Læsetid 5 min.

Masken som eneste ansigt

Nielsen triumferer som prosaist i skæbneroman, som dog mere er stilopvisning end gyldig fortællekunst
21. august 2014

Da Karen Blixen, 50 år gammel, i 1935 udsendte Syv fantastiske Fortællinger, var værket allerede for længst en etableret verdens- succes. Ikke desto mindre fik bogen af den hjemlige kritik to vidt forskellige reaktioner. Nogle modtog den som en litterær åbenbaring, en skatkiste af skønhed og visdom; men andre syntes, stilen var lige så udvendig og skabagtig, som indholdet var perverst: »Hendes Bog er Literatur paa Literatur, og ikke Digtning om Liv og Sind,« skrev anmelderen Richardt Gandrup i Aarhuus Stiftstidende.

Sådan kan det også meget vel gå Madame Nielsen (alias Claus Beck-Nielsen) og hans roman Den endeløse sommer. For den er på den ene side en klassisk skæbnefortælling og på den anden side en stilopvisning af en overmåde selvbevidst og formbevidst skribent. Hvad er da ansigt, og hvad er maske? Eller skal man sige med Blixen, at på din maske skal jeg kende dig?

Kroppen, kønnet, døden

Historiens hovedperson præsenteres på første side som den »kønne unge dreng med de fine træk, de store øjne og den store angst, for krigen og sygdommen, for kroppen, kønnet og døden«. Dermed anbringes man som læser fra starten i et dilemma: Skal man tage dette alvorligt og belave sig på en kulørt fortælling af den slags man af og til – på en ferie eller en lang flyrejse – giver sig selv lov til at synke dybt ned i? Eller skal man i stedet hæfte sig ved de demonstrative, knopskydende treklange og afkode »de fine træk, de store øjne og den store angst« som et signal om, at hvad der nu kommer, er simili fra ende til anden? Passer det virkelig, at der (omsider) sættes fokus på historien og ikke på manden, eller har problematikken blot endnu en gang forskudt sig og fordoblet sig fraktalt?

Vi lader spørgsmålet ligge lidt og går videre i teksten. Den unge dreng, der måske er en pige, men bare ikke ved det endnu, møder en aften, hvor han med sit band spiller til en gymnasiefest, den mørke og runde pige med de spinkle knogler og de store, bløde bryster. Og dermed begynder titlens »endeløse sommer«, hvori den spinkle dreng »falder ud af verden«, men samtidig dumper ind i en spændende ny. Hvor lang tid der så egentlig går, det slører Madame Nielsen bevidst; men personerne opfatter selv livet i Stinas eller Christinas bohemeprægede hjem som en uendelig tilstand, hvor livet ligner en drøm.

Splittelse og dæmoni

Læg i øvrigt mærke til pigens to navne, som meget pædagogisk antyder splittelse og faretruende dæmoni. Hendes moster fra USA hedder både Marianne og Janne, hendes mor Benedikte og Ditte – moren med den aristokratiske skikkelse, de lange, graciøse lemmer og de kraftige knogler, det lange elfenbensfarvede hår. Denne drømmedronning, der fylder en hel del i historien, forelsker sig i en tilrejsende portugisisk kunstner og gør stormende lykke, da hun efter brylluppet gæster hans hjemland og kan tale æstetik og »baudrillards simulakrum« med hans akademiske venner.

Vi er med andre ord i første halvdel af 1980’erne, og det virker desværre helt efter bogen, at Stinas ven og fortrolige, den elegante Lars, drager til USA og vender hjem smittet med hiv. Hen imod bogens slutning er han død af aids og bliver mindet ved et gravkaffebord, som viser, at den endeløse sommer er endegyldigt forbi. Dér sidder de hele striben: pigen, moren og hendes portugisiske mand, de to små brødre, den spinkle, følsomme unge dreng, veninden og den ranglede kunstner. Ingen af dem bor længere på øen, det er en øde eller ødelagt ø, hedder det, med runde vokaler og løftet pegepind.

Olympisk fortæller

»Til døden os skiller,« siger man, »og først langt senere forstår man, at det ikke bare er ungdommen og den første forelskelse, men kærligheden og livet, der allerede er forbi i det nu, man giver sig hen og et øjeblik forsvinder i, og at både kærligheden og livet, ligesom Gud, er noget, vi skaber efter, at det, miraklet, er sket, når det er forbi, først da bliver det til i fortællingen«. Her overgår Nielsen Blixen i pasticherende patos. Eller er det en maske, der godt selv ved, at den hænger løst? Behøver Nielsen virkelig præke lige så tungt som en Peter Høeg, skønt han dog må vide med sig selv, at han skriver så meget bedre end denne?

»Hvis der fandtes en nåde, en Gud eller bare en olympisk fortæller«, var det slet ikke gået så galt, som det gik, skriver Madame Nielsen med velkendt metafiktiv selvironi – og kaster sig derefter ud i en tirade, holdt i ’livsvisdommens’ præsens-altid-form, om døden, den forkælede tøs, der får alt, hvad hun peger på, men alligevel aldrig bliver tilfreds.

Skal man tage det alvorligt? På den ene side er det jo sandt i al sin lammende banalitet, men på den anden side har hele passagen på forhånd undergravet sig selv. For hvis noget kan kaldes olympisk fortæller, er det da positionen og stemmeføringen i denne indholdsmæssigt tynde, men stilmæssigt set imponerende bog.

Spørgsmål og svar

Nielsen, som vi i dag måske bedst kan beskrive som en klassisk fortæller, der gennem længere tid har været spærret inde i en performende avantgardekunstners krop, har gennem sine eksperimenter vakt en blanding af afsky, beundring, berettiget tvivl, medfølelse og intellektuel analysetrang. Han har sat sin biografi og dele af sin eksistens ind på at artikulere fælles tematikker knyttet til køn, identitet og livshistorie. Og dermed har han længe i nogen grad skygget for den kendsgerning, at han er en formidabel prosaist.

Det sidstnævnte faktum slås fast med syvtommersøm med Den endeløse sommer, der, for at det ikke skal være lyv, sådan cirka fire femtedele inde pludselig slår om fra labyrintisk overlæsset, arabeskagtig syntaks til spørgsmål og svar i faconen fra næstsidste kapitel af Joyces Ulysses. Se, hvad jeg kan, siger Nielsen, men forvandler sig derefter atter til masken Madame Nielsen, i hvis selvforståelse romanen transformerer den spinkle unge dreng til »den gamle kvinde, der årtier senere i sin fortælling skaber den ’hvide gård’ som et mytisk sted af det, der endegyldigt er gået tabt«. Og jo, vi vil da gerne lege med og sammen med romanen drømme om denne kvinde, der ikke har andre drifter end sproget og døden.

Men misforholdet imellem historiens spinkelhed og iscenesættelsens fedme bliver ved at springe i øjnene. En bog kan sagtens på samme tid være ’litteratur på litteratur’ og digtning om liv og sind. Blot skal man som læser kunne tro på og interessere sig for historien. Hvor historien er, dér vil personerne – og ikke kun stilen – samle sig.

’Den endeløse sommer’. Madame Nielsen. Roman. Gyldendal. 192 sider, 199,95 kroner. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu