Læsetid: 2 min.

Klaustrofobiske replikker

’Ilt’ på Husets Teater er dobbelt så langt, som historien kan bære. Men Thomas Hwan er fascinerende som manden, der forsøger at forstå sin kvindes kvababbelser over at ville have et barn
Tilde Maja Frederiksen overvejer, om hun egentlig ønsker at blive gravid, mens kæresten Thomas Hwans støtter hende i det – og i det modsatte – i Husets Teaters langstrakte forestilling Ilt.

Henrik Ohsten Rasmussen

27. september 2014

Thomas Hwan er en fantastisk skuespiller at følge. Hans pokerfjæs har været afgørende i Det Røde Rum i Skuespilhuset, hvor han har spillet alt fra fornuftig virksomhedsejer i Kagefabrikken til psykopatisk pilot i Det Gode Menneske fra Sezuan og skruppelløs forfører i Madame Bovary.

I sommer indledte han sin freelancekarriere ved at spille manipulerende mand i Et Dukkehjem rundt om i private københavnerlejligheder, og til november venter hovedrollen i Romeo og Julie på Skuespilhusets Store Scene.

Alt lykkes tilsyneladende for denne vendelbo.

Men lige nu spiller han Tilde Maja Frederiksens kæreste i stykket Ilt på Husets Teater.

En kæreste, som langt hen ad vejen tier stille. Som lytter og nikker og rømmer sig – og som følger sin kvinde i det, hun vil. Nu er det barnet, der er blevet det store emne mellem dem. Det barn, som de måske skal beslutte sig for at få. Måske.

Tilde Maja Frederiksen spiller den neurotiske kvinde, hvis hypersensitivitet slår ud ved enhver kommentar fra hendes ellers så rolige mand. Intet kan han sige. Ikke uden at hun tolker bål og brand ud af hver eneste ytring.

Selvhøjtidelig

Gudskelov redder Tilde Maja Frederiksens stædige humor denne enstrengede teaterfigur, og Thomas Hwans stovte mandighed sørger for, at teksten ikke virker komplet pinlig. Ikke mindst i replikkernes halvhjertede økobetragtninger om den enkeltes ansvar for den globale overbefolkning.

Teksten af den engelske dramatiker Duncan MacMillan virker mest af alt som en glimrende idé i en klodset formulering. Teksten har godt nok fået alverdens priser. Men sådan som teksten fremstår på Halmtorvet, så er den mindst dobbelt så lang, som dens idé kan bære. Og den har en selvhøjtidelighed, der virker gammeldags og klaustrofobisk.

Under sparepærer

Lars Mikkelsen og Simon K. Boberg har ellers oversat replikkerne med stærk energi og heftige nutidsord. Alligevel føler man mest af alt, at instruktøren Christoffer Berdal burde have tilladt sig at skære halvdelen væk – og ikke mindst at kaste den påklistrede slutning i havnen.

Men det er altså ikke sket. Selv om de to spillere bare står og taler og taler i syv kvarter på et nøgent scenegulv uden møbler – under nogle forudsigelige sparepærer, der langsomt går ud, efterhånden som gejsten forlader de to skrøbelige sind.

Men Thomas Hwan og Tilde Maja Frederiksen gør tekstens tåbelige og ukærlige figurer levende. De følger hinandens begejstring og livsskepsis med seismografisk akkuratesse. Og de gør barnetrangen til noget eksistentielt vedkommende, fordi de både giver tvivlen kød og blod – og pokerfjæs: For tør man få et barn? Og tør man lade være?

Ilt. Tekst: Duncan MacMillan (Lungs, 2011). Oversættelse: Lars Mikkelsen og Simon K. Boberg. Instruktion: Christoffer Berdal. Lys: Mads Vegas. Husets Teater til 11. oktober. www.husetsteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu