Læsetid: 5 min.

Ekstra Bladet som tilstand

Dokumentarfilmen om Ekstra Bladets annus horribilis i 2013 er godt fortalt og åndeløst spændende i skildringen af en redaktion i krydsfeltet mellem virkelighedens ubønhørlighed og egen selvforståelse
Ekstra Bladet kørte en lang solokampagne for at få to danske gidsler fri. Her forsiden den 23. marts 2013, hvor avisen besøgte de to sømænd, der var gidsler hos somaliske pirater. De var fanger i to år, tre måneder og 18 dage.

Morten Germund

1. oktober 2014

Den måske mest sigende sekvens i Mikala Kroghs dokumentarfilm Ekstra Bladet – udenfor citat er ganske kort og skildrer ledelsens beklagelse af vanskelighederne ved at tiltrække kompetente praktikanter fra uddannelsesstederne.

Man glæder sig dog ved, at en af de nye unge talenter taler flydende japansk, hvilket utvivlsomt ville være en fordel, hvis avisen udkom i Japan. Men Ekstra Bladet udkommer som bekendt i Danmark – og filmens skæbnetunge undertekst er spørgsmålet: Hvor længe endnu?

Chefredaktør Poul Madsen skimter i hvert fald slutningen på papirudgaven, der var landets mest frygtede meningsdanner fra 1960’erne til midten af 90’erne. Den gang spolerede bladets aggressivt-kritiske journalistik jævnligt diverse beslutningstageres nattesøvn, men da jeg for nylig spurgte en politisk veteran på Christiansborg, om han også i dag kan få tics ved tanken om at lande på forsiden, lød svaret: »Overhovedet ikke.«

Ekstra Bladets problem er ikke kun, at tv-nyhedernes døgntapet, internettet og de sociale medier har overflødiggjort avisen som daglig nyhedsformidler. Problemet er snarere, at den simpelthen ikke er cool. Ikke interessant nok til, at de unge gider den, heller ikke de vakse journaliststuderende, der for en snes år siden dannede kø for at få en praktikplads. Dengang i starthalvfemserne rasede en redaktionel borgerkrig om valget mellem at ’være café eller bodega’. Bodegaen vandt, da Hans Engell overtog avisen som chefredaktør efter Sven Ove Gade og ryddede ud i, hvad man kan kalde den talentfulde dovenskab og det ulidelige krukkeri, der allerede var old hat. Siden er det dag for dag gået nedad bakke for avisen – javel, af mediestrukturelle årsager, men så sandelig også af intellektuel forarmelse.

Begge diagnoser, bodega og café, gennemsyrer hvert eneste klip i Mikala Kroghs film, også selv om hendes greb ikke er at se avisen som fænomen og arbejdsplads, men en undersøgelse af omstillingen fra papiravis til digitalt medie, der kan overleve på nettet.

En afdæmpet gyser

I den proces er Ekstra Bladets nedtur fra et oplag på over 200.000 til under 50.000 i løbet af kun et par årtier det absolutte worst case-scenario, som afdækkes nøgternt og uden moralske pegefingre gennem et turbulent 2013. Netop den lidenskabsløse metode gør filmen til en thriller om etiske og økonomiske dilemmaer på en avis, hvis selvforståelse aldrig blev afstemt med oplagskurvens frie fald. Midt i nedskæringer, fyringer, reduceret sidetal og rådvild modløshed ter redaktionsledelsen sig stadig, som om den er i stand til at sætte en dagsorden med gennemslagskraft, i dette tilfælde at trodse en politisk henstilling om at mørklægge de diplomatiske bestræbelser på at få piratgidslerne i Somalia, Søren og Eddy, frigivet.

Mikala Kroghs flue-på-væggen-kamera følger den redaktionelle debat om at tage skridtet fuldt ud og bryde med mediernes frivillige selvcensur og dernæst selve kampagnen, som ikke forsinkes af overdreven kildekritik, der kan svække en dramatisk pointe, og endelig den beske reprimande fra Pressenævnet, der dømmer dækningen stærkt kritisabel. I hele forløbet fremstår chefredaktør Poul Madsen som kynikeren, der konsekvent overhører medredaktør Karen Bros både snusfornuftige og presseetiske skepsis ved at gå planken helt ud – i en central scene interviewes gidslet Søren over telefon og truer med at begå selvmord.

To chefers forskellige syn

Karen Bro indvender, at ingen jo kan vide, om han udtaler sig med en Kalasjnikov i nakken eller af egen fri vilje, men hendes (godt nok spage) protest fejes kontant af bordet (redaktionel note: Nu forlanger de misbrugte sømænd en million i erstatning af avisen, og man får den kætterske tanke, at rederiet ikke vil til lommerne, red.), lige indtil chefredaktør Madsen efter Pressenævnets tildeling af den gigantiske Pinocchio-næse fortryder hele forløbet for rullende kamera. Shit happens.

Men filmens virkelige scoop er afdækningen af den kompleksitet, der præger avisens selvforståelse, og som skinner igennem, da chefredaktør Madsen og hans kumpaner beslutter at sætte diplomatiet under pres i gidselaffæren, fordi de mener det – ikke for at sælge aviser. For avisen ved ganske nøje, at kampagner sjældent sælger flere aviser, så det er ikke kommercielle overvejelser, der dikterer den redaktionelle offensiv, men et i princippet mediepolitisk ønske om at gøre en forskel og sætte en ny dagsorden. At den presseetiske ryggesløshed blev et af midlerne til at nå dette mål, bliver en ’følgeskadevirkning’, som det hedder i militærterminologien, og også i Poul Madsens optik beklageligt, men nødvendigt.

Ubegrænset tilgang til avisen

Denne selvforståelse som en fristat i staten med egne værdinormer, viser sig også i den frihed, instruktøren fik til uden begrænsninger at filme de redaktionelle og økonomiske processer, vel vidende at resultatet kunne blive bistert, da de processer flyder sammen på en tabloidavis i løssalg i modsætning til den presse, der lever af forudbetalende abonnenter. Den daglige ’pløk’ skal først sælge og derefter (måske) informere, og det krav medfører indimellem ret bizarre forsider.

Men nu og da er der undtagelser, der bekræfter denne regel, og gidselkampagnen var en sådan undtagelse. Og, viste det sig, endnu et slag i et meningstømt rum også selv om Poul Madsen kørte hele vejen til sømændenes hjemstavn på Ærø for selv at dele aviser ud. Han troede på sin sag.

De andre spor, Mikala Krogh følger, modsiger imidlertid den principielt idealistiske selvforståelse på så at sige på alle planer, om det så er luderannoncerne, der for år tilbage blev introduceret som led i den seksuelle frigørelse.

Ubetaleligt morsom er en lille scene, hvor en dame i administrationen får dikteret en massageannonce i telefonen, og efter at alle de tekniske detaljer er på plads udregner hun prisen pr. ord!

Trist er scenen med en ung kvindelig praktikant, der ringer på hos forældrene til et toårigt barn, dræbt ved fald fra et tredjesals-vindue, og som tydeligvis ånder lettet op, da forældrene ikke lukker op. I det hele taget skildrer filmen den tristesse, der kommer af forudsigelige nederlag – som f.eks. tillidskvinden, der i en fyringsrunde vælger at tage en fratrædelsesordning i frustration over, at også de betalende læsere, hvis antal kan måles på nettet, forveksler bare patter med journalistik. Bodega-avisens konsekvens.

Det holder selvfølgelig heller ikke fremadrettet, som det hedder nu til dags, men nu er det registreret på film, en traditionelt fortalt dødsmesse, men med en rytme og et tempo, der ikke overlader et sekund til den lumske kedsomhed, emnet ellers kunne invitere til.

’Ekstra Bladet – uden for citat. Instruktion’ af Mikala Krogh. Premiere i dag kl. 19 i mere end 40 biografer landet over, efterfulgt af livetransmitteret debat med Ekstra Bladets Poul Madsen, politiker Ida Auken og Informations direktør, Mette Davidsen-Nielsen. www.doxbio.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

En tilsvarende film om Information bag kulissen ville også være interessant for mange af disse debatspalters brugere.

Per Torbensen, Anders Jensen, lars abildgaard, Stig Bøg, Holger Madsen, Bente Simonsen, Rune Petersen og Torben Selch anbefalede denne kommentar

Mon ikke papirudgaven af hvilken som helst avis - alene af miljøhensyn - går sikker mod alderdom og død.
Problemet er pt. jo ikke at man har en bedre avis på nettet - da en avisudgave jo allerede er "forældet" i trykken - imens en netudgave kan opdateres hele tiden - men at der er nogle - især den ældre generation som ikke er koblet på nettet.

Sammensmeltningen af elektronisk avis - bør i højgrad integrere en internet-tv udgave - da ikke alle, især ældre, har pc - men de har alle TV. Og selvfølgelig i en interaktiv udgave :)

Bente Simonsen

Så antallet af midaldrende industriarbejdere, som køber EB for pigen på side 9(?) og massageannoncerne, er dalet til 50.000 nu. Der ser man ☺.

Det interessanteste spørgsmål er, HVORFOR Poul Madsen har givet tilladelse, til at denne film blev lavet, og tilmed tilsyneladende har givet Mikala Krogh fuldstændigt frie hænder.
Han må have haft en bagtanke med at udstille Ekstra Bladets langsomme død på denne måde - men jeg kan altså ikke gennemskue den.
Nogen forslag?

Anders Sørensen

@Tinno Rozzo, det mest åbenlyse svar ville være: Fordi han syntes, det ville være et interessant journalistisk projekt.

Merete von Eyben

Eller som det hedder i et gammelt Hollywood mundheld: når de bare staver ens navn korrekt, er selv den mest negative omtale god...