Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Lolitas far i Sankt Petersborg

Den russisk-amerikanske forfatter Vladimir Nabokovs erindringer fra barndommens Sankt Petersborg og ungdommens europæiske eksil i revideret oversættelse. Ankomsten er en begivenhed – bogen en lille sensation
Kultur
15. august 2014
Vladimir Nabokov skrev sine erindringer i forskellige versioner fra midten af 1930’erne til 1967. Nu er den reviderede oversættelse nået til Danmark.

Rigdommen fatter man ikke. Og mandens skæbne, som det hedder med et ord, der ikke er spor for stort i den her forbindelse, slet ikke.

Foruden en vinterresidens i ambassadekvarteret i Sankt Petersborg, hovedstaden i zartidens Rusland, rådede familien Nabokov over et storslået gods 80 kilometer syd for byen (her tales der om den nærmeste familie, far, mor og børn, ikke om onklers og bedsteforældres tilsvarende godser). Dertil kom udenlandske feriesteder, til låns eller til leje, i Berlin, Paris, ved Rivieraen eller i det fashionable Biarritz, som familien ankom til i en af Nord-Ekspressens sovevogne med læderbetrukne sæder, blankpudsede paneler og tulipanformede læselamper. Tyendet talte et sted mellem 40 og 50; guvernanter, barnepiger, huslærere, tjenere, kokke, gartnere, chauffører. Og apropos chauffører (man bemærker flertalsformen): Til barnets mange slags forkælelser hørte, at han blev kørt den korte vej til skole i ét af familiens to automobiler, den stovte Benz eller den strømlinede Wolseley.

Ved den bolsjevikiske revolution i 1917 tages så det hele fra ham.

Faren – jurist, journalist og statsmand, medlem af det første russiske parlament (Pervaja Duma) i dets korte levetid 1906-1907, under Første Verdenskrig medlem af generalstaben – var liberal og zarkritisk, men åbenbart ikke nok. Familien må under Lenins regime og Den Røde Hærs fremrykning flygte via Krim til Berlin med nogle få juveler begravet i en talkumpudderbeholder. Herfra fortsætter rejsen for Vladimirs vedkommende til Cambridge, hvor han studerer fra 1919 til 1922, inden han de næste atten år og i skiftende logier på det europæiske kontinent ernærer sig som lærer i russisk og engelsk, tennistræner, oversætter og – i stigende grad – forfatter.

Endelig i maj 1940, hvor erindringsbogen slipper ham, emigrerer han med kone og barn til USA. Det er her, han yderligere 15 år senere skal grundlægge sin verdensberømmelse med romanen om litteraten Humbert Humberts livsfarlige betagelse af den purunge Lolita.

Erindringens metode

To steder i bogen skriver Nabokov direkte om sin oplevelse af tabet af fædreland og familiens ufattelige økonomiske rigdomme.

Første gang med en retorisk lussing i synet på »den specielle idiot«, der tror, han forstår ham, »fordi han har mistet en formue i et eller andet krak«. Nabokov præciserer: »Den hjemve, jeg har næret i alle disse år, er en forvokset fornemmelse af tabt barndom, ikke sorg over tabte pengesedler.« Anden gang, mod bogens slutning, skriver han: »Afbrydelsen i min egen skæbne giver mig ved tilbageblikket en synkopisk fornøjelse, som jeg ikke for alt i verden ville have været foruden.«

Det kan virke som en selvmodsigelse (’tabt barndom’ og ’fornøjelse’, hvordan hænger det da sammen?), men snarere forklarer det erindringens betydning for Nabokov og med den bogens metode. Den består lidt forenklet sagt af tre dele: først en ekstrem sansende erindringsevne; hver en farvetone i møblernes blankpolerede politur er med, hver en stribe i de blåsorte natsommerfugle, som han i tre juniuger et bestemt år forfølger med sit sommerfuglenet. Så af det, han kalder »tematiske mønstre« og »en selvbiografis sande formål«, og som – med ét eksempel – får ham til at efterspore et »tændstiktemas« udvikling fra en fjern barndomserindring om en generals ikke så ferme tændstiktrick udført på en divan i hjemmet i Sankt Petersborg til en anden tændstik, der under flugten fra bolsjevikkerne skifter ejermand på en bro i det sydlige Rusland. Og endelig af en stil så tætvævet og finmønstret som damasket på hjemmets spisestuebord og – både logisk og kongenialt nok – som sanseerindringernes og temaernes sammenknytning.

Det er naturligvis løgn og bedrag, eller digtning, skulle vi sige, ingen husker så godt. Det er også over korte stræk overlæsset, opstyltet, læsemæssigt noget af en udfordring, især hvor man i et afsnit ikke deler forfatterens lidenskab for emnet (entomologiens sarte tentakler og støvbelagte mønstre er for mig sådan en udfordring). Men først og fremmest er det betagende og i løbet af få sider og så linje for linje bogen igennem chokagtigt tydeligt forklaringen på Nabokovs fornøjelse ved det tabte: Barndommen genopstår med dobbelt styrke og renters rente.

Det er fra moderen, Nabokov har det. Hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at opmuntre hans »almindelige følsomhed for visuel stimulering«, hedder det. Også en lydens stimulering, forstår man. Hun påhører hans første digteriske forsøg med ubehersket moderlig rørelse. De to deler desuden en farvesanselig fornemmelse for alfabetet: a er »vejrbidt træ«, s er »en besynderlig blanding af himmelblåt og perlemor«. Krukkeri? Måske, men ikke kun.

Moderen udfolder også i større skala en metodisk matrice for tabets og generhvervelsens kunst. I øvrigt med en romantisk profeti og oversanselighed, der går i arv til sønnen og trækker spor i hans bog.

Med et citat: »Som om hun følte, at den håndgribelige del af hendes verden om få år ville gå under, opøvede hun en helt usædvanlig bevidsthed om de forskellige vidnesbyrd om tiden, der var spredt rundt om vores landsted. Hun elskede sin egen fortid med den samme tilbageskuende glød, som den hvormed jeg skatter billedet af hende og min egen fortid.«

Elskede sin ulykkelige skæbne

»Evigt ejes kun det tabte,« skrev Henrik Ibsen. En anden forfatter, sygdomsplagede og tidligt døde Jørgen Frantz-Jacobsen, der elskede en kvinde forgæves, elskede sin ulyksalige skæbne endnu højere, fordi den tilføjede eksistensen en ophedet intensitet. Muligvis også, fordi den gav ham noget at skrive om.

Noget lignende gælder altså Vladimir Nabokov.

Nabokov skrev sine erindringer kapitelvis og i forskellige versioner over tre tiår, fra midten af 1930’erne til 1967, da denne endelige udgave blev offentliggjort. Det er en lang rejse, som med denne reviderede oversættelse er forlænget med yderligere nogle årtier (den seneste danske udgave kom i 1988). Det forstår man godt, anderledes skulle det nødig være. Man iler til stationen, hvor Nabokovs funklende Sankt Petersborg-ekspres glider ind og tager med alle gensynets forfjamskelser hjerteligt imod.

Ankomsten er jo en begivenhed, bogen en lille sensation.

Vladimir Nabokov: Sig frem, erindring. Gensyn med en selvbiografi. Gyldendal. Oversat af Peter Nørgaard og Morten Piil. 301 sider. 249,95 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her