»Surrealistisk« er det ord, mange bruger, når man ikke kan finde ord for det, der overgår normallivets små forskydninger. Når sproget ikke rækker, bruger man et ord, der slet ikke rækker.
»Det er en fuldstændigt surrealistisk situation at være i,« siger en soldat således i første afsnit af DR3’s stærke Afghanistan-dokumentarserie, Min krig.
Han siger det om pludseligt at være omringet af Taleban, at blive beskudt fra alle sider af fjender, der føles usynlige som spøgelser, om lige pludseligt midt i den arbejdshverdagslige kedsomhed i fremmede landskaber at være helt tæt på faktisk at dø.
Vi, de danske seere, ser situationen gennem kameraer, soldaterne har monteret fast på hjelmene. Råt og bumlet og krydsklippet og stemmelagt af soldaternes genfortællinger. De er omringet. Lasse ved, at hans deling ikke har mange chancer. Han beslutter sig for at tage en af de få, som de faktisk har, at løbe frem, ubeskyttet, mod fjenden med den håndgranat, han har med sig. Han når at tænke, at han dagen forinden har snakket i telefon med sin far. At det er godt, at han har fået gjort det. Så springer han ud i kugleregnen.
Når nu de sidste danske tropper er hjemvendt fra Afghanistan, skal vi evaluere krigens berettigelse – også gennem andre kanaler end avisens. Således udkommer blandt andre Carsten Jensens store Afghanistanroman. Vi skal også vurdere krigens effekt på det land, vi for 12 år siden invaderede. Og så skal vi endnu engang prøve at forstå, hvad vi har udsat vores danske, udsendte soldater for, og det er »surrealistisk,« siger de selv, mens vi lapper alle mulige slags subjektive fremstillinger i os, for det er blandt andet her, at kulturen er uvurderlig som nye sprog for svært formidlelige oplevelser, der kan lade os nærme virkeligheden gennem kunstneriske strategier.
I Christian Lollikes danseforestilling Føling. Føling. Vent. Slut på Det Kongelige Teater kom vi underligt nær på danske veteraner ved at se dem i bevægelse med balletdansere. DRK viste i august Cav Bøgelunds intense tegnefilm Våbenbrødre, der følger en dansk delingsførers tiltagende paranoia. Her bringer den tegnede oplevelse og soldaternes egne stemmer os ind i en Bøgelunds fortolkning af stemningen af krig. Dy Plambeck har i sin nye krigs- og kærlighedsroman Mikael forsøgt at bringe en forelsket, symbolladet forfatterstemme ind som sprogets mediering mellem soldaten og den omgivende verden. »Det, soldaterne oplever, ligger uden for vores civile sprogs rammer. Alt, hvad vi foretager os i dagligdagen, har vi et sprog for, men det sprog rækker ikke til at beskrive soldaternes oplevelser. I stedet sidder det i kroppen på dem,« sagde hun i et interview, jeg lavede med hende.
Forvredet forhold til virkeligheden
Janus Metz’ prisbelønnede dokumentarfilm Armadillo fra 2010 var en nærmest skruppelløst stiliseret, fascinerende og i sin actionfyldte redigering tydeligt instruktør-berettet subjektivitetsudfoldelse og skræmmende portræt af danske udsendte i Helmandprovinsen i 2009.
Fotografen og instruktøren sværmede omkring de udsendte på militærbasen Armadillo i seks måneder og indfangede soldaternes personlige udvikling og konflikter. Og ude i felten var kameraet også her placeret på hjelmene af de danske soldater. Det var virkelighed, vi så der, en version af soldaternes faktiske synsvinkel og perspektiv, men var også lidt som et computerspil, optagelserne var livligt manipuleret med farvefiltre, effekter og af en voldsom, eksalterende lydside.
De tydeligt manipulerede lag var uden tvivl været et bevidst valg fra Metz’ side. For krig er ikke ’realistisk’, eller det er svært at relatere til i forhold til de liv, som alle vi privilegerede langt fra krigszoner lever. Krig er oplagt heller ikke surrealistisk, men det vil altid stå i et hårdt, overvældende forvredet forhold til virkeligheden.
Sprog med filter
Min Krig er endnu et subjektiv greb om soldaternes subjektivitet. Trods seriens proklamering: »Det her er soldateres helt egen historie om, hvordan det er at gå i krig – helt tæt på og uden filter,« så er det omgivet af et nøje valgt sprog. Klippene og udvalget af soldaterens egne optagelser er et sprog, den stemningsfulde klavermusik med noter af østerlandsk mystik får en del af sproget. Soldaterne får også selv taletid – dem, der kan sige »da blev jeg bange, det må jeg indrømme« og dem, der kan mere. Lasse overlever at smide håndgranaten mod fjenden. Han har skudhuller i bukserne, da han er rullet tilbage i ly.
Ifølge Lasses mor, fortæller han selv, er glimtet i hans øjne forsvundet. »Jeg troede ikke, at der var noget, der ville påvirke mig i den udstrækning, som det har gjort … at det ville have så mange psykiske konsekvenser, som det har haft – og at jeg nu næsten fireogethalvt år senere stadig har mareridt næsten hver nat … det havde jeg ikke forventet,« siger han. Slukket. »Og det er rigtig, rigtig hårdt. Det er helt vildt hårdt.« Armadillo inviterede til stærkere kritisk stillingtagen til soldaternes rolle og funktion. Da en soldat beder lokale afghanere om at samarbejde med dem, lyder svaret: »I kommer her med alle jeres våben, og så smutter I igen. Og så kommer Taleban og skærer halsen over på mig.«
I Min krig, som titlen også lægger op til, er det oplagt udelukkende soldaternes subjektivitet, vi nærmer os. Fjenden er et spøgelse, befolkningen en kulisse. Soldaternes motivation for at komme til Afghanistan lyder umoden. De søger eventyr, spænding. »Hvis de andre skal afsted, så skal jeg også afsted,« siger Lasse. Men i et splitsekund mærker man altså også dødsangsten i maven gennem fremstillingen af Lasse oplevelser. Vi skal ikke bilde os ind, at vi så forstår noget for alvor, at vi forstår, hvad 99 procent kedsomhed og det ene procent action og traume faktisk betyder, men jo flere af kulturens forskellige sprog, vi får for krigen, jo mindre bare ’surrealistisk’ bliver den måske at forholde sig til.
’Min krig – Afghanistankrigen’ Fire selvstændige episoder. Premiere på DR3 mandag den 29. september kl. 21.30.
’Våbenbrødre’ kan ses gratis på streamingtjenesten filmcentralen.dk.
’Armadillo’ kan blandt andet lejes på Amazon eller købes på iTunes, dvd samt BluRay.
