Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Krigen som skønhed

Sammenstillingen af Willumsens stort set ukendte sort-hvide skildringer af krig fra starten af det tyvende århundrede og Jan Grarups sort-hvide fotos fra nutidens brændpunkter, viser vellykket, hvordan æstetikken kan trække erkendelse med sig
Jan Grarup: Boys playing with a toygun found in the outskirts of Kabul, oktober 2012

Jan Grarup: Boys playing with a toygun found in the outskirts of Kabul, oktober 2012

Kultur
23. september 2014

Ved indgangen til J.F. Willumsen Museum i Frederikssund, der i efterårssolen skyder op af grønne plæner som en sær rustrød champignon, bliver jeg spurgt:

»Vil du til den bløde side, eller den hårde?«

Inde til venstre kan man kaste sig ud i Willumsens sædvanlige farvehav og atter føle højsommer med uforlignelige badende børn eller nyde den smukke kvindelige vandrer, der skuer ud over bjergene. Det er sådan, vi kender Willumsen, der i et langt produktivt liv skrævede over det attende og nittende århundred og også favnede adskillige kunsthistoriske retninger.

Men det er ikke derind, jeg skal. Det er til højre, det hårde foregår. Glasdøren åbner automatisk op til sort-hvide billeder af så megen gru, at man må spørge sig selv, hvorfor man frivilligt konfronteres med det. Og det gør man måske netop, fordi det så alligevel er … så smukt.

For i anledning af 100-året for udbruddet af Første Verdenskrig har man på Willumsens Museum fået den fine idé, at sammenstille en række ukendte malerier og grafiske værker, som krigen inspirerede Willumsen til, med krigsfotograf Jan Grarups billeder fra vor egen tid. Willumsen gik i konfrontationen med krigens rædsler ned i format og over i sort og hvidt og udførte ofte sine skilderier i grafik, så det lettere kunne reproduceres og transporteres. Han ville frem med et budskab.

J.F. Willumsen: Den belgiske Fange (De tre slags fanger), 1918.

J.F. Willumsen: Den belgiske Fange (De tre slags fanger), 1918.

Foto fra udstillingen

Lidelsens ikonografi

Jan Grarups har gennem lang tid konsekvent valgt at lade sine fotografier være sort-hvide, når han skildrer nogle af vor egen verdens største konflikter: Golfkrigen, folkedrabene i Rwanda og Darfur og sidst Den Centralafrikanske Republik. Det er stærke sager, der her samles under titlen Krigens aftryk. Ved at sætte Grarups fotografier sammen med Willumsens billedverden hæver det hele sig op til en lidelsens ikonografi, som et af udstillingens rum hedder.

Kunstnere er de afgjort begge. Grarup vægrer sig ofte mod titlen, også på denne udstilling, når han i høretelefonerne rundtom forklarer, hvordan han arbejder. Grunden er vel, at Grarup ser det som sin opgave at formidle virkeligheden. Et budskab. Men samtidig får han også forklaret, hvad kunsten så består i: Alt kan fotograferes. Og ud af de tusindvis og atter tusindvis af billeder vælges der så nogle ganske få ud. Arbejdet som dokumentarist, som i Grarups tilfælde i årevis har foregået som ansat på Ekstra Bladet og Politiken, har også sine begrænsninger: Der er billeder, som er så barske, at de ikke kan vises i en avis.

På et tidspunkt standser jeg således op over for et stort fotografi af en sort piges hoved taget i profil. Det virker fredeligt. Jeg når at tænke, at jeg godt kunne tænke mig dette billede og forstår ikke rigtig hvorfor. Slet ikke når man ser nærmere efter, hvad det forestiller: Hvide behandskede hænder rækker ind i billedet oppefra: De er ved at pleje et sår. Et dybt snitsår på pigens sorte hoved, så dybt og åbent, at det må være kraniet, der ses i hvidt. Jeg er lige ved at vende hovedet bort. Men skønheden har et øjeblik holdt motivet på afstand. Samtidig er der noget bekendt ved billedet. Det er næsten sammenfaldende med en reklame for Cirkelkaffe med en tegning af Sikker Hansen, som endte rundt om i mange små danske hjem i tresserne og halvfjerdserne.

Konflikten i Centralafrika. Familiemedlemmer til en ung mand, der blev skudt og dræbt, da chadianske MISCA styrker gik på jagt efter anti-balaka krigere.

Konflikten i Centralafrika. Familiemedlemmer til en ung mand, der blev skudt og dræbt, da chadianske MISCA styrker gik på jagt efter anti-balaka krigere.

Jan Grarup

Krigens realiteter

Det er på sådan vis, at udstillingen i bredere forstand kommer til at handle om, hvordan billeder kommer i omløb og med faste rammer muliggør et møde med selv den værste realitet. Willumsens arbejde med lidelsens ikonografi kan studeres i et rum for sig, med en montre, hvor fotografier af døde mennesker på slagmarker og i skyttegrave sirligt er klippet ud og klistret op i notesbøger, der ligger ved siden af gamle kobberstik.

Samtidig er der også Willumsens egne eksemplarer af Goyas skildringer af krigshandlinger og billeder fra den kristne lidelsesikonografi. En bagbunden Sankt Sebastian er som motiv uden tvivl inspiration til Willumsens radering »Den belgiske fange« og klinger videre i visse af de fiktive henrettelser, som unge mænd i Den Centralafrikanske Republik udfører for Grarups kamera – som så igen peger tilbage til Goya. Grarups fotografier af kvinder, der i Den Centralafrikanske Republik modtager nyheden om en slægtnings død, har lange rødder ind i en ikonografi, hvor Maria sidder med sin døde søn Jesus i armene.

»Jeg kan bare ikke have det,« siger en ung pige til sin veninde, efter så alligevel at have set krigens realitet i øjnene på et af Grarups fotografier.

Det er med god grund, gymnasieelever flokkes i Frederikssund for tiden. For med den bevidst ukronologiske ophængning trænger en erfaring af krig sig på, der måske kun kan ske på præcis denne måde: gennem stor skønhed.

’Krigens Aftryk’ – J.F. Willumsen & Jan Grarup. J.F. Willumsens Museum. Udstillingsperiode: 13. september 2014–18. januar 2015

J.F. Willumsen: Miss Edith Cavell’s Martyrium, 1916.

J.F. Willumsen: Miss Edith Cavell’s Martyrium, 1916.

Foto fra udstillingen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Efterhånden er der flere mennesker på kloden, som lever i ufred frem for fred...

Mennesket har ikke kunnet frigøre sig fra sine primitive kræfter/ arv - til trods for alle opfindelser, rumprogrammer og skønlitteratur/ kunst m.m.