Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Den løse kanon

Modstandsmanden Flemming B. Muus: Stor dansk helt og en højst tvivlsom skikkelse. En ny biografi af Sven Ove Gade favner modsætningerne
Kultur
26. august 2014

Jagtvej 183 var en af flere centrale adresser i besættelsesårene. På 4. sal tv. stillede en tandlæge sig til rådighed som stråmand for leje af den pågældende lejlighed bestemt af modstandsbevægelsen som værested for den netop nedkastede faldskærmschef Flemming B. Muus. Dennes opgave var det på Londons vegne at organisere og koordinere den væbnede danske indsats. Tandlægen var denne signaturs tante, Inge Metz (f. Krogh), som var blevet i Danmark, mens hendes mand, senere overlæge Otto Metz, af gode grunde måtte søge til Sverige i oktober 43 og her blev læge i Brigaden.

Flemming B. Muus lod lejligheden på Jagtvej møblere for en formue af modstandsbevægelsens penge. Muus, der livet igennem var stor i slaget, måtte bo standsmæssigt – bl.a. med en læderstol med mikrofon i øreklappen, så husets herre ikke behøvede rejse sig for at tilkalde hushjælpen og mere whisky. Efter befrielsen overtog Inge og Otto Metz lejligheden på fuldt legal vis og med den også flere af de fine møbler, som dermed dannede tryg ramme om en stor del af skribentens barndom. Kendt var det for alle gæster, at den store modstandshelt Fleming B. Muus havde vandret rundt i disse stuer. Dette blev konstateret, men uden den stolthed eller benovelse man kunne forvente. For tante Inge var ikke nogen stor beundrer af den mand, hun med navn og krop dækkede over, så den kæderygende temperamentsfulde kvinde høvlede cigaretten ned i ét vredt hvæs, når talen siden faldt på Muus.

Krig vækker de særeste eksistenser, som i kampens hede træder i karakter og ophøjes. De forventelige helte skuffer ofte, mens kontormanden med vigende hårgrænse og begyndende vægtproblemer med ét træder frem foran geleddet og kommanderer regimenter. Muus var en sådan mand, hvis tilværelse i Liberia, hvortil han reelt set var blevet forvist på grund af en svindelaffære, brat blev afbrudt, da fædrelandet kom i nød den 9. april 1940. Efter krigen var heltens omdømme imidlertid elendigt, regnskaberne passede ikke, og statsadvokaten rejste sigtelse for groft bedrageri. Sven Ove Gade forsøger i en grundig og velskreven biografi at estimere det svindlede beløbs størrelse, der oversat til nutidspenge lavt sat lå på omkring 30 millioner kroner. Desuden havde Muus flere gange optrådt letsindigt og bragt andre i fare. Ikke desto mindre var Flemming B. Muus jo uden diskussion en meget stor helt, hvis indsats var uvurderlig, og hvis mod og organisationstalent effektiviserede sabotagen og det væbnede beredskab frem mod befrielsen.

Hæder og fald

Desto større var faldet i 1945-46 da retten altså fandt ham skyldig i bedrageri (mandatsvig) og idømte ham to års fængsel med noget så usædvanligt som udvisning af landet, såfremt han modtog benådning. Det sidste gjorde han efter få måneder i Vestre Fængsel, og han og konen dampede herefter af til Sydafrika, hvor Muus paradoksalt nok blev kasserer i en guldmine! Det slæbte lige af, til parret kom hjem igen, og Muus påbegyndte sit ganske succesfulde forfatterskab, opnåede en slags kultstatus og tilgivelse i folkeopinionen, men i evig pengenød og forlegenhed.

Havde man skrevet historien om Flemming B. Muus som roman, ville de fleste synes, det var for meget. Det syntes Sven Ove Gade heldigvis ikke og har ristet Muus en rimelig rune. Tante Inge ville have haft noget mindre pænt at tilføje.

Sven Ove Gade: Faldskærmschefen. Flemming B. Muus – helt og skurk. 272 s., 300 kr., Informations Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Georg Metz

Fortæl hvad tante Inge havde at tilføje eller hold kæft.
Dunkle antydninger sværter manden på uredelig vis.