Læsetid: 3 min.

God musik behøver man ikke lytte til

Den kroatiske pianist Ivo Pogorelich spillede for fuldt hus og demonstrerede, hvordan et fysisk håndværk kan ende i en kunstnerisk forløsen, som man slet ikke behøver at lytte til – men kan nøjes med at være i
30. september 2014

Mogens Dahl Koncertsal gav søndag aften muligheden for at møde klavervirtuosen Ivo Pogorelich, der gennem 80’erne og 90’erne udkom med den ene indspilning efter den anden på Deutsche Grammophon, alle sammen prydet af portrætter af kunstneren i forskellige omgivelser, med forskelligt hår, i forskellige aldre, men gennem alle årene med det samme selvbevidste kunstnerblik.

Alene at se dette blik i virkeligheden var en tilnærmelse af legenden. For hvad der kan se anstrengende selvbevidst ud på et cd-coverbillede, som øjne, der kigger forstillende ud, forekom i koncertsalen mere som øjne, der tog observerende ind. Pogorelich er jo heller ikke ung længere, og markedsføring virker som et overstået kapitel. Han kommer ind med sine noder under armen og ligner en mand på arbejde, præcis som han jo er det.

Ambitiøst program

Pogorelich har tre programmer for solokoncerter pr. sæson. Vi fik programmet med blandt andet de to store sonateværker Liszts Dante-sonate og Schumanns Fantasi opus 17 – spillet efter hinanden – inden pausen. En ambitiøs første halvleg.

Pogorelichs fysik er det umiddelbart mest slående kendetegn. Han er stor og har enorme hænder. Hele hans opbygning er fysisk, klimaks er voluminøst fysisk, der bliver ganske enkelt tævet i tangenterne og forte er ikke et mål, men en tilstand. Slåfejl, som der var en del af, var ikke bare små finker af fadet, men ordentlige gnister fra smedjen.

Et andet kendetegn er, at Pogorelich spiller med noder. Først tænker man, at han er blevet gammel og ikke kan huske og ikke tør spille uden, men den umiddelbare fremtoning er snarere, at han nyder sine noder, som om han åbnede en bog, og at musikken får lov at strømme frisk fra noderne med stor lydhørhed over for rummet, klangen og de naturlove, der ellers kan dvæles ved og som skaber nuet i stedet for den udenadslærte fortolkning.

Liszt blev onduleret med fysik og sjæl.

Svær Schumann

Med Schumann kunne man sige, at musikken ikke var stærk nok til Pogorelichs fysik, eller at fysikken i hvert fald ikke var nøglen. Den ambitiøse fantasi blev onduleret på samme måde som Liszt, som den ganske vist også er skrevet til, men klaverstormen var udmattende og udløste snorken fra første række. Pogorelich har en lige så elaboreret kontrast til sit fysiske fortespil, når han sidder og væver filigran med sine lange fingre og putter tonerne med dem i et intensivt piano, men også her blev færdighederne til for meget væven og man måtte næsten beskylde ham for at trække musikken ud til mere end godt. I den tredje sats havde Pogorelich dog sjældent styr på Schumanns byg selv-melodier.

Man havde før pausen fået rigeligt musik og rigeligt lyd, men stadig en følelse af ikke helt at have mødt kunstneren. Den oplevelse var gemt til aftenens sidste punkt med Brahms’ Paganini-variationer. Her gik størrelsesforholdene mellem Pogorelichs fysik og færdigheder og musikkens udfordringer op i en højere enhed og virtuoseriet blev meditativt og stærkt. Det var ikke så meget musikken, man nød, som det rum, Pogorelich hele tiden havde holdt åbent, af nuets omstændigheder og musikkens muligheder, og som her fyldtes med et kunstnerisk væld af fysisk velvære. Som min trætte, tiårige ledsager sagde om det sidste værk: god musik behøver man slet ikke lytte til. Det kan man bare være i. Her fik Pogorelich i hvert fald demonstreret, hvad håndværk kan føre til, og retfærdiggjort sit selvbevidste kunstnerblik.

Ivo Pogorelich spillede Liszt, Schumann, Stravinskij og Brahms. Mogens Dahl Koncertsal. Den 28. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu