Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Dreng betragtet på afstand

Richard Linklater skriver med den længe ventede ’Boyhood’ filmhistorie på grund af den møjsommelige produktion på 12 år. Men det stilfærdige opvækstdrama er ikke en filmhistorisk stærk coming-of-age film. Snarere end et dybt indblik i en ung mands rejse til voksendommen, er det som at betragte en fjern fætter på afstand ved de årlige familiefester
Hvert år i 12 år har indiefilmens sludrevorne mesterinstruktør, Richard Linklater samlet det samme cast af skuespillere, børn som voksne, og filmet i et par uger. Dét greb er i nogen grad filmhistorisk uset, og at projektet er lykkedes, er en fascinerende kraftanstrengelse i sig selv. Her ses hovedrolleindehaveren, Ellar Coltrane, som barn og som ung mand.

Universal Pictures

Kultur
4. september 2014

At se Boyhood, der er filmet over et helt drengeliv, 11 år i alt, er at betragte nogens liv grundigt, ikke indefra, men på afstand. Det er som at tjekke op på sin yngre kusine og fætter én gang årligt til familiesommerfesten, se dem vokse fra små og stille museunger gemt bag Game Boys og Jumbobøger til akavede kroppe, der vrider sig under dumme voksenspørgsmål. De tilpasser sig forældrenes beslutninger og flytninger og skilsmisser og deleordninger og nye bonussøskende, for det skal de, selv om det er fucked up. Og pludseligt et år er der kommet skæg på overlæben og bryster. Og pludseligt et år har de fået kærester og andre intense fortroligheder, som man ikke har adgang til at forstå. Og pludseligt synes de noget om verden og livet og formulerer det højt og er blevet kritiske mennesker, der vrister sig fri af autoriteternes dumme bamsekram.

Man følger dem i små både synlige og usynlige spring og ser dermed sig selv blive overhalet. Ud af dem lyser en ny generations erfaringer og attitude og blik på verden. Og et år er de voksne. Det hele er både dramatisk og helt udramatisk. Seks år. Syv år. Langt hår, kort hår. Senere 12, 13, 14 år og 15 år.

Som et ydre blik, et observationsstudie, man kan projektere egne erfaringer over på, men som man aldrig får indre adgang til, er Richard Linklaters Boyhood en charmerende og tankevækkende (og lang!) film. Det er den intimdramatiske, helt usensationelle fortælling om en dreng fra Texas, Mason (fine Ellar Coltrane), der har en træls, men også ok sød søster (Lorelei Linklater) og en kaotisk, men også sej og hårdtarbejdende enemor (Patricia Arquette) og en lidt bøvet far (Ethan Hawke) med læderjakke og en scorebil, en far, der ikke kunne tage ansvar, da han burde, og som siden prøver at kompensere med venskabskurtisering, faderformaninger og hjemmelavede klynkesange. Boyhood handler om i den familieramme at se et menneske blive ældre og så lidt ældre og så lidt ældre endnu, fysisk, verbalt, psykologisk.

Produktionsmæssigt er Boyhood i sandhed en ’bedrift’, og det har de amerikanske kritikere i deres mesterværksudnævnelse hæftet sig ved med noget, man godt kan kalde benovet overbegejstring. Hvert år i 12 år har indiefilmens sludrevorne mesterinstruktør, Richard Linklater, nemlig samlet det samme cast af skuespillere, børn som voksne, i Houston og filmet i et par uger. Dét greb er i nogen grad filmhistorisk uset, og at projektet er lykkedes, er en fascinerende kraftanstrengelse i sig selv.

Men man skulle også tro, at netop dette greb, denne møjsommelighed, ville skabe en unik mulighed for at lære Mason at kende indefra. Det sker ikke. Vi observerer løbende, at han har pigetække og siden kærester, men vi får aldrig en stærk følelse af den usikkerhed og akavethed, han føler, af forelskelserne, han bliver revet igennem. Vi oplever aldrig gennem ham, at de intime følelser kan fylde lige så meget som de omvæltende begivenheder, en flytning eller skilsmisse kan være. Men er det ikke sådan? Vi forbliver på familiebesøgets forundrede afstand.

Fadertåber

Samtidig er der en række nært sagt perfekt ramte øjeblikke i Boyhood. Der er det øjeblik, hvor far (veloplagte Ethan Hawkes) i bowlinghallens kantine udspørger sin pubertetsdatter Samantha om ham fyren med pandehåret fra hendes facebook, og hvor hun i ironisk, men også rædselsslagen afsky må sidde skoleret for sin fars pinlige formaninger om kondomer, og hvor hans date så pludselig står ved siden af dem for at høre, om faderen stadig er »på i morgen«.

Ligesådan er skildringen af en af de gennem Masons liv flittigt udskiftelige faderfigurer – den stærke, psykologiprofessor Bill, der starter ud som en charmerende alfahan, men siden bliver et herskesygt, alkoholiseret røvhul, voldeligt godt spillet af Marco Perella.

»Nu ligner du en mand, ikke en lille pige,« siger han til Mason, da han har slæbt ham ufrivilligt til frisøren for at klippe ham militært karseklippet. Den slags stupid maskulinitet gennemsyrer alle Masons faderfigurer. Det gælder moderens senere dåseølssimple veterankæreste, der ikke kan tolerere teenage-Masons øreringe og neglelak, og det gælder Masons egen far, der om Masons ekskæreste siger: »Hver dag, du bruger på at græde over en dum tøs, kommer du til at fortryde,« hvortil Mason med sit mere moderne udsyn siger: »Hun er ikke bare en dum tøs, hun er en seriøs person.«

På den måde og i egen hast glider Mason forbi meget af det bullshit, han har skullet høre på fra andre generationer, han er – heldigvis – en ny generation af mænd.

Apples politik

Boyhood er historien om mange ting, også om Apple-produkter – fra de store farvede kasseskærme, da Mason er lille skoledreng, over de første iPods og søsterens elskede MacBook og så til samtids-Masons facetime-chat med sin far på den seneste iPhone.

Den form for product placement føles i nærmest demonstrativ grad som en nostalgifremmanene hyldest til ét brand. På den anden side er det også en måde at fortælle en amerikansk (og global) historie om kapitalisme og apolitiseret livsstil på. Filmen beskriver således en politisk virkelighed for en dreng, der er opvokset efter 9/11 og kun engagerer sig politisk på faderens diktat.

Omkring slutningen er det som om, Richard Linklater gerne vil binde sløjfe om sin fortælling med et forsøg på en dyb refleksion over det liv, han har overværet. Det bliver sagt gennem en lidt hashkageskæv samtale i noget smukt naturlandskab sammen med en pige, han lige har mødt. På det tidspunkt er han blevet samme type lommefilosofisk sniksnakker, som vi kender fra Linklaters øvrige produktion – den ligeledes tidsspringende og snakkeromantiske Before-trilogi med Ethan Hawkes (Before Sunrise fra 1995, Before Sunset fra 2004 og sidste års Before Midnight).

»Man siger, at man skal gribe øjeblikket,« siger pigen og tilføjer så hash-filosofisk: »Men er det ikke snarere som om, at det er øjeblikket, der griber os?« Mason giver hende ret. Øjeblikket sker hele tiden.

Naiviteten i den udveksling skal forstås med en snert af ironisk distance, men samtidig er det den dybe udgangsreplik, som skal kunne kaste lys over den ambitiøse filmoplevelse, vi lige har haft. Tager vi udsagnet seriøst, beviser den også, hvorfor Linklaters filmhistoriske projekt måske ikke lykkes lige mesterligt overrumplende, som man kunne have håbet. For livet er noget, der sker hele tiden, ja. Især imellem ’familiebesøgende’ og de korte nedslag i en intens del af livet. Man bliver ikke nødvendigvis meget klogere på andres liv ved at komme forbi én gang om året. (Men derfor kan det jo være underholdende nok at gøre det alligevel …)

’Boyhood’ Instruktion og manuskript: Richard Linklater. Engelsk (Biografer over hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her