Læsetid: 4 min.

Læseren risikerer livet

Cortázars sælsomme og magiske fortællinger rummer skønhed i mønstre af gentagelser og symmetri, udbrud af vold, voldtægt, selvmord og død. De er alle uundgåelige elementer i Cortázars verden af strenghed og gåder
Skønhed i mønstre af gentagelser og symmetri, udbrud af vold, voldtægt, selvmord og død er uundgåelige elementer i Cortázars verden af strenghed og gåder. Buenos Aires kan være rædselsvækkende om natten.

Rodolphe Goupil

8. august 2014

At læse Julio Cortázar (1914-84) skærper synssansen i omgangen med hans billedverden og dobbelteksponeringer, ligesom fantasien kommer op i omdrejninger gennem den stadige genspejling af fiktion og virkelighed, tidsforskydninger og drømme. Det kan ligne viderebearbejdninger af fantastikkens virkemidler hos E.T.A. Hoffmann, Edgar Allan Poe, som han i øvrigt har oversat, Kafka og hans argentinske landsmand Jorge Luis Borges. Dertil kommer, at man ikke kan vide sig sikker som tilbagetrukket læser, eftersom man jævnlig bliver rodet ind i fortællingerne som medaktør eller medskyldig, hvis man da ikke som den fortællende romanlæser i Parkernes kontinuitet bliver offer for et bestialsk mord i den lille titelfortælling i det nye udvalg af Cortázars noveller, udmærket oversat fra spansk af Peer Bundgaard.

I »Vi elsker Glenda så højt« sætter en fanklub af filmstjernen Glenda Garson sig for at glorificere hendes ry, idet de forbedrer hendes film ved at omredigere dem gennem tekniske manipulationer, efter at hun til deres skuffelse har genoptaget sin afbrudte karriere. Mere interessant bliver denne tekst gennem bogens afsluttende novelle »Flaskepost«, som er forfatterens senere efterskrift i form af et brev til skuespilleren Glenda Jackson, kendt fra Ronald Neames film Hopscotch, der betyder det samme som titlen på Cotázars roman Rayuela: at hoppe paradis. Dette sammenfald medfører sindrige refleksioner. Han forestiller sig et svar fra hende, som måske allerede er afsendt inden hans brev, endda som film, lig flaskeposters driven om i tidens hav.

Et hemmeligt våben

Ting sker på forskellige planer, i verdener med andre strukturer end hverdagens. Hans løsning på deres mellemværende er at gøre sit brev til en litterær tekst med andre læsere som tredjepart, »troskyldige broer mellem vores beskeder«. Tingene bliver i øvrigt ikke mindre komplekse af, at novellens fingerede Glenda Garson faktisk er navnet på en anden eksisterende filmskuespiller.

At Cortázar har fællestræk med filmmediet anskueliggøres af novellen »De hemmelige våben«, som inspirerede Antonioni til hans Blow up, der ligeledes underspiller reelle forklaringer på det tilsyneladende gådefulde. Novellens ydre handling drejer sig om kæresteparret Pierre og Michelle, hvor han ikke forstår hendes seksuelle tilbageholdenhed. Hvis det episke forløb er tyndt, erstattes det af billeder og sproglige gentagelser, der som tvangstanker hærger hans bevidsthed og fungerer som ledemotiver, f.eks. begrebet ’dobbeltløbet gevær’, der ellers forekommer umotiveret ligesom andre ’tilfældige’ associationer og litterære citater, men svarer til hans tvivlrådighed og fornemmelse af absurditet. Langt bagude anes en voldtægt mod Michelle, der gør slutningen uhyggeligt åben. Det ikkefortalte er den egentlige fortælling og det hemmelige våben.

I »Manuskript fundet i en lomme« er jeget manisk besat af selvopfundne spilleregler for medpassagerer i den parisiske metro. Han forsøger at styre udvalgte kvinders handlinger og forudbestemme en kontakt. En tankeleg er blevet en tvangsneurose. I novellen »Sidste etape« er det en sorgreaktion, der styrer en kvindes liv i bevidsthed om at se og blive set, at gennemløbe en by og blive gennemløbet af den, at opleve gentagelse på gentagelse i ellers utænkelig symmetri.

To verdener

Miljøerne er gerne Paris eller Buenos Aires. I førstnævntes Jardin des Plantes studerer jeget den mexicanske salamander ’axolotl’ i akvariet. Dens øjne »vidnede om tilstedeværelsen af et liv forskelligt fra vores, en anden måde at se på«. De æder den jo nærmest med øjnene! siger den forbavsede vagt til jeget, men det er axolotlerne, der fortærer ham med øjnene i et langsomt voksende skift af identiteter. Forvandlingen realiseres i en grad, så han en dag møder en med-axolotl ved akvariet.

»Breve fra mor« i Buenos Aires, hvor sønnen ikke kan slippe sin fortid, vidner bogstaveligt om tilhør i to verdener, Argentina og Frankrig, her forstærket ved hans ægteskab med enken efter en afdød bror. Det har resulteret i et stædigt, ødelæggende tabuforhold. Novellen er nok en mere gængs psykologisk analyse, men er del af et gennemgående traume i forfatterskabet om eksistentiel dobbelthed eller splittelse, en tabt himmel, skildret både som panik og sindsudvidelse. Rædselsvækkende er det, hvad der kan ske »Om natten«, hvor en hospitalspatient efter et færdselsuheld har mareridt om at være blodoffer i et aztekisk, religiøst ritual. Denne febermytologi er af så detaljeret, pågående karakter, at han ikke kan vide, om han faktisk lever og dør i den ene eller anden tilværelse, om færdselsuheldet kun var en drøm.

Brevet er en yndet litterær tekstform i dens spil med flere typer modtagere: adressat, læser, og en dobbelttunget skriver. I »Brev til en frøken i Paris« bekender en midlertidig lejer, at han har efterladt hendes lejlighed i sørgelig forfatning. Forsigtigt undskyldende røber han, at han jævnlig gylper en kaninunge op. En uforklarlig personlig ejendommelighed. Det er her så blevet til 11 kaniner, som æder og skider. De ihærdige gnavere har taget magten og ædt bøger og tæpper. Konklusionen er dødelig og ubærlig.

Korrespondenser

Skønhed i mønstre af gentagelser og symmetri, udbrud af vold, voldtægt, selvmord og død er uundgåelige elementer i Cortázars verden af strenghed og gåder. Ubønhørlig sammenfletning udtrykkes symbolsk i fænomenet ’Möbiusbånd’, en således betitlet skæbnefortælling, der foregår i Dordogne – i øvrigt kendt for sine forhistoriske bjerggrotter: Ung engelsk pige, ung franskmand, voldtægt, uagtsomt drab, dom og henrettelse – for at sige det kort om denne konstruktion af samhørighed mellem offer og morder. Det er et bånd, som taler.

Overalt forekommer sådanne logiske, også barsk humoristiske forbindelser og korrespondenser med irrationelle forhold i Cortázars sælsomme fortællinger, der giver læseren fornemmelse af selv at blive læst, hvad man gerne udsætter sig for og yderligere kan forvente i den samling noveller, som det eksklusive, men inkluderende forlag bebuder.

’Parkernes kontinuitet og andre noveller’, Julio Cortázar, oversat af Peer Bundgaard, Basilisk, 196 sider, 220 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lene Timmermann
Lene Timmermann anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lene Timmermann

Tak til Brostrøm for en meget interessant anmeldelse. Gid denne store forfatter må blive lige så kendt og værdsat i Danmark som han er i mange andre lande!