Læsetid: 3 min.

Når mors dreng går amok

David Vann er tilbage med endnu et studie i familiens og naturens destruktive kræfter. Resultatet er rystende, litterært og originalt
7. august 2014

Ny bog

Galen er vokset op med kvinder. Den 22-årige mand har aldrig mødt sin far, og hans voldelige farfar, der i sin tid skabte det økonomiske og sociale fundament, som familien nu lever på, er for længst gået bort.

»Der var kun kvinder i familien,« som det udtrykkes, »og de omfavnede ham ustandseligt, flere gange om dagen. Havde det stået til ham, ville han aldrig omfavnes mere hele resten af sit liv.«

Hvad Galen derimod vil, er at komme i seng med en pige for første gang og så i øvrigt rejse langt bort fra barndomshjemmet i Californiens Central Valley, hvis knastørre, ubarmhjertige og klaustrofobiske natur afspejler stemningen i familien. Muligheden for begge dele – sex og en rejse til Paris for at studere – øjner Galen, da hans bitre tante og sprælske 17-årige kusine kommer på besøg, og Galens mor og hendes søster derefter begynder at skændes om deres demente mors fede checkhæfte.

Det er præmissen for amerikanske David Vanns tredje bog, Jord, der som de to foregående – Caribou Island og Fortællingen om et selvmord – kredser om en dysfunktionel familie fanget i en tragisk voldsspiral og præget af den rå naturs destruktive kræfter. Bogens amerikanske titel, Dirt, er i modsætning til den danske dobbelttydig og refererer ikke blot til den californiske jord, Galens farfar har tjent penge på, men også til det snavs, svineri og skidt, som Galen forsøger at distancere sig fra.

Finder fred i jorden

I første del af bogen følger vi således Galens ihærdige forsøg på at rense sig selv og undertrykke sine drifter ved hjælp af en vaklende kvasibuddhistisk formel, der består af lige dele meditation, bulimi, brændekløvning, musik af den japanske new age-komponist Kitaro og ikke mindst vekslende læsninger af det erotiske tidsskrift Hustler og romanen Jonathan Livingston Havmåge – alt efter hvad humøret er til. Men det er ikke nok, da kusinen kommer på besøg. Og afsnittene, hvor hun pirrer ham på nærmest sadistisk vis, er båret af en let og humoristisk, nærmest farceagtig tone, der står i dyb kontrast til den mareridtsagtige atmosfære, der præger anden del af bogen.

Situationen tilspidser nemlig, da familien beslutter sig for at tage på hyttetur. Her begynder Galens mor og tante for alvor at skændes, mens mormoren forsvinder ud i vildnisset, og kusinen endelig smider alt tøjet og hopper i kanen med sin fætter. Hjemme igen beslutter Galens mor imidlertid, at hun vil anmelde sin søn for voldtægt af den mindreårige kusine.

Hvad der følger, skal naturligvis ikke røbes her, men dramaet mellem mor og søn understreger, hvorfor David Vann sammenlignes med Cormac McCarthy og betragtes som, hvad man på amerikansk kalder the real deal – den ægte vare. Uden på noget tidspunkt at give læseren mulighed for at slappe af med et befriende lille grin følger Vann i et poetisk og inciterende anslag Galen hele den voldsomme vej til bunds i et dystert univers, som han, moren, morfaren, ja, hele familien og, fornemmer man, egnen på tragisk vis selv har været med til at grave.

Jeg skal i den forbindelse indrømme, at det i første omgang, da jeg læste den amerikanske version af romanen, overraskede mig, at Galen er så gammel, som han er, 22 år. Det får vi først sent at vide. Inden da fremstår han som »en mors dreng«, som kusinen også kalder ham, og det er naturligvis pointen: Galen har aldrig fået andre stimuli end dem, hans mor har givet ham, og da hun på sin side er blevet ødelagt i sin opvækst med en brutal far, der udelukkende har tænkt på arbejdet med jorden, er der intet at sige til, at Galen mod slutningen finder den fred, han søger, på samme vis, da han stædigt graver i jorden:

»Det var måske meningen med jord. Skovlen fjernede tiden,« tænker han (i Claus Bechs sikre oversættelse). »Hans liv var nu kun et flygtigt glimt. Enhver afhængighed meningsløs. Dette var jordens lære. Hvis han kunne blive ved med at fokusere på geologisk tid, kunne menneskelig tid aldrig nå ham.«

’Jord.’ David Vann, oversat af Claus Bech, Gyldendal, 280 sider, 280 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu