Hvor småt kan det blive? spurgte vi i ofte 1990’erne, når prosaisterne satte roman og novelle på skrump, og når poeterne skar deres tekster ned til en enkelt linje. Det var dengang Simon Fruelund (f. 1966), på inspiration af ikke mindst Seeberg, debuterede med de korte, stramme tekster i Mælk (1997) og viste sig som et ægte barn af Forfatterskolen, som i netop de år rendyrkede den stiliserende reduktion.
Siden har han udgivet endnu en fin novellesamling, Planer for sommeren (2002), men også transponeret sin sprøde minimalisme over i relativt korte romaner med relativt korte kapitler opdelt i korte underafsnit med korte typografiske afsnit. At læse hans bøger er at øve sig i at den kunst at trippe fra den ene isflage til den næste. Fraværet af pædagogiske forklaringer og forbindende led bevirker, at man bliver nødt til at lytte sig frem til en indre sammenhæng i rolig tillid til, at der dybt inde i det tyste taler en digterisk røst båret af en overbærende omsorg samt af en respekt for læserens evne til selv at lægge to og to sammen.
Kollektiv uden fællesskab
Hans nye roman Pendlerne holder den samme form, men kan nok bedst beskrives som en fællesskabsløs kollektivroman. I 18 korte kapitler, opdelt i bittesmå afsnit, der alle hver især falder i knappe typografiske blokke, skildrer han passagererne i et toetagerstog, der en vintermorgen forlader Kalundborg kl. 7.11 og stopper på Østerport to timer efter. Men hvorfor skal det holde så længe i Holbæk? Hvorfor går skæbnen i stå lige dér?
Forklaring: et voldsomt klammeri mellem en 46-årig førtidspensionist og en DSB-konduktør ender med et hjertestop i toget, måske fordi en Afghanistan-soldat og en kvindelig fængselsfunktionær også lige skulle blande sig.
Udover dem møder læseren bl.a. en indvandrerpige, en (træt) advokatsekretær, en pensioneret ingeniør, en kriminel, en skolepige der helst vil pjække, og en muskuløs, kortklippet fyr som har studeret Breiviks manifest 2083 og selv har en blå burka liggende klar i sin sportstaske.
Tilværelsen lige nu
Ingen af personerne har navne, men de lokaliseres i det sjællandske rum, og skønt Simon Fruelund som sagt kun har afsat en sides penge eller to til hver af dem, får læseren alligevel et ganske skarpt indblik i deres specifikke små liv. Med hvilken realisme dette sker, illustreres også ved en genremæssig pluralitet, for portrætterne indføjer ikke kun drømmestumper, de citerer tillige sangtekster, skilte, SMS-beskeder, højttalermeddelelser og websideindlæg. Det er, som om helheden opløser sig i fragmenter, som glider fra hinanden, og som om tekstens enkeltdele falder ned i alle de afstande, som adskiller dem, og som om det tomrum, som derved opstår, forvandles til et udsagn om tilværelsen på Sjælland lige nu.
Spørgsmålet: Hvor småt kan det blive? overføres fra formen til stoffet. Og man begynder snart som læser at tænke videre: Er ’samfundet’ overhovedet muligt, så længe vi er lukket helt inde, i hver vores snævre verden? Hvad er i grunden et menneske, dersom en dreven forfatter kan afhandle dets eksistens på kun to sølle sider? Findes vi overhovedet som andet end sansninger, erindringsstumper, biografiske data og planer for de næste fem minutter? Sidder jeg i toget en morgen mellem Kalundborg og København, hvem af de andre er da min næste? Skal jeg involvere mig, når jeg helt sikkert ved, at pigen dér som vil pjække fra skolen, er ved at rode sig ud i noget værre snavs med fyren, som har ’FUCK’ tatoveret på sine knoer? Drømmer vi mon om det samme, når vi tænker os til et andet liv?
Forskellige sammen
Det er en på samme tid varm og mærkeligt kuldslået bog, fuld af stilfærdigt boblende humor, og samtidig så dødsens trist. Et øjenåbnende billede af Danmark af i dag, men også et deprimerende kig ind i et mørkt dyb af sammenhængsløshed og ensomhed. Det lyder skrækkelig klichéagtigt, jeg indrømmer det, men jeg kunne nu alligevel godt ønske mig, at parlamentets samtlige politikere satte sig ned og læste denne bog. Så ville vi formentlig aldrig mere høre dem tale om sammenhængskraft eller sige ’os’ og med dette mene ’normale’ gennemsnitsdanske. For Simon Fruelunds bog er en tænksom påmindelse om, hvor enestående forskellige vi er, og en klog belæring i, at mennesket trods al politik er fundamentalt alene. At du i sidste ende kun har dig selv at tage vare på – og nære tillid til.
Simon Fruelund: Pendlerne, Illustrationer af Ida Balslev-Olesen, Gyldendal, 187 sider, 199,95 kroner
