Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Livsnødvendige illusioner

I ’Magic in the Moonlight’ tager Woody Allen os med på en ny rejse tilbage i tiden, til 1920’ernes franske riviera, hvor instruktørens kolossale sortsyn forløses perfekt i en elegant komedie
’Magic in the Moonlight’ er en legende let komedie. Men man kan også se den som en af de mest meta-bevidste af hans film, der handler om kunsten og illusionen som det eneste mulige tilflugtssted i en depressiv verden.

’Magic in the Moonlight’ er en legende let komedie. Men man kan også se den som en af de mest meta-bevidste af hans film, der handler om kunsten og illusionen som det eneste mulige tilflugtssted i en depressiv verden.

Scanbox

Kultur
14. august 2014

Jeg er ikke en helt uhildet anmelder. Jeg elsker Woody Allens film. Hver og en og nærmest betingelsesløst. Jeg kan faktisk ikke huske at have set en dårlig Woody Allen-film. Jeg har selvfølgelig set nogle Woody Allen-film, der var mindre gode end andre, men aldrig en der var decideret dårlig.

Antallet er filmiske pletskud er helt urimeligt højt for den i dag 78-årige instruktør, der i gennemsnit laver en film om året og har gjort det siden midten af 1960’erne. 44 film er det blevet til.

Det er slet ikke svært at opregne i hvert fald 25 rene mesterværker, og de findes i alle perioder og på kryds og tværs af instruktørens i øvrigt også turbulente privatliv, lige fra Mig og Annie og Manhattan i 1970’erne, de geniale værker som Zelig, Hannah og hendes søstre og Radio Days i 1980’erne, de finurlige Manhattan mord mysteriet, Alle siger ’I Love You’ og Deconstructing Harry i 1990’erne, for ikke at tale om den i det nye årtusinde genfødte instruktør, der har lavet Match Point og Vicky Cristina Barcelona. Og frekvensen af store film er lige høj her i det nye årtusindes andet årti.

Magic in the Moonlight er en lille perle, selv om den tilhører kategorien af de lidt mindre gode film, måske mest fordi det er lidt svært at følge lige efter tre så forskellige og mesterlige film som Midnight in Paris, To Rome With Love og Blue Jasmine. Isoleret er det svært ikke at elske Magic in the Moonlight. Den har al den svære lethed, som en god komedie skal have. Plottet er godt skruet sammen, skuespillerne er fremragende og det visuelle udtryk af lys, lykkelig sensommer er ramt perfekt, selv om man også kan blive ramt af en anelse træthed ved det lidt for villede og overtydelige i filmens symbolik og tydelige referencer.

Som en sydfransk rosévin

Magic in the Moonlight er på det umiddelbare plan en let komedie. Som en sydfransk rosévin fra Bandol. Filmen er samtidig et festfyrværkeri af intertekstualitet og filmet filosofi iscenesat på en dansende let baggrund. Kendere vil finde behag i den nye film og blive taget med på en tur fuld af referencer til Woody Allens tidligere værker; mest tydelig er her hovedpersonernes flugt på grund af regn til et nærliggende observatorium, hvilket henviser til den berømte regnvejrsscene i Annie Hall, hvor Alvy Singer forfører Annie Hall. Samtidig kan nye fans fint stige på her. Det sidste siger jeg, fordi min ældste søn på 15, der har været med på de seneste film, allerede er fan og klar til at bære stafetten videre – og ikke kun fordi Emma Stone spiller den ene hovedrolle.

Filmen myldrer med citater fra litterære, psykologiske og filosofiske værker. Som altid er Woody Allens husguder Freud og Nietzsche til stede, men i denne film finder man i øvrigt også blandt andet referencer til Dickens og Darwin, hvis rationelle naturvidenskabelige grundsyn spiller en vigtig rolle i filmen, der om nogen har ’teaterkarakter’. Replikkerne er skåret skarpt og lægges præcist i munden på de dygtige og velvilligt agerende skuespillere.

Fra Berlin til Cote d’Azur

Filmen tager sin begyndelse i Berlin i 1928 på et af byens mange teatre. Den britiske tryllekunstner Stanley Crawford (Colin Firth) er på Europaturné. Han er en verdensberømt illusionist, der optræder i forklædning som Wei Ling Soo, en kineser med Djengis Khan-lignende træk, til Beethovens 9. Et af hans numre er at få en levende elefant til at forsvinde, og hans glansnummer indbefatter en egyptisk sarkofag, som han slipper ud af for at genopstå i en højrygget, roterende lænestol.

Stanley er på mange måder en levende død. Bag sin forklædning er han hoven, fordømmende og kynisk, og der gemmer sig en naturvidenskabeligt tænkende og rationel person, der baserer sine illusioner på tekniske tricks og kun har foragt tilovers for alle former for tro på hokus pokus. Privat er han gået i stå i sit liv; når han siger, at hans forhold til kæresten Olivia (Catherine McCormack) er et »match made in heaven«, så tror man ikke et øjeblik på, at det betyder andet, end at de to ligner hinanden, men keder sig til døde sammen.

Efterfølgende overtaler magikervennen og konkurrenten Howard Burkan (Simon McBurney) – på en cabaret (Woody Allen får i filmens indledning lige lavet den Berlin-miniature, han aldrig fik lavet på sin European Tour) – Stanley til, efter turnéen at tage med ham til Sydfrankrig for at afsløre et muligt svindelnummer. Her har den unge clairvoyant Sophie Baker (Emma Stone) nemlig indlogeret sig hos en velhavende familie, som hun imponerer ved at kunne tale med de døde.

Tro på illusioner

Stanley er ikke bare illusionist, han er også ekspert i at afsløre falske clairvoyanter, som i høj grad er del af tidens populære overtro. En pointe er også, at Stanley alle dage har haft lyst til at tro på mirakler, tro på en højere mening, men livet har hidtil ikke givet ham nogen anledning til det, hvorfor han desto mere forbenet har holdt fast i sit naturvidenskabelige verdenssyn. »Hvad du ser, er hvad du får,« som han siger på et tidspunkt. I hans tilværelsesforståelse er livet trist og fuld af lidelse, indtil man dør. At tro på andet, at tro på ånder som en slags trøst hinsides, er patetisk og ynkeligt.

Stanley forventer derfor at gøre kort proces med den amerikanske svindlerske. Det kommer selvfølgelig til at forløbe helt anderledes. Sophie ser virkelig ud til at have særlige evner og stå i direkte kontakt med ånderne. Den hårdnakkede Stanley vil først ikke give sig, men da han endelig gør det, går hele hans verdensbillede med ét op i limningen. Herfra genopstår Stanley som den, der tror på mirakler.

Derefter følger en række sindrige forviklinger, som elegant vender det hele på hovedet endnu et par gange i denne velkomponerede intrige og som naturligvis ikke skal afsløres her. Det er dog næppe for meget at afsløre, at kærligheden også er en form for magi.

I stramme scener og præcise dialoger bevæger karaktererne sig elegant frem i denne komedie fuld af sjove indfald. Stanley var således egentlig efter sin Europa-turné – og for lige at slå Darwin-referencen helt fast – på vej til Galápagosøerne med sin kæreste for at kigge på kæmpeskildpadder! En vigtig birolle spiller i øvrigt Stanleys tante Vanessa (Eileen Atkins). I en af filmens mest forrygende dialoger kommer Stanley i overført betydning på briksen hos tante Vanessa, der som en anden Freud får Stanley til at erkende sig selv og magiens sande væsen.

Fascinationen af magi er ikke noget nyt tema hos Allen. Han har selv som ung optrådt med tryllekunstner, og man finder rundtomkring i hans film magikere, hypnotisører, spåkoner og healere. Her er magi imidlertid til stede på flere planer. Vi har brug for illusioner for at leve. Det er især det, filmen handler om, ligesom kunsten i det hele taget gør. De smukke, skønne illusioner gør det muligt at udholde tilværelsen og skærme os mod livets meningsløshed. I den forstand kan man også sige, at Woody Allens kolossale sortsyn mere end lurer lige under overfladen.

Man kan se filmen som en legende let komedie, nyde det sindrigt og vellavede plot, slubre det hele i sig og gå glad ud af biografen. Men man kan også se den som en af de mest meta-bevidste af hans film, der handler om kunsten og illusionen som det eneste mulige tilflugtssted i en sort og depressiv verden. De to måder at se filmen på udelukker på ingen måde hinanden. Og det er også en kunst.

’Magic in the Moonlight’ Instruktion og manuskript: Woody Allen.  Amerikansk (Biografer i hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her