Hed campingvogn fra Sydhavnen

Sydhavn Teater debuterer med en forfriskende nytolkning af Ibsens ’Et Dukkehjem’. Med kærlighedens forviklinger tilsat luderstøvler og sprut hen over campingvognens sofahynder
20. september 2014

Selvfølgelig skal Sydhavnen have et teater. Det mener i hvert fald skuespilleren Mille Maria Dalsgaard og dramaturgen Søren Hansen. Nuvel, der er ikke nogen teaterbygning i Sydhavnen. Så Sydhavn Teater har da bare investeret i en campingvogn, der placeres rundt omkring i byen. Sådan!

Sydhavn Teater lægger hårdt ud med Ibsen. Den unge, tyske instruktør Mareike Mikat har digtet et nyt stykke over Et Dukkehjem. Et stykke, der ikke handler om, at Nora mister sin tillid til Thorvald og til deres kærlighed og forlader ham. Men et stykke, hvor Nora allerede har forladt ham, og hvor hun afprøver alt muligt for at finde ud af, hvad i livet der egentlig tilhører hende – og kun hende.

Hun er derfor i gang med at undersøge, om hun kan sælge sin egen krop. Der er i hvert fald både sygeplejerskekittel og pigegardestøvler af den kinky slags rundt om i de pudsige skabe i campingvognen, som scenografen Siggi Oli Palmason har omskabt til en skøn lummerbule.

Thorvald blotter sig

Mille Maria Dalsgaard er en uimodståelig Nora. Rasende langt ind i knoglerne og samtidig vildt sårbar under pornoparykkerne. Hendes ’økologiske sexarbejde’ handler om frigøre sig. Men egentlig er hun bare i panik mellem pailletterne.

»Du kan ikke blive ved med at løbe væk,« som Anne Voigt Christiansens jordnære og kærlige Kristine Linde siger til hende. Og til os andre, der kun sidder en halv meter fra hendes nøgne lår.

Thorvald finder hende såmænd også. Morten Hembos paniske langskægselsker buldrer i hvert fald ind og blotter sig totalt. For det har ikke hjulpet at gå i parterapi. Og nu vil han bare have hende tilbage …

Alligevel er det Jesper Hyldegaards Krogstad, der er forestillingens mest originale figur. Han vælter ind i rummet med en grovhed og en tørst, der hurtigt lænser alle flasker i skabene. Men han har også en følelsesmæssig gennemsigtighed over sin tunge krop, så man pludselig kan se alle de sår, han har fået, fordi han ikke har turdet blive elsket. Det giver en klump i halsen. Fordi det er så skånselsløst ærligt midt i alt det bevidst stiliserede.

Et mobilt Dukkehjem er et forfriskende bud på, hvor langt man skal gå for at række ud efter kærligheden. Og så serveres Ibsen endda med kaffe for bare 8-10 tilskuere ad gangen. Lige hjemme i gaden.

’Et mobilt Dukkehjem’. Baseret på ’Et Dukkehjem’ fra 1879 af Henrik Ibsen. Tekst og iscenesættelse: Mareike Mikat. Oversættelse: Mille Maria Dalsgaard. Scenografi: Siggi Oli Palmason. Dramaturgi: Teresa Schütz. Sydhavn Teater. Varighed: 60 min. Spilles i en campingvogn, bl.a. 20.-21. september på Den Røde Plads og 23-25. september på Bispebjerg Torv. Til 5. oktober. www.sydhavnteater.dk

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu