Instruktørgrebet i Aalborg Teaters opsætning af En Folkefjende er frækt: Efter pausen får publikum mulighed for at kommentere urimelighederne i Ibsens tekst direkte fra salen. For er det virkelig sådan, at en ansat ikke må gå til offentligheden og fortælle om virksomheden, hvis den påfører alle en sundhedsfare? De oprakte hænder var overraskende mange – i hvert fald i mandags. Og det var både yngre og pensionister, der gerne lige ville udtrykke deres erfaring med åbenmundethed. Det risikable ved denne satsning er naturligvis, at teatret sagtens kan komme ud for, at ingen i salen har lyst til at sige noget som helst – specielt ikke, når et videokamera projicerer et billede af den talende tilskuer nede på rækkerne op på en storskærm over scenen. Men talelysten fejlede ikke noget. Uanset debattens forløb skal forestillingen hver aften dog helst ende tilbage i Ibsens fiktion: I den kompromisløse fortælling om badelægen ved byens tiljublede kurbad, Thomas Stockmann, som opdager, at badevandet er forgiftet – men som ikke kan få pressen eller myndighederme til at gøre noget ved det.
Og som alligevel bliver ved med at kæmpe og lægge sig ud med alle i samfundet, også selv om han har kone og børn at tage hensyn til.
Denne fortælling rummer Ibsens umiskendelige uforsonlighed og 1880’ernes autoritetstro. Alligevel har den norske instruktør Hans Henriksen ubesværet omlagt handlingen til i dag. Dramaturgen Jens Christian Lauenstein Led har bearbejdet teksten med sikker saks, og scenografen Nicolai Spangaa har skabt den hippeste lejlighed med noget 50’er-tapet og nogle smalbenede trendy møbler.
Perfekt slipseknude
Det vigtigste er dog, at brødrene Stockmann træder i karakter. Mads Rømer Brolin-Tani spiller den vrede badelæge med en oprørthed og en fanatisme, der flot forklarer, hvorfor denne mand aldrig sætter sig ned et øjeblik i sin ternede skjorte og tænker tingene roligt igennem og klør sig i skægget. Hans storebror, Peter, spilles uhyggeligt troværdigt af Martin Ringsmose, der træder ind i et ulasteligt jakkesæt og verdens mest perfekte slipseknude. Hans forretningsmandsloyalitet over for kurbadet sidder i hele hans fjederspændte krop, og hans ord flakker i forsøget på at tæmme vreden over lillebroderen.
For kan han da ikke se, at han ødelægger alt for sig selv? Forstår han da ikke, at man ikke kan sladre, uden at samfundet vender én ryggen?
Arv eller miljø
Det er i konflikten mellem Thomas Stockmanns viden og hans forståelse for samfundets spilleregler, at opsætningen virkelig blomstrer – og det er her, at ensemblet giver hver spiller den nødvendige plads. Og når badelægens teenagedatter spiller sit faderkompleks helt ud, sådan som skuespillereleven Victoria Carmen Sonne gør det, så bliver Ibsens evindelige refleksion om arv og miljø virkelig interessant.
For hvorfor følger nogle mennesker strømmen, mens andre går imod? Og er det arveligt eller socialt betinget, at to brødre kan falde så forskelligt ud?
Forestillingens anklager mod pressens hæderlighed er dog ret grovmotoriske. Og i den afsluttende perspektivering kan det virke kyllingeagtigt, at forestillingen mest kritiserer USA’s politikere for løgnene forud for Irak-krigen og den slags. For hvorfor kun gribe til det globalpolitiske? Hvorfor ikke tale om Lars Løkke Rasmussens bortforklaringer? Og hvorfor ikke supplere med noget lokalt hykleri fra Aalborg? Fortrængningsløgnen er jo ikke kun hos de andre – den er lige her.
På bølgelængde
Aalborg Teater sejrer med En Folkefjende, alene fordi dets publikum føler sig så respekteret og på bølgelængde med skuespillerne, at den enkelte tilskuer tør blande sig i fiktionsdebatten. Det er flot gået. Hvilket andet dansk teater ville kunne satse på sådan en tillid?
»Vi vil ikke have dit rottevand,« råbte en tilskuer fra salen. Her fik skuespillerne ren besked. Så dialogen med publikum lykkes fuldt ud. At så Ibsen ikke helt får hæftet enderne, det går nok for denne gang.
For pointen fejler ingenting: At det koster uoverskueligt meget at være whistleblower.
’En Folkefjende’. Tekst: Henrik Ibsen (1882). Oversættelse og bearbejdelse: Jens Christian Lauenstein Led. Instruktion: Hans Henriksen. Scenografi: Nicolaj Spangaa. Aalborg Teater til den 4. oktober. www.aalborgteater.dk
