Per Kirkeby kaldte engang collagen for »bogomslagets forbandelse«. Men Pia Juul har enten ikke hørt det, eller også har hun bare valgt at sidde hans advarsel overhørig. Omslaget til hendes nye bog prydes nemlig af ikke færre end 22 fotos, et kobberstik af Kingo og en kendt tegning af Uncle Sam! Tæller man nærmere efter, opdager man dog i det tilsyneladende kaos en vis form for systematik.
Udover Onkel Sam er der tre prominente amerikanere – Frank Sinatra, Diana Ross, Cary Grant. Og udover Thomas Kingo er der fire danske digtere – nemlig Jeppe Aakjær, Carl Ewald, Jørgen Gustava Brandt og Dan Turèll alias Onkel Danny. Resten af billederne ser ud til at være familiefotos af diverse onkler, grandonkler og fætre – dog med en enkelt undtagelse: fotografen Marianne Engberg, om hvem Pia Juul for tre år siden skrev bogen Et liv med lys (se samtalen mellem de to på YouTube) – samt fraregnet det obligate portræt af digterinden herself.
Tak skal du fik!
Det vrimler kort sagt med folk på den bog, med mennesker, med omgivelser. Og det er der skam grund til, for ’onkler’, det er nogle, om hvem vi automatisk føler, at de altid bare er der. Vi forbinder dem uvilkårligt med barndommens tryghed, med »et fuldt og rundt øjeblik«, selv om vi måske i virkeligheden ikke kender dem særlig godt. Vi husker dem for en hændelse, noget de gjorde, en særlig replik såsom »Tak skal du fik!« En af dem havde vist fistelstemme, en anden han kunne trylle og »trak en krone ud / af næsen på min bror. / Senere har jeg forstået / at det er sådan noget onkler gør.«
Når onkler og grandonkler myldrer frem i Pia Juuls nye tekster, er det, forstår man, fordi hun selv er blevet lidt onkelagtig:
»Nu er det mig der siger Hvor er du løbet i vejret, niece. Og mig der siger til konfirmanden at han er blevet begavet da jeg ser gavebordet.«
Onkelagtig føler hun sig, både som menneske og som digter: »Onkel Oplæser, det er mig. Dag ud og dag ind hele livet igen, igen. For mig selv. For børn. For store og små. Den stemme man kan narre med. Og stemmen der afslører alt alligevel. Den lette dirren. Glæden, latteren, helt ud i stemmen. Den indre bevægelse. Hjertets hårdhed, hjertets kulde.«
Arv og efterklang
Hovsa, det var ikke Pia Juul! Det var gamle Grundtvig (»Hil dig, Frelser og Forsoner«). For sådan går det som regel, når man læser digte af Pia Juul, at traditionens dybe ekkoer klinger med, at teksterne bliver bundløse af arvet, tilegnet efterklang. Denne gang er det, som allerede antydet, i flere omgange Kingo, men desuden Ingemann, Jakob Knudsen og Aakjær (»Stille, hjerte, sol går ned« – allerede på første side!). Selv vægtervers citeres:
Nu skrider dagen under,
og natten vælder ud;
forlad for Jesu vunder
vor synd, o milde Gud.
Lægger man alle citaterne sammen – de markerede og de skjulte, de direkte og de drilagtigt deformerede – viser de sig at høre hjemme i samme tematiske kreds. For bogen handler om tidens gang, om dagen, natten og døden.
Men det forunderlige, velgørende, befriende og forløsende ved den består i, at grundstemningen og stemmeføringen hele tiden vil to forskellige steder hen. Indholdsmæssigt kredser Pia Juul konstant om nødvendigheden af at se døden i øjnene, indse at den er livets vilkår; men hendes diktion bliver en protest, utrætteligt munter og uforsonligt modig.
Nu bare ikke bange
I følgende passage støder de to beskrevne bevidsthedsformer sammen frontalt:
»Jeg tror vi er bange, den voldsomme tåge skræmmer os, vi klynger os klamrer os fletter os ind i hinanden, indfiltret, indviklet falder vi igen, i søvn, ned i dybet det bundløse bløde disede hvide her skal vi være vi er her jo sammen allerede, nu bare ikke bange.« Sådan kan en digter formulere sit velbevarede livsmod, sin nysgerrighed, sin lyst til at gå ind i nye, ukendte rum, en vilje til at stå ved den man er.
»Jeg bliver aldrig mig selv igen efter dette, men det vil jeg heller ikke,« siger Pia Juul. For det er en voksen, der taler, en for hvem et og andet tydeligvis må være hændt. Et digt om at gå ind i uprøvede rum og blive fotograferet, både i kirken og sammen ved bordet, slutter meget karakteristisk med, at man bliver overladt, totalt, til sig selv: »Endelig er man alene, og så kommer der en mus. / Den skal dø. / Jeg er ikke vild, men et stykke vildt. / Nedlagt. Tilberedt. Fordøjet. Færdig.«
Hvad enten det enkelte digt nu begynder i mørket og slutter i lyset eller forløber lige omvendt, hører det med til oplevelsen af Avuncular som en nødvendig og bevægende bog, at man som læser hele tiden føler sig drevet lidt længere ud – eller nedad: »Jeg åbner døren til kældertrappen tit. Bare / for at mærke efter / om jeg kan, / og det kan jeg.«
Set i lyset af den tematik giver omslagscollagen udmærket mening. For dens princip er jo også at undersøge, hvad billedet overhovedet kan rumme. Kaoset var kun tilsyneladende. Nok er idyllen sprængt. Men stemmen holder endnu.
Pia Juul: ’Avuncular. Onkelagtige tekster’. 56 s. Kr. 199,00. Tiderne Skifter. Udkommer i dag
