærkelsesværdigt er det, at Smith – ganske tidstypisk i og for sin industribegejstrede samtid – fremskriver de sociale relationer og endog staten som en velkørende »politisk maskine« som ideelle, æstetiske genstande. Smith sammenkobler åbenlyst skønhed, nytte og dyd i et sprogmaleri, der næppe nogensinde efterfølgende er blevet virkeliggjort, endsige formår at finde vej til selv den mest selvbegejstrede politiske eller samfundsvidenskabelige retorik:

»Hvis vi betragter det menneskelige samfund i et bestemt abstrakt og filosofisk lys, fremtræder det som en stor, ja, som en umådelig maskine, hvis regelbundne og harmoniske bevægelser frembringer tusind attraktive virkninger. Ligesom i en enhver anden smuk og ædel maskine, som den menneskelige art har frembragt, vil alt, hvad der trækker i retning af at gøre bevægelserne jævne og lette, få en skønhed fra denne virkning, mens det der omvendt tjener til at obstruere bevægelserne, af samme grund vækker ubehag. Således vækker dyden nødvendigvis behag, eftersom den så at sige er den fine smørelse i samfundets hjul, mens lasten omvendt som den tærende rust, der får dem til at skurre og hvine mod hinanden, uundgåeligt vækker ubehag.«

Tydeligt skitseres menneskets opgave som den at frembringe og vedligeholde et stort og af dyden velsmurt maskinsystem. Smith præsenterer sig som en harmonisøgende andenordens organismetænker på et metalværksted og som en systemteoretiker ex ante udstyret med dydens store oliekande. Der er noget på én gang befriende og irriterende over at læse Smith. Befriende er det at blive inviteret til at tænke filosofisk midt inde i samfundets sociale interaktioner, der altid allerede er i gang. Hér lægges der ikke fra land med konstruerede naturtilstandsspekulationer og/eller suveræne bevidstheder stående behørigt på afstand over for tavse objekter. Naturen har skabt mennesket som samfundsvæsen, proklamerer Smith med rette.

Men store dele af værket tager sig ud som en uendelig og eksempelrig fristil, isprængt selvavlende og -rygklappende eksempler, social- og positiv psykologiske banaliteter og bonmots. »Oprigtighed og åbenhed skaber tillid. Vi stoler på den, der stoler på os.« »Den reserverede og skjulte mand har sjældent en specielt elskværdig karakter …« »Det er ydmygende for os, når vi bedrager andre, også selvom det ikke var meningen, ligesom det også er ydmygende selv at blive bedraget.« Smith skriver meget ’utysk’. Man længes næsten efter Kants og Hegels argumentation og præcision og Schopenhauers og Nietzsches viltre kaskader af upassende, smittende tænkning.

Dertil kommer, at Smiths filosofiske credo: at alle menneskelige handlinger udspringer af følelser bestemt kan diskuteres og kritiseres, for det kunne jo tænkes, at sociale, kulturelle, videnskabelige, politiske og sprogligt-diskursive regimer er med til at farve disse følelser, der således ikke kan gøres til ’rene’ årsagsforklaringer på komplekse mellemmenneskelige relationer og konflikter.

Kraftpræstation

Fristil eller ej – jeg drømmer såmænd blot om, at de studerende på landets magtfulde og politisk højskattede økonomiske institutter begynder at læse og diskutere Smiths hovedværker af egen drift, da det næppe ellers kommer til at ske. Dannelsesrejsen kan passende fortsætte med studier af Karl Marx’ skrifter, der i form af kritikken af den politiske økonomi på én gang tilegnede sig og overskred Smiths moralsk-politisk-økonomiske horisont.

Sidste år udgav Informations Forlag Claus Bratt Østergaards oversættelse af Smiths Nationernes velstand (den femte og sidste udgave af værket fra 1789, der udkom første gang i 1776). I de senere år har han også oversat en række store filosofiske værker fra tysk, engelsk og fransk til dansk (bl.a. af Kant og Hegel, Hobbes og Hume og Diderot). Med Teorien om de moralske følelser har han atter ydet en kraftpræstation. Til gengæld har forlaget valgt at lave et i farvemæssig forstand helt igennem afskyeligt omslag til bogen og læst en lemfældig korrektur.

Adam Smith: Teorien om de moralske følelser. Oversat, præsenteret og kommenteret af Claus Bratt Østergaard. Informations Forlag. 423 sider. 349, 95 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu