Pubertetens modige vralten

Jeg tror aldrig, at jeg har set en herligere metafor for pubertet på film end kapgang, sådan som den atletiske disciplin udfoldes i Kapgang, Niels Arden Oplevs bedste film til dato. Som kapgænger skal man bevæge sig fremad i uendeligt mange små ryk. I kapgang bevæger man sig akavet, enten dovent luntende eller, hvis hurtig, lynluntende. I kapgang kan man ikke slippe fødderne fra jorden og bare ræse afsted. Det er hårdt og krævende og besværligt, og uanset hvad ligner man et fæ med de spidst vuggende hofter og de svingende arme. Men alligevel vralter man rask afsted, vralter og vralter og vralter derudad. Puberteten er ikke køn, men kampfyldt.

Jeg mindes heller aldrig at have set en så charmerende kapgænger som konfirmanden Martin, spillet elskeligt, fjoget og fint af den unge filmdebutant Villads Bøye. Martin har et bredt, fjoget smil i et helt indtagende, fordi roligt og selvsikkert, ansigt halvt gemt af et tykt halvfjerdsergarn. Sjældent har kæmpe brune kassebukser trukket ind med kæmpe bælte om en lille guts lyseblå poloskjorte haft så meget swag. 

I Kapgangs åbningsscene ser vi ham og hans holdkammerater i rask kapgang rundt i de sydjyske marker ved Sdr. Omme med en lad voksentræner ved deres side. Han har ølvom og smøg i kæften, han er iført et blåt matchende træningssæt som en slags symbolsk anerkendelse af, at kropsanstrengelser findes. Men jo mest hos de unge. For den voksne er, mere eller mindre kønt, nået frem. Kapgang handler således også om latterlige voksne, der sidder fast, og om unge, der stadig prøver.

Oversorg

Da Martins mor dør i Sdr. Omme i 1976 få uger, før han skal konfirmeres, kan han nærmest ikke nå at mærke sin egen sorg. Faren (Anders W. Berthelsen) kvæler ham i sin egen omklamrende, snothulkende ulykke, og storebroren flager dramatisk med sin intense, identitetsomvæltende sorg ved at gå i morens solbriller og tøj og smadre knytnæver ind i væggen. Martin, derimod, tåger rundt i sin egen verden, hvor sorg i perioder kan skubbes til side af, eller i hvert fald ikke kan udskyde, den altædende liderlighed, han begynder at føle for både drenge og piger – alle der vil tage ham i skridtet. Kristine fra konfirmationsforberedelse, hvis bryster ifølge vennen Kims skema er lige ved at blive runde som æbler, gør med blid snusfornuft sin trutmund til en slags sorg-gulerod: Hendes gunst er en blød belønning til Martin, hvis han sørger for at sørge ordentligt igennem og tage sig af den ned-smeltende familie. 

Som efterårets anden storhypede coming-of-age film, amerikanske Richard Linklaters Boyhood, handler voksenudviklingen også om at forkaste eller overhale autoriteternes, særligt faderens, ynkværdige måde at være autoritet på. Mikael W. Berthelsen spiller, med sin karakteristisk Berthelsenske sød- og blødhed, en mand af den karikeret gamle skole fra en tid, hvor alt det der med opdragelse er en sag for konen. Faderens svigt er ikke den slags dundrende alfahan-autoritet, som tonser igennem uden sensibilitet, men et billede på en gammeldags mand, der grundet tidens skarpt skårne rollefordelinger efterlades absolut uformående i stort set alle aspekter af familielivet. Det eneste, han ved om sin rolle i livet, er, at en mand har et behov. Først dækkes det af Mona Damefrisør og så af en dame fra Vejle, der får »en skilling« for at sørge for ham. Han prøver også at udlicitere sin opdragerrolle til sønnerne selv – som var deres tarv dagligvarer i vor tids selvbetjeningsautomat i Føtex: »Kan vi ikke blive enige om, at nu er vi tre voksne, som tager ansvar for os selv hver især?« 

One liners

Generelt er der et hav af citationsværdige replikker i Kapgang: »Du har førsteret, fordi din mor er død,« siger vennen Kim om Kristine. Filmen, med forlæg i Morten Kirkskovs skønlitterære erindringsbog af samme navn, er skrevet af manuskriptforfatter Bo Hr. Hansen, hvis sans for one liners ikke mindst er trådt igennem i film som De Skrigende Halse, De Største Helte og Peter Schønau Fogs drengeerindring Kunsten at græde i kor. I sin mildt karikerende, selv i sorgens mørkeste stund småkomiske tone, er filmen fortalt gennem det voksen- og selvoverbærende erindringsfilter, der kan opleves som kitschet distance.

Arden Oplev har skabt et nærmest komisk præcist tidsbillede med scenografi og kostumering, der rammer midthalvfjerdsernes tone klokkeklart og gør tiden til en slags ekstra karakter i filmen. Sidse Babett-Knudsen ligner som den erstatningsmoderlige veninde til forældrene en parodi med sin blå øjenskygge og parykagtige krøller. Husholdningslærerens vand går midt under ungernes lektion i makrelstegning, og sådan klovner de alle afsted. Dette komisk distancerede billede af voksne, sammenlagt med netop lysten til de fnisagtige one liners, er et greb, der kan minde om filmatiseringerne af Erling Jepsens romaner, og stilen gør, at ungdomsperspektivet aldrig borer sig direkte ind i maven på en, men forbliver på lidt fornøjet afstand. Det gør ikke nødvendigvis filmen mindre insisterende, men dybden findes i ærligheden og i overblikket, ikke i en dirrende psykologisk realisme.

Før identitetspolitik

Kapgang handler ikke mindst også, og i fordomsbefriet form, om seksualitetsudforskning før identiteten bliver et tungt åg, som styrer ens handlinger og begær. En dag, alene hjemme på drengeværelset, finder Martin ud af, hvor dejligt det er at bytte hånd med sin kønne og bedste ven Kim, at gramse ham uden på bukserne og ikke at vide, hvad det helt skal betyde – ud over, at han har lyst til at gøre det igen. De to formulerer for hinanden, at man måske nok godt kan være forelsket i to personer på samme gang, og det er besværligt og bittersødt, men ikke fatalt for dem. 

Mens David Dencik giver den som byens psykisk mørnede bøsseboheme, som byens raske drenge både nysgerrigt udnytter og måske også udnyttes af, og mens Pilou Asbæk spiller skabsbøsseonklen fra storbyen, så er Martins crush på både Kim og Kristine noget mindre afgjort, et helle før identitetspolitik og stigmatisering.

For det, som Martin med Villads Bøyes knuselskeligt glade kapgang demonstrerer, er netop nydelsen ved pubertetens akavede vralten, nydelsen ved forvirringen og udforskningen. Som ung kan man svælge i det pinagtige, eller man kan nyde det. Og netop den strategi, den i modgang kæmpende og gennem forvirring viderevraltende gut, bliver et inspirerende ideal. I Arden Oplevs anden 70’erfilm, Drømmen, ser vi, hvor forløsende det for en dreng kan blive at høre Martin Luther King på grammofonplade og finde ud af, at der findes ideologiske tanker, der kan bakke ens daglige kampe mod den sorte skole op. Lige så befriende, men mere intimt, er Kapgangs helt nære tidsbillede. Kapgang er et beundringsværdigt portræt af en pubertetsdrengs raskt vraltende overlevelse i en lidt latterlig verden, som han overhaler indenom med sit kække mod. Den slags kapgang længe leve.

’Kapgang’
Instruktion: Niels Arden Oplev. Manuskript: Bo Hr. Hansen på forlæg af Morten Kirkskovs roman. Dansk. (Biografer over hele landet)