Læsetid: 3 min.

Fredens gesandter

Spinkel udstilling om syv danskere, der kæmpede mod verdenskrigen 1914-18
13. september 2014

Det mest forstemmende ved krig er dens retfærdiggørelse. Den ’gode krig’ er falsk fiktion, håbets forlis, al elendigheds begyndelse og ophav til den næste.

Da freden brød sammen i sensommeren 1914, druknede tvivl, forbehold og modstand i nationalisternes henrykkelse. Kendt er billedet fra Münchens Odeon Platz: en yngre Hitler med glødende øjne og åben mund midt i mængden byder efter eget senere udsagn stålstormen velkommen. Soldaterne drager i krig med blomster i hjelmen og pigerne hængende i skuldre og skræv ledsaget af begejstrede forsikringer: De kommer hjem til jul.

Overalt i de krigsførende lande opstod dog fredsbevægelser mod denne galskab. I litteraturen satte traumet sig spor. I Martin du Gards Les Thibaults forsøger unge Jacques at besværge Internationales solidaritet og sammenhold, men må erkende nederlaget, da de store landes arbejderrepræsentanter bryder op og skilles for at slutte sig til deres respektive armeer. En hel generation af unge mænd ofres. Forgæves søger besindige folk at lægge sig imellem blandt andre den internationalt berømte og respekterede Georg Brandes. Brandes fordømmer krigen, afviser dens årsag som nonsens og nægter at vælge side til fordel for Frankrig. Clemenceau opsiger herefter vredt sit livslange venskab med danskeren: Adieu Brandes! som den forbitrede franskmand skriver til afsked.

Det Kgl. Bibliotek har åbnet en udstilling om de danskere, der på den ene eller anden måde markerede sig 1914-18. Brandes er central i det selskab, men hver for sig og på skiftende niveauer viste andre modige folk deres afsky for krigen. Fra politisk hold således den radikale forsvarsminister P. Munch. Hans bedrift i samarbejde med Scavenius var at udforme en holdbar neutralitetspolitik, som med stor effekt kunne videreføres i mellemkrigstiden, lige til den brød sammen den 9. april 1940. Ikke fordi den var forkert eller kunne have været anderledes, men fordi Hitler ikke var rigtig klog. Bibliotekets udstilling Ned med våbnene er bygget op om i alt syv danskere i syv fortællinger: socialisten Marie Nielsen (1875-1951), skolekøkkeninspektøren og fredsforkæmperen; den store organisator Eline Hansen (1859-1919), syndikalisten og pacifisten Andreas Fritzner (1887-1969), han slog rekord som den person, der sad længst i fængsel for sin militærnægtende pacifisme; akademikeren og tolken Ingeborg Stemann (1889-1973), hun belyste de russiske krigsfangers vilkår; soldaten på tvungen tysk side Christian Campradt (1894-1956) og endelig Munch og Brandes.

Hvorfor Fogh som krigssymbol

Indretningen er den velkendte for denne art af moderne motivudstilling på lavprisniveau: en række reproduktioner af hovedfigurerne, pæne montrer med dokumentation, repeterende filmstumper samt aktiveringsskærme for publikum. Nydeligt uden at være pralende; ikke påtrængende overskueligt, nogle steder så man (med briller på næsen) i sparsom belysning er ved at træde de gennemsigtige plancher ned. Med regelmæssige mellemrum på bagvæggens projektion får Anders Fogh Rasmussen smidt rød maling i hovedet afløst af en stump gammel antikrigsfilm (vistnok) afløst af redaktør Bo Lidegaard på slap line i et klip historisk visdom, der fortæller, hvad man kan bruge og misbruge historien til.

Det skal ikke lyde alt for ironisk, der er lagt gedigent arbejde i sagen, og det er fint nok. Men måske er vi ved at nå bunden af det mulige og redelige i de offentlige institutioner. Det må – også for arrangørernes skyld – være på sin plads at gøre vrøvl, så politikerne ikke tror at det kan være det samme med de penge. Det passer fortsat ikke, at man får mere for mindre, som VK-regeringen i iveren efter neddrosling af kollektivet engang betroede vælgerne. Mere kvalitet for færre penge. Nul putte, det får man ikke.

Indtrykket af udstillingen af de gode viljer og interessante indgangsvinkler til spændende personer er og bliver discount.

I loftet er ophængt håndvåben, velsagtens udlånt fra det nærliggende Tøjhusmuseum. Det ligner legetøj, og de fleste har ikke noget med Første Verdenskrig at gøre.

Det er heller ikke helt klart, hvorfor Fogh Rasmussen iført rød maling skal køre i båndsløjfe, Jovel, besmudsningen skete angiveligt som protest mod krig. Men der har da været mere nærliggende og langt mere seriøse antikrigsdemonstrationer siden 1914 og før Foghs røde maling. Teksterne er gode nok og mærkaterne på artefakterne fine og korte. Men kvaliteten er ikke konsekvent. Når man byder på oplæste citater i de elektroniske høkasser, må man finde en dygtigere retoriker. Der skal rumfang og tekstoverblik til at formidle Brandes.

Se udstillingen alligevel, man får dog noget at vide. Og trøsterigt at fornuften trods alle odds trivedes – også i Danmark. Anbefalet supplerende læsning om emnet i andre lande: Adam Hochschilds: Aldrig mere krig – dette blads forlag 2014.

’Ned med våbnene’. Det Kgl. Bibliotek. Den Sorte Diamant: Frem til 31. januar 2015. Mandag til lørdag 10-19

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu