Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Livet ifølge Luc og Lucy

Luc Bessons ’Lucy’ ligner umiddelbart endnu en af hans underholdende, hårdtslående og feministiske actionfilm, men den er en hel del mere end det
Scarlett Johansson spiller Lucy, der i et forsøg på at smugle narkotika udvikler hidtil usete evner.

Scarlett Johansson spiller Lucy, der i et forsøg på at smugle narkotika udvikler hidtil usete evner.

UIP

Kultur
7. august 2014

Stærke, særegne kvinder er der mange af i Luc Bessons film: Nikita, narkomanen, der bliver forvandlet til lejemorder i Nikita, pigen Mathilda, der ved en lejemorders hjælp hævner sine forældre i Léon, Jeanne d’Arc i, ja, Jeanne d’Arc, naturkraften Leeloo i Det femte element, Adèle Blanc-Sec i Adèles ekstraordinære oplevelser og nu også Lucy i filmen, der bærer hendes navn.

Ofte begynder Bessons kvinder deres filmliv som ofre eller forfulgte uskyldigheder og skønheder, der af omstændighederne – gerne voldelige mænd – tvinges til at tage hånd om deres egen skæbne.

Nogle ender således som helte i deres eget og andres liv, andre bliver martyrer, og fælles for dem alle er, at de gør, hvad der nu engang er nødvendigt for at overleve, som regel på trods af uforstående og frygtsomme omgivelser. Man kunne fristes til at kalde Besson en hårdtslående humanist med en feministisk agenda.

Action og filosofi

Lucy (Scarlett Johansson) er en ung amerikansk studerende i Taiwan, som af sin fedtede kæreste, Richard (Pilou Asbæk, der spiller en noget træls type), bliver narret til at aflevere en kuffert fuld af et nyt, kraftfuldt og syntetisk skabt narkotika til en brutal gangsterboss ved navn Mr. Jang (Choi Min-sik).

Snart er Lucy og en håndfuld andre ufrivillige kurerer på vej rundt i verden med hver sin pose syet ind i maven. Lucys pose går i stykker, og det bevidsthedsudvidende stof sætter hende i stand til at udnytte uendeligt meget mere end de ti procent af hjernen, vi mennesker normalt udnytter. Det gør hende stærkere, hurtigere og klogere end alle os andre med utrolige evner til at forstå, sanse og bruge sig selv, sin krop og sine omgivelser. Hun kan ikke blot manipulere andre mennesker, men også fysiske genstande.

Og pludselig er Lucy ikke længere ’blot’ en actionfilm, hvor en ung kvinde slår fra sig, men et pædagogisk, filosofisk studie i, hvad vi mennesker egentlig bruger det liv – og den intelligens – til, som vi er blevet skænket af evolutionen.

Store spørgsmål

»Vi tænker mere på at have end på at være,« bliver der sagt i filmen, hvor Lucy opsøger en videnskabsmand, professor Samuel Norman (Morgan Freeman), som man undervejs i handlingen oplever holde et foredrag om, hvad han tror, at vi mennesker ville være i stand til af fantastiske og uselviske bedrifter, hvis vi kunne bruge en større del af vores hjerner.

Lucy er beviset på, at Normans teori er rigtig, men hvad vil der mon ske, når hun på et tidspunkt kan bruge alle 100 procent af sin hjerne? Vil hun dø, eller vil hun leve videre i en helt anden form eller skikkelse? Og hvad med al den viden, hun akkumulerer, går den bare tabt, eller vil hun kunne give den videre, lære fra sig, og dermed fortsætte den tradition, som driver al udvikling fremad?

I den forbindelse er det måske værd at nævne, at Lucy også er navnet på det mere end tre millioner år gamle fossil af et tidligt menneske – en kvinde – som man for 40 år siden fandt i Etiopien.

Kulørt og rørende

Det er store spørgsmål, Luc Besson tumler med i Lucy, der veloplagt og skamløst blander elementer fra hans egne værker – især måske Nikita og Det femte element – med moderne videnskab og andre mere eller mindre meditative storfilm om bevidsthedsudvidelse og evolution, ikke mindst Rumrejsen år 2001, The Tree of Life og The Matrix.

Resultatet er et tempofyldt, morsomt, originalt, tosset og indimellem endda poetisk og rørende actiondrama, hvor en velspillende Scarlett Johansson formår at give de kulørte løjer en vis menneskelig tyngde; for eksempel i en scene, hvor Lucy, der føler alting som aldrig før, taler i telefon med sin mor og mindes alle de kys og kram, hun nogensinde har fået af moren.

Vist er det langt ude, men Besson får skabt et univers, en videnskab (jeg tror på alt, hvad Morgan Freeman siger) og dermed en logik, som giver mening – hvis man altså hopper med på vognen. Instruktørens faste fotograf, Thierry Arbogast, får det hele til at se dynamisk og flot ud, og hans faste komponist, Eric Serra, akkompagnerer med lækre toner.

Luc Besson drister sig til – helt til slut i Lucy og efter i begyndelsen at have fortalt os, hvad vi bruger livet til af tåbeligheder – at fortælle os, at vi nu ved, hvad vi burde bruge vores liv til.

Det gør vi muligvis, men hvad vigtigere er: Hvis Bessons sigte med sin nye film er at tage os alle i skole, så håber jeg, at han snart gør det igen. Gerne i selskab med flere kvinder som Adèle, Leeloo, Nikita, Mathilda og Lucy.

’Lucy.’ Instruktion og manuskript: Luc Besson. Fransk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

" (jeg tror på alt, hvad Morgan Freeman siger)"

Ås mig.

Det er værd at bemærke, at i virkelighedens verden bruger vi 100% af vores hjerner alle sammen, ikke kun 10%.

Det er derfor, man aldrig har hørt ordene "ulykken knuste 70% af hans hjerne, men heldigvis er de 10%, han faktisk bruger, uberørt, så der kommer næppe til at være nogen varige men."

Søren Kristensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
ulrik mortensen

10 procent hjernemyten er sejlivet: http://videnskab.dk/blog/bruger-vi-kun-10-procent-af-hjernen
Også: http://en.wikipedia.org/wiki/Ten_percent_of_brain_myth
hvor bla. Lucy filmen omtales ....

Henrik Jensen

En anbefaling: Se Lucy i sammenhæng med Camille Henrot's "Grosse Fatigue" på Charlottenborg. Der er lige en god uges tid til at nå omkring udstillingen ;-)

Brian Pietersen

Luc Besson har lavet flere rigtig gode film.... Nikita og Leon de er suveræne i deres genre.

Lucy er fænomenal. At jonglere livets største spørgsmål på denne underholdende og hårdtslående facon, det mestrer de færreste på elegant vis. Visuelt hypnotiserende og åndeligt nærværende fortælling fra første til sidste sekund. Luc Besson har fanget noget i tidsånden, som andre har forsøgt at ramme, men han gør det virkelig med eftertryk. Se den! Hvad så om vi allerede bruger hjernen 100% (Siger de kloge i dag, men hvad siger de i morgen?)
Det er sjovt at få lov til at forestille sig, at menneskeheden har lysere tider at gå i møde, med mere i den evolutionære godtepose end bare den totale selvdestruktion. Hurra for fantasien!

Brian Pietersen

Mette . Jeg er er i princippet ligeglad med hva jeg kan bruge i procent, det er ren abstrakt, vi har ikke udviklet os i 250000 generationer.... men jeg vil se filmen når jeg får tid, der er mange gode franske film og skuespillere i mange genrer.