Læsetid: 5 min.

Spændstigt spankulerende rock

Tom Petty and the Heartbreakers viser atter tænder på et strålende album, der hører til blandt de allerfineste i en karriere, der strækker sig over 40 år
Tom Petty, her live til Super Bowl i 2008, har med ’Hypnotic Eye’ leveret et af sine bedste albums.

Timothy A. Clary

12. august 2014

Enhver kunstnerisk genre har nogle altoverskyggende hovedpersoner, som de fleste kender navnene på, ja, sågar har en mening om. Måske ikke så meget på grund af vedkommendes kunst som hans eller hendes offentlige persona, det dér altafgørende image, der projiceres ud i skallen på os fra de mange medier, som uafbrudt har behov for stof, så skide være med substans.

At en barnestjerne som Miley Cyrus er blevet voksen og føler trang til at proklamere sit sexdrive for gud og hver mand giver sikkert gode overskrifter, men musikalsk befinder vi os stadig midt i 2. division. I den tungere ende er Elvis Presley, The Beatles, Madonna og Michael Jackson alle ikoner for nu ikke at sige hovedpersoner i moderne musikmytologi, hvor andre substantielle navne, der arbejder i samme spor, stort set er henvist til sidelinjen, til musikkens enorme antal bipersoner. Upåagtet at de måske har leveret en kunstnerisk indsats, der måske burde udløse større status. Andre gange mangler de lige det afgørende nøk, der adskiller kompetent og storslået.

Og en sådan biperson er Tom Petty – med eller uden sine trofaste Heartbreakers, heriblandt den kongeniale guitarist Mike Campbell. Godt nok en biperson af den art, der kan melde udsolgt fra Madison Square Garden flere aftener i træk, men hvis navn næppe vil vække den store genkendelse hos de brede masser. Ikke som f.eks. en Bruce Springsteen (som han minder om, men så alligevel ikke). Men hvad man ellers måtte mene om Petty og den type musik, han repræsenterer (det kommer vi tilbage til), må det medgives, at han kunstnerisk set er sjældent gennemført. Alle hans plader er gode, nogle rigtig gode og andre bare gode, men ingen af dem er decideret dårlige. Det kan til gengæld diskuteres, om han nogensinde har lavet et gennemført strålende album, om end et par stykker kommer ganske tæt på. Indtil nu i hvert fald. For efter næsten 40 år på banen føles det grangiveligt, som om han rammer klokkerent med Hypnotic Eye, hans 13. studiealbum med Heartbreakers og et soleklart karrierehøjdepunkt; her ses så bort fra et par soloplader, diverse liveoptagelser og en underskov af opsamlingsplader, hvoriblandt sidstnævnte kategori udgør den nok bedste indgang til værket.

Total sej rock’n’roll

Grunden til det skyldes utvivlsomt gruppens evne til på selv deres mest rutineprægede udspil altid at levere et stensikkert fængende kvalitetshit eller to, som tilmed ofte finder vej til (amerikanske) hitlister. Nogle gange sætter de så det mere pauvre materiale på deres tilhørende album i relief, andre gange udgør de det ypperste i en sjældent sikker samling sange.

For hvad Petty i sjælden grad er leveringsdygtig i, er fuldstændig traditionel, men til gengæld total sej og kantet mainstream 1970’er-rock’n’roll med både holdning og mening; en stil, der på overfladen er uhyre nem at spille, men så utrolig svær at give karakter af andet end stiløvelse, gentagelse af tidligere tiders bedrifter og selvfølgelig ren og skær uopfindsomhed. Når Petty & co. er bedst, slås der både gnister og trækkes blod … og så besidder han en øjeblikkeligt identificerbar og karakterfuld stemme, der arbejder sig vej fra hans mellemgulv og i bedste tilfælde rammer lytteren sammesteds.

Da Tom Petty and the Heartbreakers første gang markerede sig i 1976, samme år som Ramones, blev gruppen slået i hartkorn med den gryende punk/new wave-scene på begge sider af Atlanten. På en måde gav det mening, for selv om det ikke direkte handlede om et oprør mod det bestående som hos f.eks. The Clash, var der noget over bandets økonomiske og tætte sammenspil, dens vibrerende energi, Pettys snerrende vokal et sted mellem Dylan og Jagger, der både pegede tilbage på midttressernes frodige rockscene og frem mod en mere kantet, beskidt og naturalistisk rockmusik, som stadig har relevans, selv om den nu om stunder mestendels befinder sig i periferien af tidens myldrende og frodige musikmiljø, hvor der intet center findes længere.

Værdighed og gnist intakt

Tom Petty and the Heartbreakers (1976), gruppens debut, ramte med sin stramme form, Byrds-klingende guitarer og flabede attitude rent ind i (og kampberedt imod) en tid, hvor instrumentale excesser og megalam metervare satte dagsordenen. Tre år senere leverede gruppen et højdepunkt med Damn the Torpedoes, stadig et godt sted at starte.

Da gruppens albums som sagt alle ligger i samme groove, skal man nok være kender for at kunne skelne de rigtig gode fra de blot gode, men da producer Dave Stewart i 1982 trådte til som fødselshjælper på gruppens sjette album, Southern Accents, rykkede holdet så tæt på et mesterværk, det nu var muligt. Her udforskede Petty med succes og skarphed sine sydstatsrødder på en intens og velkomponeret sangcyklus, der stadig rager op blandt 80’ernes rockudgivelser.

Og så sent som i 2002 vistes der atter tænder med The Last DJ, et gennemført bittert, aggressivt og sine steder direkte ondskabsfuldt udspil om pladebranchens iboende råddenskab. Petty forvandledes tilsyneladende gnidningsløst til noget så sjældent som en midaldrende rockmusiker med både værdighed og gnist intakt. Det sagt har scenen altid været Tom Petty and the Heartbreakers’ rette element, og excessivt, som det er (fire cd’ers musik!), bør The Live Anthology fra 2009 fremhæves som et klasseeksempel på, hvordan den komodovaran skal studses.

Hvad der er med til at gøre Hypnotic Eye til sådan en fornøjelse er, at den efterhånden 63-årige Petty og hans kumpaner her i ren essens leverer den attitude og lyd, der i sin tid var med til at skille dem ud fra flokken. Det seje træk i rytmegruppen, det excellente guitarsamspil mellem Petty og Campbell, Benmont Tenchs diskrete, men perfekte hammondorgelfills, det samlede udtryks muskuløst berusende og sært hypnotiserende centrifugale bevægelse og ikke mindst Pettys forrygende, intense og totalt overbevisende vokal på den bedste håndfuld sange fra den kant, siden gud ved hvornår.

En ædende nødvendighed står ud af højtalerne og gør sgu én i godt humør. At gruppens frontfigur ikke er ude på at genvinde sin tabte ungdom, kan man forsikre sig om ved at lytte til teksterne, der oser af dyrekøbt livserfaring og den dér særlige blanding af ydmyghed og fuck you-attitude, nogle af os oplever kommer med alderen. Det er uhyre sjældent at så spændstigt spankulerende en omgang rockmusik leveres af en flok aldrende herrer, der tydeligvis ikke er parate til at gå på pension endnu. Yay.

Tom Petty & the Heartbreakers: ’Hypnotic Eye’ (Reprise/Warner) Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • morten Hansen
  • ds sds
morten Hansen og ds sds anbefalede denne artikel

Kommentarer

morten Hansen

Må tjekke cd´en. Manden har jo lavet et hav af gode numre - som f.eks. Mary janes last dance, refuge osv.

Karsten Madsen

Tom Petty er i mine øren rockens fornemste håndværker. Han fastholder traditionen og fornyer den med sine egne sange. Og han har tilbudt 'airtime' for andre musikere, når de har været i kunstneriske kriser. Her tænker jeg ikke mindst på, at han tilbød Dylan at være med på plakaten, da han var udbrændt. Og fik Roger McGuinn velfortjent tilbage i rampelyset. Og skabte et velfungerende orkester med George Harrison m.fl. i The Traveling Wilburies, Jeg er enig i, at TP & the Heartbreakers' live albums er et godt sted at starte for nye fans. Glæder mig til at lytte til dette.