De spiller meget højt, mor!« råber en lille pige og lyder som et ekko af en ældre generations forargelse over hippiebevægelsens nye lyd i slutningen af 60’erne. Det er ellers kun en lydprøve, og stemningen er endnu søndagsdøsig på Nemoland. Folk har bænket sig i skyggen og spiller backgammon og taler om vejret, der vistnok er det varmeste i år. Men en flok ældre kvinder har trodset solen og sat sig op ad hegnet til scenen for at sikre sig en god plads til det, Peter Ingemann kalder: »En revy hen over de sidste 40-50 år.« Han spiller selv med i tre af aftenens fire bands: Stig Møller, Young Flowers og Skousen & Ingemann selvfølgelig. Burnin Red Ivanhoe med Povl Dissing kommer også.
Og ganske umærkeligt som klokken nærmer sig spilletid, sker det. Den oprindelige opstilling kommer listende. Nogle af dem har stadig batiktøj og blomster i håret, mens andre har camoufleret sig med sokker i sandalerne og aflynelige bermudashorts. Nogle holder en velvoksen joint mellem fingrene, andre rynker lidt på næsen af den tykke røg, der nærmest genererer en rumkoger under åben himmel. Men langt de fleste bærer en slags kendetegn. En hestehale, en lædersnor om halsen, en multifarvet, strikket kalot, en halvt udvisket tatovering. Et emblem, der siger: Jeg var der.
»Han er jo en folkehelt!« råber en kvinde ivrigt til sin veninde. Stig Møller sidder på scenen og vifter karakteristisk med de sparsomme lokker. Og egentlig er det en slags folkefest. For publikum er kæmpestort og mindst lige så bredt. Selv om der er flere grå hoveder end sædvanligt, er der nemlig også ham i stiletterne og hende den kronragede. Der er flaskesamlere og campingstole. Børn på skuldrene med neongule høreværn. Og på et bord står en ung pige og ryster røv til en guitarsolo. Da den når sit klimaks, hviner hun: »Wuhuu! kærlighed til folket« og laver fredstegn. Og tager en selfie. Som Hamza, der sidder sammen med en stor gruppe venner, siger: »Det er sjovt at se alle de forskellige mennesker. Den der stemning og det humør, folk er i – det er næsten ikke til at stå for.«
Tre akkorder og nerve og sjæl
»Du’ sgu da for ung til at have mødt Eik,« siger en ældre mand i lædervest fortørnet over sin yngre samtalepartners påstand om at have mødt hippiemyten over dem alle, Eik Skaløe. Og han er tydeligvis født efter Steppeulvenes forsanger, der måske, måske ikke tog sit eget liv i ’68. Men det er han til gengæld langtfra den eneste, der er.
»Der er unge, der kunne være vores børnebørn, som møder op og kender vores musik og synger med, « siger Peter Ingemann.
Og trommeslager i Young Flowers Søren Berlev har en mulig forklaring:
»De unge suger til sig. Og det er egentlig meget basalt: Du behøver ikke mere end tre akkorder og så nerve og sjæl, så er den der sgu!«
Og det er faktisk ganske tydeligt, at Arne Winther-Nielsen og hans ven Tobias Eversen på henholdsvis 19 og 16 år indsnuser aftenens nerve og sjæl af al kraft. De står begge med lukkede øjne og et saligt smil om munden og svajer til Skousen & Ingemanns »Herfra hvor vi står«. Begge er klædt som arrangementets navn foreskriver: i hippie-galla. Arne har endda et grønt pandebånd om hovedet. Han tænker sig lidt om, før han forklarer, hvad det er, den her musik kan:
»Der er en eller anden nostalgi over det, også selv om jeg ikke selv var født på den tid.«
På tværs
»Men jeg har fandeme set mange bare røve efterhånden,« siger Povl Dissing.
Han er ved at forklare saxofonisten fra Stig Møllers band, Jens Haack, hvorfor Bergmans Sommeren med Monika viste sig at være langt mindre ’dristig’ ved et nyligt gensyn, end han huskede den. Og på en måde rammer han med den bemærkning hovedet på sømmet, også for aftenens arrangement. For selv om Povl Dissings »Gi’ mig en hest mor« efter hans eget udsagn engang fik folk til at gå »helt amok«, får den nærmere folk til at klappe i takt og skråle lidt med på omkvædet i dag. Ting, der engang var provokerende og nyskabende, indlemmes nu engang ofte i populærkulturen og bliver i stedet allemandseje.
Og på den måde beviser aftenens publikum også, at hippiebevægelsen, selv om den oprindeligt selv var på tværs, nu skaber fællesskaber i samme retning. Og samtidig, at det frisind, den oprindeligt efterlyste, på mange måder har sejret.
Under ekstranummeret samles alle de gamle hippiehelte på scenen.
»Sol står op. Sol går ned. Vi længes efter fred,« synger de med publikum som kor. Og på Nemoland er solen for længst gået ned, og i mørket kan de næsten ikke kendes fra hinanden. Dem fra ’68, og dem, som ville ønske, de havde været der. Men som desværre er for unge til at have mødt Eik.
Hippie Galla 2014, Nemoland, Christiania i søndags
