Læsetid: 7 min.

... der er jo altid musikken

Clint Eastwoods filmatisering af hitmusicalen ’Jersey Boys’ bliver trods en længde på over to timer aldrig andet end et overfladisk resume af den amerikanske vokalkvartet The Four Seasons’ karriere i og uden for spotlyset
Da Four Seasons efter utallige navne- og medlemsskift endelig slog igennem i 1962 med sangen ’Sherry’, var Frankie Valli 28, guitarist Tommy DeVito 34 og bassist Nick Massi 35! Kun gruppens sangskriver, keyboardspiller og senest tilkomne medlem Bob Gaudio havde med sine sølle 20 år en nogenlunde ortodoks rockstjernealder.

SF Film

25. september 2014

Selv om enhver med rockhistorisk interesse udmærket ved, hvem The Four Seasons er og med garanti kan nævne en klynge af gruppens mange hits (såsom »Sherry«, »Big Girls Don’t Cry« og »Rag Doll«), har gruppen aldrig opnået samme status hos aficionados som 1960’ernes andet store amerikanske vokalensemble, The Beach Boys.

Ligesom sidstnævnte orkester slog Four Seasons igennem i 1962, og de to vokalgrupper var blandt de ganske få navne, der ikke mistede hjemmepublikummets gunst, da britiske The Beatles tog USA med storm i starten af 1964.

Dette gjaldt dog ikke her i Europa, hvor The Four Seasons til at begynde med ikke gjorde samme indtryk som i hjemlandet, og efter Beatles og Stones ryddede bulen nærmest blev usynlig. Selv om forskellige grupper med stor dygtighed scorede hits med nogle af deres sange, herhjemme således Red Squares.

Men trods gruppens ofte både spændstige og sofistikerede kompositioner, flotte harmonisang, iderige arrangementer og stærke produktioner er den i rockfolkets øjne ikke gjort af samme mytiske stof som The Beach Boys, der som bekendt kom fra den amerikanske vestkyst, og hvis leder Brian Wilson var en sand visionær, før han brændte sammen grundet stofmisbrug og overanstrengelse.

The Four Seasons derimod stammede fra østkysten, helt præcist Belleville, New Jersey, og de omstillede sig aldrig rigtig til de brølende og langhårede 1960’ere på samme måde, ligesom deres musik aldrig helt forlod sit udgangspunkt i 1950’ernes doo-wop, selv om producer Bob Crewe gav dem en potent, dramatisk ladet og meget moderne lyd. Og så var dens trumfkort naturligvis forsanger Frankie Vallis uforlignelige skærebrænder-falset, der både kunne udtrykke sårbarhed og aggression, og som gjorde gruppens lyd øjeblikkeligt identificerbar!

Smågangstere

Desværre lignede de fire herrer et throwback til en tidligere, mere Mad Men-lignende epoke med deres ens jakkesæt, deres farvede hår (sort!) og omhyggeligt skulpturerede anderumper samt ikke mindst deres umiskendelige udstråling af mafiøse smågangstere; de lignede grangiveligt et ensemble, der var klar til Las Vegas fra day one. Hvad de på sæt og vis også var.

For da gruppen efter utallige navne- og medlemsskift endelig slog igennem i 1962 med sangen »Sherry«, var Frankie Valli 28, guitarist Tommy DeVito 34 og bassist Nick Massi 35! Kun gruppens sangskriver, keyboardspiller og senest tilkomne medlem Bob Gaudio havde med sine sølle 20 år en nogenlunde ortodoks rockstjernealder.

De tre førstnævnte havde været rundt om blokken et par gange, og både DeVito og Massi havde været inde og ude af en række fængsler for småkriminalitet såsom indbrud, hærværk og slagsmål. Så der var ikke tale om den klassiske overnight sensation, nej, der var tale om hårdt og målrettet arbejde fra en flok andengenerationsindvandrere med italienske rødder og en udsigtsløs arbejderklassebaggrund, for hvem udvejene hed enten kriminalitet, hæren eller showbiz. Det lyder jo som en allerhelvedes god historie, og der er da også skrevet bøger om den, ligesom musicalen Jersey Boys har kørt på Broadway siden 2005. Det skulle der vel også kunne komme en god film ud af, ikke sandt? Tja, jo, bæ, bu, måske.

Der er en scene i den aktuelle filmatisering af Jersey Boys, hvor et par af medlemmerne i gruppen sidder på (endnu) et hotelværelse et sted i Amerika på en af deres utallige turneer. Bag dem kører et sorthvidt fjernsyn, og på skærmen kører tv-serien Rawhide, der foregik i det såkaldte Vilde Vesten, dengang der stadig herskede en almen forestilling om, at den hvide mand og hans kvinde bragte civilisationen ud til de vilde, og den var et stort hit i USA i 1960’ernes første halvdel.

Vi når lige at se et glimt af den ene af hovedrolleindehaverne, Clint Eastwood, i hans gennembrudsrolle som Rowdy Yates. Der er tale om lidt af et Hitchcock-øjeblik, der jo ofte selv dukkede op i sine egne film, for instruktøren af Jersey Boys er netop denne Eastwood, som i sidste halvdel af 1960’erne via sine roller i Sergio Leones legendariske spaghettiwesterns blev lidt af et maskulint ikon for dem, der missede kvindefrigørelsen. For slet ikke at tale om selvtægtsfiguren Harry Callahan i de fem film i Dirty Harry-serien fra 1970’erne og 19’80erne. A man’s gotta do what a man’s gotta do – i det her tilfælde som regel altså skyde nogen.

De færreste forventede sig nu noget stort af denne Eastwood, da han i 1971 instruerede sin første film, den ikke uefne Play Misty for Me. Men allerede fem år senere stod han for den fremragende revisionistiske western, The Outlaw Josey Wales, der antydede, at han var en mere kompleks filmkunstner end først antaget, selv om han ikke har været bange for at levere samlebåndsactionfilm i en hæsblæsende karriere, hvor han har instrueret over 30 film. Men de seneste 25 år har han leveret en række hovedværker, der virkelig har skabt respekt om hans navn, begyndende med den mesterlige anti-western Unforgiven (1992) over 2003’s knugende Mystic River og frem til den komplekse Gran Torino (2008).

Venstrehåndsarbejde

Generelt har Eastwood et godt touch som instruktør, og han har ingen berøringsangst med hensyn til at lave en film efter producenternes ønske, hvis det indebærer, at han kan komme til at realisere et af de projekter, han brænder for. Hvilken kategori, hans filmatisering af succesmusicalen Jersey Boys falder i, er ikke til at vide, men som 84-årig har man da vist udtjent sin værnepligt på den front eller hvad? En vis fornemmelse af venstrehåndsarbejde slipper man dog ikke helt for efter at have tilbragt over to timer i selskab med denne af musik gennemsyrede filmstrimmel.

Historien om The Four Seasons har som nævnt dramatisk potentiale og kunne i hænderne på en instruktør som Martin Scorsese måske have løftet sig fra det rent underholdningsprægede til noget kunstnerisk mere inciterende end Eastwoods godt nok charmerende, men også fjerlette præstation.

For historien i Jersey Boys er på mange måder et spejlbillede af Scorseses mesterlige 1990-fortælling Goodfellas, der handlede om tre venners langsomme opstigen i graderne i den mafia, der rekrutterer mange af sine medlemmer i den af italienske indvandrere dominerede del af staten Jersey, hvis nordøstlige del ligger tæt på New York City.

Historien i Goodfellas strækker sig over cirka 25 år, fra 1955 til 1980, og selv om hovedpersonen spilles af Ray Liotta, er den figur, de fleste husker bedst, nok Tommy DeVito, som han fremstilles med psykopatisk præcision af Joe Pesci. Og her samles trådene så, for der fandtes jo en real life Tommy DeVito, der som nævnt var guitarist, sanger og stiftende medlem af, ja De gættede rigtigt, The Four Seasons! Samt ikke mindst nære venner med Pesci, der som orkesterets øvrige medlemmer stammede fra byen Belleville!

Og for at det ikke skal være løgn, aspirerede Pesci som ung til en karriere som sanger, og han hang ud med de musikere, der skulle komme til at udgøre The Four Seasons. Han har endvidere påstået, at det var ham, der introducerede den begavede sangskriver Bob Gaudio for gruppen, så selvfølgelig er han også med i filmen, omend spillet af en anden, naturligt nok. Et stykke hen ad vejen formår Jersey Boys at fremstille de interne forhold i orkesteret som et godt gammeldags dysfunktionelt familieforhold med alle dens alliancer, magtkampe og ikke altid helt gennemskuelige linje mellem kærlighed og had. Men det forbliver desværre mestendels på overfladen og det, der gør ondt på personerne, smerter altså ikke beskueren synderligt. Selv da Vallis yngste datter dør ganske ung af sit stofmisbrug og sender sin far ud i en tilstand af lige dele skyld og anger, er det svært rigtigt at engagere sig i hans sorg. Den er så også, selv hvad angår filmtid, rimelig hurtigt overstået.

Måske fordi filmen blev undfanget som scenemusical (og ikke et ondt ord om det), taler vi om en så forenklet psykologi hos figurerne her, at det bliver svært at føle med dem i både deres trængsler og triumfer, dertil er de hver især simpelthen for endimensionelt fremstillet. Så det er ikke derfor, man skal se den, for den bliver aldrig til andet end et glansbillede om livet på toppen af poppen, som oven i købet helt undgår at omhandle tiden efter de rare hits holdt op med at indfinde sig. Taler vi derimod om et farverigt eventyr fuld af god sang og velklingende musik, flot scenografi og et overbevisende tidsbillede samt en stribe troværdige skuespilpræstationer, kan man sagtens hygge sig et par timer i selskab med denne flok lettere flossede Jersey Boys.

Og interesserer man sig for 1960’ernes musikscene, er den et must, idet den langt hen ad vejen faktisk formår at overbevise om, at The Four Seasons var en af årtiets helt store vokalensembler. Hvis ikke De tror mig, så er der jo altid musikken. Der stadigvæk kan klare sig uden levende billeder.

Jersey Boys. Instruktion Clint Eastwood. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu