Læsetid: 4 min.

En glitrende bagatel

’Hvis det er’ føles som en mellembog i Helle Helles forfatterskab, og det er svært at blive helt begejstret, men den er ret fin alligevel
To personer farer i Helle Helles aktuelle bog vild i en jysk skov. Det er sjovt, men der er ikke megen fremdrift i skovturen, og hvis man vælger at læse den symbolsk, bliver det næsten klægt.

Sofie Amalie Klougart

26. september 2014

Der er to historier i Helle Helles nye roman Hvis det er, og selv om bogen krydsklipper mellem dem, har de ikke forfærdeligt meget med hinanden at gøre. Der er et kammerspil for to personer, de er faret vild i en jysk skov og fjumrer i vildrede derude halvandet døgn. Så er de forfærdeligt tørstige, så skal den ene kaste op og op, så finder de en hytte med frosne rejer i kummefryseren. Det er livligt og morsomt og egentlig udramatisk.

Den midaldrende Roar er vores fortæller, han er flygtet fra et firmaseminar. Den lidt yngre dame, han møder i skoven – begge er tydeligt uegnede til livet i vildmarken – er overraskende nok uden navn. Hun er ellers bogens absolutte hovedperson, i al fald i Hvis det er’s anden historie. Typisk for Helle Helle er hun et skrøbeligt livsstykke, alt for opmærksom, når det kommer til de mindste sociale signaler. Hun er også eminent til at læse dem forkert. Og så er hun sjovt ensom, hun driver gennem livet uden rigtig at have veninder eller familie eller bare et fast arbejde. Hun rejser på sine ferier alene.

»Hun tog helt til Blokhus og brugte en dag ved vandet, hun samlede skaller og sten, det var pludselig alt om at få samlet de skaller og sten. De skulle ligge i en glasæske i hendes vindueskarm. Hun købte to levende rødspætter af en fisker på stranden, hun synes, de slog med halen i bussen hjem. Hun synes, de var ubehageligt stive i køleskabet næste dag, hun kunne ikke få sig selv til at flå dem. Og skallerne begyndte at lugte mærkeligt i plastikposen ugen efter.«

Det er som om, hun aldrig har lært at leve, men til gengæld gør alt for at leve op til et liv – friske fisk skal være lækkert, sten i vinduet så kønt. Senere flytter hun sammen med Christian, som hun sukkede efter som ung i kollektivet. Han har overtaget sine forældres tæppebutik, men heller ikke det går. En retningsløs skæbne i provinsen, kort sagt. På en meget fin måde pendler hun mellem at være en komisk skikkelse og egentlig lidt sølle.

Utrolig humor

Men sådan virker hun ikke ude i skoven. Der er hun alt andet lige ovenpå, i al fald mere ovenpå end tørvetrilleren Roar. Sammen får de på en bagvendt måde et frirum ud af deres faren vild. Når de ikke er voldsomt sultne og kolde eller rammes af pludseligt opkast, så nærmer de sig lige så forsigtigt og fint hinanden. Sød musik udvikler sig ikke, deres nærhed er mere strejfende i det. Uudsagt.

Derudover er der ikke megen fremdrift i den ufrivillige skovtur, det føles mere som en rundgang, en vandring uden mål og med. Man kan selvfølgelig vælge at læse den symbolsk – »jeg var faret vild i den store skov,« siger Roar på første side, og det er svært ikke at læse det som andet og mere end den faktiske skov. Så tænker litteraten på Dante, hvorfor ikke. Men sådan en læsning gør Hvis det er nærmest klæg i det, og det kan ikke være meningen.

Så hellere nyde de utrolige mængder af utrolige sætninger undervejs. »Jeg vipper med tæerne, de kan stadig mærkes, dog ikke lige meget,« den slags. Helle Helle skriver som hun plejer, kort og klart og melodisk, men hun har virkelig skruet op for humoren.

Der er ikke en side uden en replik med særlig musik i, en kælen for et ord, der bliver morsomt eller bare nyt. »Bananenergi«, »rispapirlampe«, et barn, der siger »røvsoldater«.

Skæv komposition

Alligevel er det svært at blive helt begejstret. Et er, at tørvetrilleren Roar er en underligt blank skikkelse, hvis tydeligste træk er en underspillet vrissenhed i bogens begyndelse. Ret beset er han det nyeste i Hvis det er. Det er første gang, Helle Helle har haft en mandlig jegfortæller, men det er ikke til at se, hvorfor det egentlig skulle være sådan til lige denne roman.

Noget andet er, at bogens to dele kun nødtørftigt hænger sammen. De føles som forvoksede noveller – eller en novelle og en forhistorie – der er klippet og klistret sammen. Selv fortælleteknisk er der noget uafklaret over konstruktionen. Skal man forestille sig, at Roar også er fortæller, når vi læser den navnløse dames livshistorie, og at hun har fortalt den til ham undervejs i skoven? Eller zigzagger bogen helt umarkeret frem og tilbage mellem en første- og en tredjepersonsfortæller?

Ingen af delene føles helt tilfredsstillende, så lad os søge tilflugt i replikkerne og sproget igen. Det er så fint og morsomt at læse Helle Helle med mikroskop. Al den mængde af liv, hun kan få ind i sine få ord, den danske provins folder sig ud i al sin magt og vælde. Se bare her:

»Men under en af talerne lænede han sig hen mod hende og hviskede:

– Det var vel nok godt, Christian fandt sig en ny dame, og en flot en, må jeg lige sige dig personligt.

Hun smilede til ham, og han fortsatte:

– Det er jo også kanon for forretningen.«

Helle Helle på frihjul er stadig en af bogsæsonens begivenheder. Det kan godt være, Hvis det er mest er en bagatel, men det er en virkelig fin en af slagsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Åh, det er sjovt, at netop Tue Andersen Nexø lidt kejtet kommer til at bevise den tese, der florerer, om heteroseksuelle mænds manglende beredskab til at anmelde kvinde- og minoritetslitteratur. :-) Men han er alligevel så eminent en anmelder, at man kan gennemskue, hvad man selv vil finde kosteligt.

Søren Kristensen

Rispapirlampe er der altså ikke noget nyt i. Vi var en hel generation der gennemlevede vores ungdom under dem. Alt andet lige.