Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Når forhuden for alvor rulles tilbage

Tomas Lagermand Lundmes ’Forhud’ blev en homo-klassiker i 1990’erne. Nu genudgives den. Forfatter Henrik List husker sin første læsning
Kultur
6. august 2014
Det er på høje tid, at ’Forhud’ bliver genudgivet, læst og genlæst. Foto fra bogen: Tomas Lagermand Lundme

»Hipstere med engleansigter ( … )

lod sig kneppe i røven af motorcykelhelgener

og skreg af fryd …«

(Allen Ginsberg: »Hyl«, 1956)

Den gjorde sig til, gjorde den – med sit umage, men forbløffende sømfri mix af lakonisk minimalisme, grotesk obskønitet, sukkerglaseret prosalyrik og stilistisk arrogance (f.eks. slutningen på én linje på en side for sig selv, come on!): Dén lille tøjte af en i øvrigt alt for tynd, skrøbelig og uringrøngullig roman på kun 77 sider, som en forfatterdebutant sågar tillod sig at kalde Forhud. Som om den blot var et præmaturt ejakuleret forspil til et nyt årtusindes mesterværker …

Efter et, især da hvad angik homoseksuelle tematikker og seksuelt transgressiv prosa, knibsk årti i dansk litteratur svansede Tomas Lagermand Lundmes Forhud i al fald selvbevidst ind på parnasset i 1998 som en slutty coke-trækkerdreng i alt for stramme jeans med glimmer-lipgloss på læber, der kunne suge livet ud af selv den største, slemmeste læderdaddy.

Hvad bildte den sig egentlig ind, spurgte man sig selv – hvad bildte han sig ind, sådan en knægt på bare ca. 25, der vist allerede havde lært en masse tricks på Gøglerskolen, Kunstakademiet og Forfatterskolen?!

Jeg kendte ham endnu ikke personligt, denne søde powerplayer, renæssancefyr og i alle retninger spjættende multikunstner. Til gengæld blev jeg for en gangs skyld pirret og provokeret af en af disse tidstypisk små, prætentiøst asketiske pixibøger for skriftkloge, som der jo kom – og halvandet årti senere stadig kommer – så mange af herhjemme.

For der var ligesom mere på spil end normalt i og med Forhud. Jeg mener: Hvilken ung forfatterspire kalder sin debutroman dét i stedet for noget langt og mystisk mumlende på et diskret sort-hvidt eller beige omslag? Og hvilken debutroman tør piske stemningen op med sådan en indledning, som man ikke ligefrem behøver nogen universitetsansat queer-teoretiker til at dechifrere:

»Uniformen stikker dyret i munden på mig. Jeg sjaskes til. Slikker. Hvalper, min mund er den bedste kusse. Det bedste hul. Han giver sig hen og kommer i et par varme sprøjt, mens kvalmen vender sig i halsen. Jeg synker hans børn. Han giver mig et par nemme sedler og går.«

Halvt opgejlet og halvt frastødt

Fra romanettens første linje hvirvles læseren ind i et klaustrofobisk stakåndet, formørket og fortættet darkroom, hvor man hurtigt, halvt opgejlet og halvt frastødt, forstår, at starten er barnemad, blød, romantisk poesi, i forhold til hvad der følger, når forhuden for alvor rulles tilbage. Ikke mindst i flashbacks til den anonymiserede trækkerdreng og jeg-fortællers barndom hos et vrag af en enlig mor, der lader skiftende mænd være pædofædre for sin kærligheds- og opmærksomhedshungrende søn. Når ikke hans egen biologiske morfar lige tager sig af denne næsten de Sade’ske ’opdragelse’:

»I baglokalet hænger det forbudte i luften. Jeg synker en klump, og beder Morfar om det der lidt specielle noget, han kan med sin tissemand. Og jeg lægger munden over den ru forhud, og bliver ved med at sutte, indtil en syrlig saft fylder min mund ( ... ) Og jeg kan gå derfra med lommerne fulde af vingummier og sorte lakridser.«

Forhud er et veritabelt katalog af homoperversioner, skrevet med glidecreme, sædpletter og bremsestreger, men læseren teases uimodståeligt ud af voyeurrollen. Vi lokkes ikke, som det fordærvede barn, med slik for modvilligt at nyde disse udpenslede skildringer af incestuøse/pædofile forbrydelser, jernhård analudblokning, fistfucking til albuen, kvalmt klistrede bukkake-orgier, dehumaniserende gang-bangs eller ekstrem, blod- og sekretdryppende BDSM. Nej, vi lokkes som læsere af skriftens sødme og stramhed, af det suverænt flydende sprog, til at bevidne (og dermed blive medskyldige i?) hvert eneste overgreb.

Spænder buen hårdt

Sådan er det også, når jeg læser Forhud igen. Dens korte kapitler, abrupte telegramsætninger, metaforiske patos, retrokøbenhavnske øjebliksbilleder og dunkende sensuelle krops- og kødelighed spænder buen lige så lovlig hårdt som oprindeligt. Heldigvis går der aldrig autofiktion eller anden metajazz i den. Der er givetvis inspirationer fra Jean Genet og den amerikanske litteraturs store, beskidte kanon (William S. Burroughs/Hubert Selby Jr./John Rechy osv. op til Dennis Cooper), plus ekkoer fra danske undtagelser som Suzanne Brøggers Creme Fraiche, Elo Sjøgrens Pulvermanden samt Jokum Rohdes Jonas’ bog. Men uden at forbillederne på noget tidspunkt skygger eller bruges som camouflage i en tekst om en tekst om ingenting.

Hvis de syrede, sci-fi-dystopiske og stærkt Burroughs-inspirerede passager (om fløjlsrevolution/virusepidemi/politistat) hen mod slutningen kan forekomme en smule overflødige under genlæsningen, imponeres jeg omvendt over, hvor meget forud for sin tid, Forhud simpelthen var … på så mange andre planer. Dels på grund af dens i den kreative/intellektuelle middelklasse først efterhånden i dag respektable queer-perspektiv. Dels pga. de arvtagere, de nye børn, der alligevel blomstrede af bogens litervis af slugte, spildte sædsprøjt (David Læby, Bjørn Rasmussen etc.). Og dels pga. bogens insisteren på ikke at være ’homolitteratur’ endsige roliganpropaganda for bøssernes fortsatte assimilation i Familien Danmark.

Dertil kommer, at Lagermand Lundmes lange prosatekst/korte roman prisværdigt hverken reducerer sin fortæller til symptom på »tidens forråelse/fremmedgørelse bla-bla-bla« eller stakkels, uskyldigt offer for onde ariske mænd med nazipikke, der spuler dødssperm igennem sarte, sønderflåede membraner … sådan som man ser det i eksempelvis den østrigske feministforfatter Elfriede Jelineks ellers kongenialt transgressive værker.

Den finte virker ikke rigtigt, hvis man som forfatter selv er en hvid mand. Ikke engang en homoseksuel hvid mand, selv om dét dog er et bedre udgangspunkt, trods alt. (Men det har ikke noget med litteratur at gøre, kun med litteraturpolitik eller Politisk Litteratur.)

Fortælleren i Forhud sælger ikke sin sjæl for »nemme sedler« og køber ej heller pakken med Sund Fornuft fra de mænd i hvide kitler, der af og til behandler ham, når han er blevet skampulet mør som en rå svinekotelet, fysisk såvel som psykisk.

Jeg’et er måske slet ikke noget offer, når det kommer til stykket, men snarere (ligesom forfatteren?) en forfører, en manipulator, en bottom-bitch on a mission, der villigt forenes med sine ’misbrugere’, i parker, på offentlige pissoirer, på beklumrede, snuskede leje- eller hotelværelser, for at få mest mulig pik, liv, begær og ekstase pumpet ud af nu’et: »tyven, der til enhver tid vil elskes – og så alligevel ikke ønsker den slemme form for nærvær og behovet for sengeliggende lidelser blandt kærlighedskammerater.« Når den afstumpede überdaddy Uniformen til sidst forvandler sig til kærligt forelsket skvat, eller når hjertevennen Stefan ligger døende af AIDS, ja, så er det sgu bogstavelig talt om at komme videre … i teksten …

Det er i lige så høj grad den slags elementer – som de for den generelt bornerte danske skønlitteratur sjældent heftige sexscener – der gør Forhud til så fræk og farlig en lille bog; til en i både form- og indholdsmæssig forstand virkelig vellykket transgressiv tekst. Og det er på høje tid, at denne bog bliver genudgivet, læst og genlæst. Med Morfars store tissemand i munden og lommerne fulde af slik.

Tomas Lagermand Lundme: Forhud. Roman. MØLLER, 105 sider, 150 kr., udkommer på mandag

Henrik List er forfatter til 17 bøger og aktuel med sin anden roman, ’Solen skinner aldrig på en go-go-bar’. www.henriklist.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

forsøger at forestille mig hvor i bogen fotoet passer ind, og hvordan, men kan ikke helt.... kan faktisk slet ikke. men det her er unægteligt osse et univers temmelig fremmed fra mit eget.

Torsten Jacobsen

Interessant læsning. For mig at se er transgressoren et tragisk menneske. Som udmattet og ydmyget af krigen med sig selv, søger freden og solidariteten udenfor sig selv. Næsten bliver det attråværdige mål: Forløseren, befrieren, som endelig skal bringe tvivlen til tavshed, ydmygelsernes ophør. Det er umuligt, naturligvis, men erkendelsen af denne umulighed formindsker ikke længslen. Tværtimod. Afmagt og foragt er det samme, bortset fra at afmagten retter sig indad, foragten ud. Ud mod næsten. Den attråværdige, forløseren.

Transgressoren foragter det han længes efter. Den indre krig rettes nu også ud. Begge dele er et overgreb. Som et møl der svirrer om lysets flamme, må transgressoren fortsætte sin dans. ydmygende og i ydmygelse, bøddel og offer, latter og skrig i samme pinefulde udånding. For det er en pine. En pine indtil døden, eller indtil man endegyldigt mister hvad man søgte. Sin sjæl.

Alt om forhuder: Spørg hos forhudsslagteren i Krystalgade, CPH.