Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Forsonet med fortiden

Carl-Henning Wijkmark håndterer elegant eksistentielle spørgsmål om liv og død
Kultur
19. september 2014

Den 70-årige Carl-Henning Wijkmark er et navn med tyngde i svensk litteratur, hvor han med stilistisk lethed og elegance verdensvant håndterer eksistentielle spørgsmål på liv og død. På dansk kender vi ham fra et tidligt, nyligt oversat satirisk mesterstykke, romanen Jægerne på Karinhall om nazisternes private udskejelser med Görings jagtslot som dekadent gerningssted. Den nære og fjerne fortid i relation til det enkelte menneskes skæbne er et stadigt tema i Wijkmarks forfatterskab, sådan også i Natten der kommer (da. 2013), der som titlen antyder, analyserer en dødssyg patients mentale styrkeprøve med den uafvendelige afslutning. En tung skyldfølelse gennemleves, og det på en mere direkte og koncentreret vis end i hans nyeste roman fra sidste år, nu fordansket af den hånds- og åndssikre Anne Marie Bjerg: Vi ses igen i næste drøm. Her dukker temaet lidt sidelæns op i en ellers meget detaljeret udgravning af hovedpersonens fortid sat i kulturhistorisk relief af rejser og arkæologi.

Fantasiens verden

»Jeg spiste morgenmaden færdig, lagde mine papirer i mappen og gik ud til receptionen for at spørge efter et toilet.« Sådan lægger romanens første sætning op til den lange rejse, som den svenske dr. Frank Larson ved Madison-universitetet i Wisconsin kommer til at foretage i stedet for at deltage i en konference ved sit gamle Universitet i Lund, vedrørende den i øvrigt velkendte litteraturforsker Olle Holmbergs hovedværk Inbillningens värld. Drøm, fantasi, virkelighed skal straks gøre fælles sag, da han forvilder sig ned i hotellets underjordiske gange, falder og slår hovedet og hensættes til verden af i går, samme sted 1924, hvor universitetet byder på et helt andet markant program, bl.a. gæsteforelæsning af Oswald Spengler, der skal forelæse om de store kulturers oprindelse. Han er jo kendt for sin dystre profeti i Der Untergang des Abendlandes.

Dermed indleder Frank Larson en ny tilværelse som genganger fra fremtiden, varsom for ikke at blive anset for afsindig, snart behændig i kontakter og kontrakter, i pengeveksling og pasforbedring og artikelskrivning for at skaffe sig indtægter. Det er morsomt fortalt helt ned i detaljer af forsigtighedsregler og i elementær spænding, med mindelser om Woody Allens film Midnight in Paris, med samme tidsforskydning til ’de brølende tyvere’. En direkte hilsen anes gennem Larsons erindring om Scott Fitzgeralds endnu ikke udkomne roman Tender is the Night. Det er kun ét eksempel på det væld af litterære, kulturelle og historiske referencer, som den dannede lektor og forfatteren leverer. Men især åbnes en vej til afklaring af hans identitetsproblem med arkæologiens hjælp, så vi kommer fra kælderregionerne til de dybere lag af bevidstheden. Allegori og symbolik er bærende strukturer i fremstillingen af jegets opsporing af egen fortid, som forudsætning for den fremtid, han kender alt for vel og har et kritisk syn på. Han indser, at han næppe kommer tilbage til den.

Konference

Han træffer nogle unge arkæologer, der skal deltage i en videnskabelig undersøgelse af en berømt og gådefuld skulptur, La Dama de Elche, som blev fundet i Alcudia i Spanien, hvor en kopi er etableret til konferencen. Den befinder sig til daglig rent faktisk på Louvre. Han vil så kombinere sin deltagelse i denne mytologiske forskning med en dristig opsporing af den kvinde, som skal blive hans mor. Og det lykkes at finde hende som 19-årig guvernante for en norsk familie på ferie i Amalfi. Mødet med denne Marika, som han får frigjort til at ledsage sig, er en kønt fortalt tilnærmelse i et unægtelig specielt følsomt medmenneskeligt forhold. Det er pakket ind i en lige lovlig turistmæssig beretning om middelhavskystens herligheder, Capri, Positano og derefter på det krydstogtskib, der fra Amalfi anløber, Cannes, Barcelona, Valencia, hvorfra de tager til Alicante, men der gives også morsomme møder og portrætter af nogle af datidens kendte forfattere – foruden af den kønne Marika.Jeget udsoner en ellers fortrængt skyldfølelse over for sin mor som følge af den mangel på kærlighed, der hænger sammen med hans fjernhed og selvoptagethed og mange rejser. Hans eget selvbesindende gravearbejde røber, at han altid helst trak sig tilbage til sin notesbog og indrettede sig i den. Konferencerne blev et påskud. »Først når jeg rejste og skrev optegnelser, så jeg mig selv tydeligt; så en person som jeg aldrig mødte i mine sædvanlige omgivelser. Jeg købte billet, og så rejste jeg.« Og han har nu virkelig rutine i billetbestilling – med særlig omhu for returbilletter – og hotelreservationer. Bogens titel kunne antyde en returrejse til nutiden, men den står ellers hen i det uvisse. Den perspektivlystne skriver knytter familiebånd, traditioner, historie, politik, psykoanalyse, mytologi, videnskab sammen i fortællingens flyvende tæppe, hvis det ellers ikke er en optrævling af historiens episke tråd til fordel for den indre tid.

I sidste ende er det også forfatterens meditation over sin kunsts drømmende virkelighed over for det levede liv og dens farlige prioritet.

Vi ses igen i næste drøm
Carl-Henning Wijkmark
Oversat af Anne Mari Bjerg
Møller
154 sider
200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her