Læsetid: 3 min.

For i helvede!

Bent Vinn Nielsen har i sin nye roman endnu en gang med underspillet perfektion skildret den flinke og lidt kedelige fyr, der først alt for sent får gjort sig fri
1. oktober 2014

Det lønner sig at vente med at mene noget som helst om Bent Vinn Nielsens nye, sært stille roman. Man er nødt til først at lære den at kende. Lytte sig ind på dens specielle diktion og vænne sig til en underlig kantet kombination af varme og vrængende vrissen. Samt, sådan lidt efterhånden, finde sig i, at der sker så lidt. Se i øjnene, at et ækelt drab på en luder kan gøres til en biting i en bog, og at en Beckett-agtig roman sagtens kan have sin handling henlagt til Aalborg og omegn uden derfor at miste mystik.

Ligesom i Et liv i almindelighed (2010) har forfatteren valgt at skildre en mand af folket og give bogen hans stemme. Magnus Andersen, jeg-fortælleren, er søn af en fodermester, som blev arbejdsmand og oplevede det som at blive forfremmet, ganske som det skete for Bent Vinns far.

Selv har sønnen været i en bank, så regnskabsfører på en fabrik, siden kioskejer i 12 år. I talende stund bestyrer han en benzintank, der står over for at skulle lukkes. Og hvorfor han i titlen betegnes som den »svævende« tankbestyrer, det får man at vide til sidst.

Davre-damen

Kan man overhovedet skrive en bog om sådan en mand? Det mener Magnus i hvert fald selv, da han en dag på tanken møder en vaskeægte forfatter.

Hendes bil er ellers ikke noget at prale af, en japaner, Mitsubishi Space. Men hun er skam høj og flot og har et kæmpestort, blondt og fint hår, som får ham til at tænke på Brugsens havregrynspakker i gamle dage. Davre, som de hed, med tegning af Sikker Hansen.

Egentlig har forfatteren tænkt sig at skrive en bog om Magnus’ bror, som var hippie og socialist og kendte masser af spændende kvinder. Hvorfor, spørger Magnus, skriver du ikke om en sådan én som mig? »En kedelig mand, sådan én der aldrig oplever noget, fordi han har sit arbejde at passe. Sådan én som tjener sine egne penge, og som ikke har tid til at snakke med en forfatter om sin interessante storebror!«

Dermed har Bent Vinn Nielsen anslået et tema, som kendes fra flere af hans tidligere bøger: Den flinke, rare og bundsolide over for oprøreren, normbryderen, den grænseoverskridende, frække.

Forfatteren har endnu en gang påtaget sig den muligvis lidt utaknemmelige opgave at prøve at gøre rede for et almindeligt liv. Den opgave løser han med underspillet perfektion, samtidig med at han viser, at det almindelige sådan set slet ikke eksisterer, eftersom den enkeltes særlige liv rummer en hel og på sin egen måde vidunderlig og i grunden gådefuld historie.

På langturschaufførernes plads uden for tanken holder en autocamper, hvori der opholder sig en forhenværende skuespiller, som har vundet 12 millioner i Lotto og fabler om frihed. Og inde på tanken står Magnus, som paradoksalt nok virker mere fri!

Stram økonomi

Genremæssigt benytter Bent Vinn Nielsen det greb at folde en ikke-fiktiv fortælling, nemlig hovedfigurens løse memoirer fortalt til den kvindelige vaskeægte forfatter, ind i en fiktiv konstruktion, sådan at resultatet bliver en mellemting af tale og skrift, af dokument og digt, og af samtale og monolog.

Kunstfærdigt gjort – men samtidig mærkelig tørt, som om teksten hele tiden nærmer sig en mumlen og med møje må arbejde sig frem i små stød. Rent teknisk praktiseres en karakteristisk knap og økonomisk skrivemåde med korte sætninger og stramme typografiske afsnit, der langsomt mures op til korte underafsnit samlet i temmelig korte kapitler.

Vi kunne tale om omfangsminimalisme. Men inde i den form udfoldes til gengæld en art stofmæssig maksimalisme, ved hvilken Magnus’ beretning vokser til et stykke lokal- og danmarkshistorie fra 1950’erne frem til i dag.

Denne dobbelthed af stram formmæssig økonomi og iboende indholdsrigdom står sådan set udmærket til Magnus. Han er nemlig skrap til regnskaber og tal. Pisseskrap endda.

Men han bærer også på et uudfoldet potentiale, som først forløses til sidst, da storebroren er død. Man har hele tiden kunnet mærke det bane sig vej – i hans studse humor, i hans små vrisne udbrud, i omsorgen, hvormed han beskriver sin svigerinde Jenny, som han inderst inde altid har elsket. Men til sidst i bogen bryder det altså igennem. Jeg siger ikke præcis hvordan. Men jeg har da lært at bande som Magnus. Aldrig før har jeg hørt eller læst hans variant. Ikke for satan eller for helvede, men »For i helvede!«

Bent Vinn Nielsen: ’Den svævende tankbestyrer’. Roman. 246 s. Gyldendal. Kr. 279,75. Udkommer i morgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu