Læsetid: 5 min.

Grinet, der nægter at stivne

Efter 13 års albumpause er den elektroniske eremit Aphex Twin tilbage med et varmt og givende, rivende og ruskende fremtidschok, der smager af de gode gamle dage. Vi genkender mandens strategier, men bliver alligevel taget med bukserne nede
Få har formået som Aphex Twin at bevæge sig gennem så mange elektroniske genrer, stemninger, udtryk, indtryk, strategier med så overrumplende energi, idérigdom, kompromisløshed og ikke mindst kompositorisk mesterskab.

Få har formået som Aphex Twin at bevæge sig gennem så mange elektroniske genrer, stemninger, udtryk, indtryk, strategier med så overrumplende energi, idérigdom, kompromisløshed og ikke mindst kompositorisk mesterskab.

Anastasia Rybina

24. september 2014

Som en kær ven af den mærkværdigste slags driver Richard D. James gennem ærtesuppen af mystik og ind gennem den knirkende dør til vores verden igen. Han ser sig omkring, skærer igennem os med sine diamantøjne, kærtegner os med hænder af sandpapir. Han river de samme vitser af sig, slår stadig gækken løs med en ubeskrivelig rastløshed. Det er ellers, så vidt denne anmelder kan regne ud, ni år siden, han overhovedet har givet lyd fra sig. I hvert fald under et af hans officielle pseudonymer.

Aphex Twin er hans foretrukne alias. Et navn som hviskes med ærefrygt ned gennem gyderne i den elektroniske underbevidsthed og stadig får folk til at skælve af fryd. Få, hvis nogen, har formået at bevæge sig gennem så mange elektroniske genrer, stemninger, udtryk, indtryk, strategier med så overrumplende energi, idérigdom, kompromisløshed og ikke mindst kompositorisk mesterskab. Ikke for ingenting er han, omend noget upræcist, blevet sammenlignet med både Mozart og Beethoven. Selv mener han at være tættere på den melodisk enkle og sublime Erik Satie. Hvilket er et godt skud gennem den tåge, der omgiver manden.

Vores skødesløse netadfærd

Den 43-årige britiske elektroniske mester har skabt en fascinerende mytologi omkring sig selv. Via ganske få interviews har han skabt et uigennemskueligt spind omkring en »irriterende, løgnagtig, rødhåret knægt fra Cornwall, der skulle have været låst væk på en ungdomsanstalt«, som han har sagt om sig selv. Sært nok, så synes transparens at være en vigtig del af hans nye album. Men det kan også bare være endnu et røgslør. Man kan i hvert fald finde en fuld liste over alt det udstyr, han har brugt, på coveret. Og under PR-kampagnen kunne man – udover en Aphex-zeppeliner over London! – finde et link til en fuld liste over udgifterne til albummet. Listen skulle tilgås via den anonymiserende webteknologi kaldet Tor. Alle os, der stadig bruger almindelige browsere, kunne se den via det almindelige URL http://syro2eznzea2xbpi.com – hvor man så kunne læse en række oplysninger om ens egen computer og netadgang. Altså gjorde Richard D. James i sin albumreklame opmærksom på – og grin med – vores skødesløse netadfærd.

Richard D. James fortæller os flere ting på Syro. At han stadig er alene, at han stadig ikke lyder som nogen andre. At maskinerne taler i deres eget sprog, og at de ikke lader sig stoppe. Men også at mennesker kan og må forholde sig til dem, ikke kun kreativt, men også i forhold til privatlivet. Og han ved, hvad han taler om.

I sit virke kan han sammenlignes med andre berømte britiske enere som Kate Bush og Mark Hollis, der begge har skjult sig for omverdenens sultne blikke. Hollis er væk på 17. år, og Bush vendte tilbage til musikken i 2005 efter 12 års pause. Og derigennem har de alle tre kontrolleret deres kunstneriske virke med maksimal effekt, uden noget ydre diktat. Lige som vi bør styre vores eget privatliv, uden ydre overvågning.

Første album i 13 år

I disse dage kan vi frydefuldt hviske et nyt ord i Richard D. James-fanskaren, der blev dannet i de tidlige 90’ere. Det var dengang han satte den elektroniske verden på den anden ende og blev den arketypiske bedroom scientist – den elektroniske eremit, der omgivet af sin elektronik bygger sit eget enevældige kongerige og skriver sine egne spøgelseshistorier i printbanernes uendelighed. Det nye ord er Syro, og det er Aphex Twins første album i 13 år.

Som med alle Richard D. James’ plader, så er Syro sandsynligvis også blot en samling af tracks, som manden af uransagelige årsager finder betimeligt at benåde os med på dette tidspunkt i verdenshistorien. Altså ikke et album i nogen klassisk rockmusikalsk forstand, ikke noget med at gå i studiet og skabe et sammenhængende værk. I stedet har han sandsynligvis bare gennemgået sine harddiske – som han hævder der er over 100 timers uudgivet musik på – og limet 64 minutter og 38 sekunders musik sammen til os.

Men Syro er alligevel bemærkelsesværdigt sammenhængende. Som om Hr. James har sat sig for at skabe et smukt changerende værk, der åbnes med pop og afsluttes med klassisk. Allerførst singleudspillet »minipops 67 [102.2]« med døsig robotsang og mindelser om det umulige hit »Windowlicker« fra 1999. Herefter over stok og sten ud i fremtiden. Mandens kærlighed til den karakteristisk forvredne Roland TB 303-acid house-bas synes en stor del af tiden at udgøre det mudrede fundament for en melodisk elegance og en rytmisk epilepsi af en anden – altså Aphex’ – verden. Det er mildest talt hæsblæsende, og Syro har både sine melankolsk underskønne, uforsonligt privatsproglige, funky funktionalistiske og sexet slæbende dimensioner. Det er fornemmelsen af at blive lukket indenfor i en skør diamant, som Aphex Twin så beskyder nådesløst fra umulige vinkler. Og efter næsten en times apoplektiske laserangreb afsluttes Syro så med en impressionistisk smuk klaverepilog, der peger tilbage på albumforgængeren Drukqs fra 2001.

Aphex Twins diabolsk forvredne, grinende fjæs er blevet til hans varemærke, computeroverført på barmfagre modeller, små børn, ja, sågar kongelige højheder. Grinet findes også på det aktuelle pressebillede, hvor ansigtet er blevet klippet i tre stykker.

Det er musik, der er svær at tidsbestemme og umulig at sætte udløbsdato på. Syro er på gennemfart i en kommende tids jazz (eller p-funk). Bobler, flimrer, sitrer, kramper, kvalmer, fryder i en nådesløs raptus af ideer, forviklinger, forsiringer. Et varmt og koldt, rivende og ruskende fremtidschok, der smager af de gode gamle dage – altså dengang vi havde vænnet os til hyppigt nyt fra Richard D. James og dermed vænnet os til at træde ud af den almengyldige tid og ind i hans paralleldimension.

Denne gang genkender man mandens strategier, men bliver alligevel taget med bukserne nede under en helt igennem blændende – måske distanceblændende – magtdemonstration. Og gennem det hele griner varemærkegrinet bredt, overlegent og i et sjældent gavmildt hjørne. Det synes aldrig at være stivnet, som det kommer dér uventet gennem ærtesuppen, på besøg fra en anden verden.

Aphex Twin: Syro (WARP). Udkommer på mandag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Overbye
Thomas Overbye anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu