»Jeg vil lave revolution.« Sådan proklamerede Sivas og hans gæsterapper Højer Øye på førstnævntes nyeste ep, d.a.u.d.a. II, der udkom for godt en måneds tid siden. Og det var i sandhed noget, musikbranchen og anmelderne kunne lide at høre.
»Systemet er hacket!« lød overskriften i pressemeddelelsen.
Begejstringen var også stor i denne avis, hvor musikredaktøren karakteriserede ep’en som »et af de bedste nye danske eksempler på protestsang«.
Den dansk-iranske rapper er allerede landskendt for sit virale festhit »d.a.u.d.a.«, der med en omtåget rapstil og en ansigtssmeltende skarp produktion helt enestående har omdefineret dansk hiphop.
Og Sivas’ seneste perspektivændring fra festhedonistiske mandefællesskaber til indignerede samfundsbetragtninger cementerer hans position som en af de marginaliseredes stærkeste talerør i pop lige nu.
Men hvorfor egentlig? For er det da mere ædelt at rappe om sociale forhold i helikopterperspektiv end at beskrive sine kropslige livserfaringer – hvad enten de så handler om multiple seksuelle erobringer eller at cruise uansvarligt rundt med vennerne bag tonede ruder og beruse sig i receptpligtig lilla hostesaft?
Nonsenspoetisk sprængning
Hvis man sætter sig ned og nærstuderer anmeldelser af rapudgivelser, er der gerne ét træk, der går igen: Kravet om opbyggelighed. Samfundskritik er simpelthen noget, der bonner ud hos anmeldere, der måske har kære kulturradikale minder om oprørstrangen hos Public Enemy og N.W.A.
Man kunne endda se en parallel mellem anmeldere, der håber på, at hiphop bliver samfundskritisk, og venstreintellektuelle, der håber på, at arbejderne beslutter sig for at lave revolution.
Måske der er tale om, at hiphoppen fra den nu åreforkalkede rock har arvet forventningen om et kropsligt og socialt frigørende potentiale. Som om hiphoppen skal være popmusikkens svar på den littérature engagée, som Sartre med modernistisk håbefuldhed talte om i 1940’erne.
Men Sivas’ storhed består ikke kun i de nye samfundsengagerede lyriske bestræbelser. På d.a.u.d.a. II stiger rapperen ufravigeligt til nye højder, når han til lyden af hakkende, diskante staccatobeats leverer nonsenspoetiske søndersprængninger af sproget:
»Holder party i min spændetrøje/ puffer sjamar til psykosen rammer/ gode minder smuldrer i mit bakspejl/ tiden flyver, jeg har paranoia« (»Det Gode Liv«).
Eller når han opfinder egne sproglige pejlemærker som ’#holdet’, der står for solidaritet hinsides senmoderne individualisme: »Du er ikke noget uden dit hold/ Jeg er ikke noget uden mit hold/ Mit hold har gjort mig stolt.«
Konceptuelt knepperi
Hvis der er noget, Suspekt ikke er, så er det opbyggelige. I den offentlige debat er de tværtimod blevet kritiseret for at have en skadelig indvirkning på forholdet kønnene imellem. De anklager er nu ikke noget, der kan holde Albertslund-trioen bestående af Bai-D, Orgi-E og Rune Rask vågne om natten. »Skål i pikkemand!« lyder velkomsthilsenen i »Jazzmælk« på deres femte album, V.
Trioen har længe været kendt som dansk raps indædte og seksualdriftige svar på de typer, du ikke har lyst til at møde i en mørk fodgængertunnel. Men hvor Suspekt tidligere har fremvist en uhyre gennemtænkt, ja, nærmest konceptuel form for sonisk knepperi på plader som Elektra fra 2011, så stikkes lemmet lemfældigt i de forhåndenværende huller.
»Jeg bollede hende i går, jeg boller hende i dag/ jeg boller hende ik i morgen for der er en ny der skal ha’.«
Suspekt er som altid virkelig sjove, når de folder sig ud med fissekussevandgrødede nonsensudsagn som »fisse på en flyvende tallerken«.
Provokation som drivkraft
De tilbagelænede og retningsløse eskapader gør sig også gældende på musiksiden. Der zappes løst mellem kælen g-funk af vestkystaftapning (albummet er indspillet i L.A.), der har erstattet de tunge og angrebslystne beats.
På »Hvor fuck er mit jernrør?« genkender vi dog gennem Orgi-E’s karakteristiske konfrontatoriske flow Suspekt som de mørkemænd, der i stor stil får vores kollektive fortrængninger til at pible op imellem gulvbrædderne.
Den stilmæssige manøvre er på mange måder en logisk udvikling for en gruppe, der gennem lang tid har brugt provokation og grænseoverskridelse som kreativ lightergas.
Suspekts utrættelige insisteren på sex som provokation får på mange måder trioen til at fremstå lidt oversexed and underfucked, som de siger ovre i USA. For er sex så opsigtsvækkende? Coitus er immervæk noget, de fleste praktiserer på ugebasis.
Men på V er seksuallivet – akkurat ligesom popmusik – også en dobbelttydig kraft, der både er ekstremt hverdagslig og samtidig sprænger livet itu og rykker os ud af hverdagen: »Følelsen af at være døden nær/ og de kalder det her for kvindehad,« himler de. Når de ikke i næste øjeblik betror os, at de vil kneppe til techno.
Blod, sved og pikhår
Dermed er vi tilbage til de to yderpoler af hiphoppens begrebsverden som afroamerikansk musikgenre: Hedonisme og samfundskritik. Begæret efter den hvide mands rigdom og trangen til at omstyrte de strukturer, der er den hvide mands værk.
Og måske falder Suspekt i unåde, fordi vi føler os ilde til mode ved hiphoppens fremvisning af hvide maskuline magtsymboler som groteske forvrængninger.
Så foretrækker vi, når kunstneren påtager sig ansvaret at tale til fællesskabet. Men spørgsmålet er, om det partout er hiphoppens opgave at være forbilledlig. Kan den måske ikke bibringe os lige så dybe indsigter, når den fungerer som et kulturelt spejl, hvor fællesskaberne – eller netop manglen på samme – katalyseres igennem musikkens stofskifte? Suspekt vil i hvert fald helt derind, hvor det koster blod, sved og pikhår.
Sivas: ’d.a.u.d.a. II’ (Sony)
Suspekt: ’V’ (Universal)
