Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Muligheden af en ø

Når vi tager på festival, holder vi almindeligheden fra døren. Det princip rendyrkes på den lille Sejerø Festival, der for fjerde år i træk mejsler utopiske potentialer ind i det naturskønne landskab. Her er kunst og musik en lim, der kan klistre mennesker sammen
To/To med Oliver Hoiness og Nis Bysted på Sejerø Festival.

Silke Storjohann

Kultur
5. august 2014

Når en festival er god, er den som en ønskeø – en eventyrlig drøm om et fællesskab, hvor alt kan ske. Nordvest for Sjælland ligger sådan en lang, smal ønskeø. I fire år har den dannet ramme om en af landets mest velestimerede mikrofestivaler. En egentlig musikfestival er Sejerø ikke, for kunst, rum og lyd er ligestillet. Snarere er det en åben og ambitiøs undersøgelse af, hvad der kan ske, når fællesskabsvisioner og intense æstetiske erfaringer rikochetteres rundt mellem 350 betalende gæster med solskoldninger og strandsand i underbukserne.

For den førstegangsbesøgende bobler hjernen over af The Wicker Man-associationer om øde øer og hedenske frugtbarhedskulte. Spændingen stiger, da garvede sommerhusbeboere fortæller om dengang, de fandt en mystisk portalåbning i et krat og opdagede en offersten fra vikingetiden indsmurt i blodige fjer.

Mangedobler befolkningen

Fantasien får virkelig også frit spil på den forladte og pittoresk forfaldne gård, der danner rammen om festivalens lille, midlertidige fællesskab. Marebjerg hedder ejendommen ved Gniben på øens nordspids, der siden 2011 fremadskridende er blevet omdannet til kropsligt og spirituelt retreat. Ejeren af grunden – der efter sigende selv er en gammel flipper – har overdraget brugsretten til stedet til festivalens stiftere. Og det lille samfund lader til at tage overbærende og høfligt imod horden af festivalgæster fra det kreative københavnersegment med stærk feminin overvægt, der over tre dage mangedobler øens befolkningstal.

Det mørnede og forvitrede Marebjerg er et fascinerende sted fuld af uopgjorte regnskaber. Og der er immervæk langt fra den sommerlige mælkekartonidyl i de turistbrochurer, vi fnisende nærstuderede under færgeoverfarten, til den skumle panteisme, der møder én på området. Stedet stryges imod hårene. I et rum i det forvitrede stuehus bliver man overvældet af den flinteagtige jordslåethed fra en overdimensioneret svalerede af stadig fugtigt ler, der er klinet op på muren. I laden, hvor de indendørs koncerter finder sted, hænger en enorm, bleg måne af en sfærisk septiktank og lyser blegt imellem loftsbjælkerne.

Fugleintuition

Her kan man bruge sin fugleintuition til at navigere imellem dystopisk Carcosa-pileflet eller spille klingklang på indmaden af et klaver, der ser ud, som om det er vasket op i strandkanten. Under bespisningsseancen afsynger lokale Sejerø-spillemænd mordervisen »Tom Dooley« uden at kere sig om, at ingen kan huske teksten. Det er sådan, det skal være.

Musikprogrammet – der blev offentliggjort længe efter festivalen meldte udsolgt og dermed helt tilsidesætter oplevelsesøkonomiske trækplasterkvaliteter – udmærker sig ved en kvalitetsgaranti i form af en særlig sejerøsk følsomhed. Det bærer præg af at være sammenstykket af venner, bekendte og sympatikuratoriske venneanbefalinger på kryds og tværs af den unge, eksperimentelle københavnerscene – som Mette Rasmussens hede og hektiske sax, der afløste den aflyste John Butcher.

I sin vantro grinende opløsning af en oplæsning fabulerede Jonas Okholm over gåden om dyr, der er udklædt som andre dyr. Britiske Palmistry efterlod ansigter lalleglade af blød og bøjelig moderne r&b. »You’re my girl, I’ll catch you when you fall,« sang en Peter André-lignende flødedreng og modbeviste for en stund de bange anelser om, at musik helst skal være grænsesøgende for at have en plads i den mørnede lade. Men ret skal være ret, Sejerø er »en indadvendt festival«, som en af arrangørerne udtrykte det. Størstedelen af musikken dyrker kontemplation, intensitet og udtrykskraft mere end umiddelbar popnydelse i øjenhøjde.

Overdådigt utopia

Meget mindeværdige var de stedsspecifikke opførelser – såsom Natrix Natrix (med den forklarende undertitel »Thulebasen for tre anlæg«), der sendte retningsforvirrende reverbstøj ud over kornmarkerne fra skiftende lydkilder, mens lytterne lænede sig tilbage i græsset og pressede den sidste dråbe solskin ud af den sene eftermiddag.

Sejerø genopliver konsekvent den drøm om nye fællesskaber, som altid har ligget i festivalformen. Det bliver mejslet ind i jordbunden med landskabskunstneren Marianne Jørgensens gigantiske bogstaver, der staver ordet UTOPIA. Langsommeligheden virker befordrende på drømmere og idealister. Mellem de kronografisk udfordrede festivalgæster udspiller der sig samtaler som:

»Jeg har det så godt med, der ikke er noget netværk på telefonen.«

»Jeg har bare helt slukket min.«

»Jeg kan ikke engang huske, om jeg har låst min cykel.«

Men midt i den socialistiske idyl melder der sig også en tvivl om, hvorvidt festivalen egentlig er så anderledes end normaltilstanden. Drejer det sig måske blot om, at nogen har taget en jordprøve af det sædvanlige ferniseringsslæng en fredag aften og omplantet hele molevitten til et tyndtbefolket øsamfund? Sejerø er en enestående, forbigående festivalsituation, der udvisker skellet mellem kunstnere, gæster og medarbejdere. Men det er også en fejring for den kreative middelklasse, der for en stund kan glemme dagpenge og freelancehonorarer og drømme overdådige utopiske drømme. Sjældent har jeg i hvert fald nydt mine hvide privilegier så meget, som da jeg dansede til de tanzaniske polyrytmikere Jagwa Music i aftensolen og indså, at jeg i det øjeblik bekymrede mig mere om bikinilinjer end om Gazastriben.

Sejerø Festival, 1.-2. august, Sejerø

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her