Læsetid: 5 min.

Resten er hvidt

Der er noget, der skal sprogliggøres, men det kan ikke sprogliggøres, men det skal det. Sådan er logikken i den efterhånden berygtede Athena Farrokhzads nye og fremragende bog ’Vitsvit’
Svensk-iranske Athena Farrokhzad sprogliggør livet og hun skriver hårdt, uforsonligt, smertefuldt, men rørende i sin fremragende digtsamling ’Vitsvit’.

Khashayar Naderehvandi

19. august 2014

Da jeg forleden med posten modtog Athena Farrokhzads nye bog Vitsvit til anmeldelse, tænkte jeg helt instinktivt, at jeg ville skrive en hyggelig anmeldelse. En rigtig hyggelig anmeldelse, det var mit mål. En anmeldelse, der – efter al den palaver og polemik omkring om Yahya Hassan, ytringsfrihed, integration, hvidhed og strukturel racisme – skulle være forsonende og gyde lidt olie på vandene som man siger.

Skulle vi ikke se, om vi kunne samles om en digtsamling alene for skønhedens skyld? Sådan tænkte jeg for mig selv, det vil sige den trang opstod i mig, da jeg stod med den omslagsforsølvede bog i hånden.

Men så læste jeg første digt. Det lyder i sin helhed:

Min familie ankom hertil i en marxistisk idétradition//Min mor fyldte straks huset med pyntenisser/Vejede plastikgranens fordele og ulemper op mod hinanden/som om problemet var hendes

//Om dagen skelnede hun mellem lange og korte vokaler/som om lyden der kom ud af hendes mund/kunne vaske olivenolien ud af huden

//Min mor lod blegemidlet løbe gennem syntaksen/På den anden side af skilletegnet blev hendes stavelser hvidere/end en nordlandsk vinter

//Min mor byggede os en fremtid af livskvantitet/I forstadsvillaens forrådskælder opstillede hun rækker af konservesdåser/som inden en krig

//Om aftenen ledte hun efter opskrifter og skrællede kartofler/som om det var hendes historie der lå chifreret/i Janssons fristelse

//Tænk at jeg sugede på de bryster/Tænk at hun stoppede sit barbari i min mund.

Det kan ikke komme på tale med en forsonlig anmeldelse af dette hovedværk i ny nordisk litteratur, et værk, som på samme tid slår sig selv for munden og slår alle andre i maven – og som frem for alt stiller sig på bagbenene og siger: Ingen forsoning, tak. Jeg vil bevare retten til at være på tværs og insistere på voldens vedvarenhed. Jeg vil blive ved med at tale om det, som det er umuligt at tale om, men som det også er umuligt ikke at tale om.

Familiedrama

Når det så er sagt, så skal Vitsvit (hvis titel ikke er oversat) ikke opfattes som et partsindlæg, værket er langt mere åbent, nysgerrigt og poetisk end det. Ikke så hårdt optrukket i sin retoriske position som i den offentlige debat.

Og frem for alt er bogen et familieportræt af en familie, der er flygtet fra Iran til Sverige, hvor medlemmerne af familien nu kæmper hver deres kamp for at komme overens med dér, hvor de nu er, og dér hvor de var. Bortset fra bogens første digt består teksterne af citater fra far, mor, bror, mormor, morbror i form af figuren »Min mor sagde …«, »Min far sagde …« og så videre og så videre. Alt sammen layoutet sådan, at skriften optræder i og som en slags hvidt negativ inden i sorte bjælker på de hvide sider. Ligesom i klassificerede dokumenter, men med den forskel, altså, at det, man kan læse, er det, der skulle have være overstreget med sort. Resten kan man ikke læse. Resten er hvidt.

Det kan man naturligvis ikke undgå at lægge mærke til og se en pointe i. Jævnfør jo også bare det blegemiddel, moderen lader løbe gennem sit sprogs syntaks. Og jævnfør også bare symbolikken i det hele taget: Mælken løber eksempelvis bogstavelig talt gennem hele digtsuiten. Fra brysternes barbariske mælk over moderen, der siger »Spyt mit sprog ud, giv mig mælken tilbage«, til broren, der siger: »Sorte dæmringsmælk, vi drikker dig om natten«.

Sådan er Vitsvit. Fyldt med tung og patosfyldt symbolik men også fyldt med citater. Som her med Celans sorte mælk fra Todesfuge, andre steder er det Franz Fanon, eller Beyoncé eller Britney eller hvad ved jeg. Det er i det hele taget slående, hvordan bogens – og dermed også personernes – udsagn i vid udstrækning er citater, idiomer, aforismer og nærmest bibelske lignelser:

»Min far sagde: Selv den hane som ikke galer, vil se solen stå op/Min mor sagde: Men hvis hønen ikke lægger æg, bliver hun selv serveret til middag.«

Det medfører, at mange udsagn har en gådefuld og abstrakt karakter, og at familiens respektive medlemmer ikke så meget er personer som karakterer med hver deres rolle at spille: Faderen er den revolutionære muselmand, moderen den integrationsivrige martyr.

Det betyder også, at der er flere former for flerstemmighed på færde, der er den, der består i flere stemmers samtidige tilstedeværelse og sammenfletning, men også den, der består i, at hver enkelt stemme i sig selv har en indbygget polyfoni. Denne kunstfærdige iscenesættelse gør, at man ikke bare og uden videre kan kalde digtene for selvbiografiske.

Spørgsmålet om, hvad der er sandhed, og hvad der er usandhed, forvanskning og løgn ligger hele tiden og lurer:

»Min mor sagde: Måske en dag/på den anden side af denne ulykkelige løgn/mødes vi og formulerer en sætning/vi troede kun var andre forundt.«

Vold og sprog

Selv om det er et lille familiedrama, der opføres her, er det ikke kun jeg’et eller familien, det handler om. Det handler også om andre flygtningehistorier, om krig og flugt, og om det svenske samfund, assimilation og racisme.

Det er ikke kun hendes problem, eller deres problem, men vores. Det er i digtsamlingens optik et fælles problem, en fælles kamp. Det kan man vælge at ryste på hovedet ad og affærdige som det rene vrøvl, men man kan også lade være.

Under alle omstændigheder er den historie, Vitsvit fortæller, en historie om en fortid, som ikke er fortid. Det er en historie om vold, som lever videre, volden bliver ved, sætter sig i kroppen og udvikler sig til en regulær krig »som udspiller sig i de indre organer«. Fjenden kommer ikke længere udefra, men indefra, fra familiens skød, moderens mælk.

Og det helt store spørgsmål – et spørgsmål som også motiverede Athena Farrokhzads kritiske kommentar til Yahya Hassans digtsamling Yahya Hassan og som i Vitsvit er en integreret del af det poetiske apparatur – er: Hvordan skal man overhovedet tale/skrive om den slags? På hvilket sprog? Hvorfra? Til hvem? Med hvilken autoritet, med hvilken angst? Og med hvilke konsekvenser?

Som faderen på et tidspunkt siger:

»Alt du skriver vil blive brugt imod dig.«

Og morbroren siger, at man kun kan blive fri ved at kæmpe med de midler man på samme tid kæmper imod. Og broren siger, at ofrene ikke har anden mulighed end at tale bødlernes sprog:

»Min bror sagde: Det eneste sprog du kan fordømme foregribelsen på er forgriberens sprog/og forgriberens sprog er et sprog som blev opfundet til at retfærdiggøre forgribelsen.«

Det er denne ondsindede blindgydelogik, som Farrokhzad, hvad skal man sige, formidler poetisk. Eller nej, formidle gør hun ikke i Vitsvit, der er – i modsætning til når hun optræder som offentlig person og debatterer og debatteres, ikke mindst – ingen pædagogik og ingen didaktik. Hun sprogliggør. Hun skriver: Hårdt, uforsonligt, smertefuldt, rørende.

Athena Farrokhzad: Vitsvit. Fornemt oversat af Liv Sejrbo Lidegaard og Kamilla Löfström. Gyldendal, 72 sider. 199,95 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Hornstrup Yde
Katrine Hornstrup Yde anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu