Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Kvinden med dolken i sin stemme

Kate Bush har sluppet sit værk løs i virkeligheden for første gang siden 1979. Det er 35 år siden, man sidst kunne høre hende synge sine egne sange til en koncert. Og den britiske mesters vildt uventede comeback er ikke en resignation, men en kunstnerisk kontraoffensiv af musikhistoriske dimensioner
Kate Bush optræder med sine sange for første gang i 35 år – ved 22 koncerter i London.

Kate Bush optræder med sine sange for første gang i 35 år – ved 22 koncerter i London.

Ken McKay

Kultur
22. september 2014

»Den kommer fra et stille sted,« har Kate Bush sagt om sin mageløse musik. Men verden er ikke et stille sted. Og Kate Bushs karriere har fra begyndelsen formet sig som en lang flugt væk fra omverdenen.

Hun var 19, da det lykkedes hende at overbevise EMI-bossen Bob Mercer om, at hendes debutsingle skulle være den overjordiske »Wuthering Heights« og ikke den langt mere joviale »James and The Cold Gun«. Og hun var stadig 19, da verden gav hende ret, sendte singlen til tops og gjorde hende til den første kvinde nogensinde, der nåede nummer et på den britiske hitliste med en selvkomponeret sang. Endda fire uger i træk.

Selv om pladeselskabet EMI holdt hende tilbage i næsten to år, inden de slap hende løs foran en måbende omverden, var hendes kunstneriske temperament, seksuelle frisind og kropslige tilgang til musik ikke uproblematisk i sen-70’ernes Storbritannien.

Hun blev gjort til sexsymbol, hun blev patroniseret og snart stemplet en særling. Pressens og publikums opmærksomhed rev alt med sig, hendes ungdoms kunstneriske isolation lå i ruiner.

Der fulgte en pragmatisk og kontrolmanisk retræte, en dybt nødvendig manøvre, der skulle præservere og galvanisere hendes væsen og virke. Kommercielt startede hun på toppen og har aldrig matchet »Wuthering Heights«’ succes, kunstnerisk og menneskeligt krævede det en enorm omorganisering at finde roen til at blive en af de vigtigste kunstnere i moderne musikhistorie. Og det lykkedes.

Hendes Tour of Life i 1979 gjorde ikke tingene bedre. Videoprojektioner på et stort cirkulært lærred, en rampe, hun gled op og ned ad, skuespil, dans, et kæmpeæg med rødt satin-for (som hun klædte om i) var en del af den vildt ambitiøse og bekostelige turné-opsætning.

Resultat: skelsættende koncerter, omverdenens beundring – og hovedpersonens totale og inderlige udmattelse. Det var for meget, for hårdt, for skræmmende, for drænende. Den 13. maj 1979 var sidste gang, Kate Bush gav en koncert. Nogensinde.

Kate Bush

  • 30. juli 1958: Født Catherine Bush i Kent, England.
  • 1973: Laver første udgave af det senere hit ’Man With The Child In His Eyes’. August 1973: Indspiller første demo med Pink Floyds David Gilmour.
  • Juni 1975: Indspiller anden demo med Gilmour.
  • 1976: Går ud af skolen, flytter hjemmefra og skriver kontrakt med EMI.
  • 1976-1977: EMI sætter hende på standby, indtil hun er blevet lidt ældre. Hun skriver sange og tager danse- og mimelektioner.
  • 20. januar 1978: Debutsinglen ’Wuthering Heights’ udgives.
  • 17. februar 1978: Debutalbummet ’The Kick Inside’ udgives.
  • 7. marts 1978: ’Wuthering Heights’ når nummer et og bliver der i fire uger.
  • 1979: Koncertturneen ’Tour of Life’ bliver hendes første og sidste i 35 år.
  • 8. september 1980: Hendes tredje album ’Never For Ever’ bliver det første album af en kvindelig solokunstner, der når toppen på den britiske albumhitliste.
  • 13. september 1982: Fremmedgør sine fans med sit fjerde album ’The Dreaming’, som ikke har nogle egentlige hits.
  • 16. september 1985: Udgiver hovedværket ’Hounds of Love’, der omfavnes af både fans og kritikere.
  • 1993-2005: Pladepause foranlediget af flere dødsfald, ikke mindst moderens – samt dernæst i juli 1998 af fødslen af hendes eneste barn, sønnen Albert McIntosh.
  • 2011: Forlader EMI og etablerer sit eget pladeselskab, Fish People.
  • 26. august 2014: ’Before The Dawn’-koncertrækken begynder.

Et levet liv

Altså indtil i år. Hvor denne anmelder og hundredtusinder af andre fans verden over sad klar ved tasterne for – med vantro – at sikre sig billetter til Before The Dawn-koncerterne, da de blev udbudt klokken 10.30 dansk tid den 28. marts.

Den 26. august sang den nu 56-årige dame for første gang i mere end 35 år offentligt sine sange, og i fredags så jeg det 15. af de i alt 22 shows, alle opført i det ærværdige og nyistandsatte Eventim Apollo. Eller Hammersmith Odeon, som det hed, dengang Bush optrådte der for 35 år siden.

Hun går på scenen foran sine fem korsangere i geled. Der er et enormt suk i salen, som om al luften bliver suget ud af tid og rum. Den uventede genforening med publikum ... de 35 års forsinkelse ... ikke længere en nymfe, men en moden dame. Et levet liv, der har sat sig. Et værk, som endelig bliver optøet, dirigeret nænsomt ud i verden.

Kate Bush med danser i Falconer Salen i april 1979.

Torben Christensen

Det næsten to timer og 45 minutter lange show – eksklusive pausen – er uendelig langt fra en resigneret stjernes retur til offentlighedens søgelys for at labbe folkets hyldest i sig – til gengæld for pligtskyldigst at aflevere sine greatest hits. Nej, det er en kunstnerisk kontraoffensiv af musikhistoriske dimensioner.

Alene setlisten er sigende. Der er intet – absolut intet – fra årene før hovedværket, hendes femte album Hounds of Love fra 1985. Ingen klassikere som »Wuthering Heights«, »Army Dreamers« eller »Babooshka«.

Og der bliver heller ikke givet ved dørene i forhold til de sene plader. Hovedvægten er lagt på de to sangsuiter fra Hounds of Love og Aerial, druknedødsfeberfortællingen The Ninth Wave og den luftige solcyklus An Endless Sky of Honey, der udfoldes i fuld længde.

Men først seks regulære sange fremført med ynde og præcision af band, kor og Bush. Fire sange fra de ikke ubetinget vellykkede plader The Red Shoes og Aerial, og så kun to egentlige klassikere, »Hounds of Love« og »Runnning Up That Hill«.

Efter suiterne følger to ekstranumre: »Among Angels« fra hendes seneste plade, 50 Words For Snow, og endelig endnu et hit, »Cloudbusting«, der ender i ekstatisk fællessang.

Det er et pletvist katastrofalt og frustrerende egensindigt udvalg, der ignorerer mesterværker til fordel for bare almindeligt gode sange. Ikke noget crowdpleasing her. Men det er tilgiveligt, for det er de to sangsuiter, det handler om. 18 måneders forberedelse med en hær af koreografer, lysdesignere, musikere, korsangere, dansere, projektionister, dukkeførere og lydfolk er gået forud.

Vi er her for at se Kate Bush og hendes enorme stab reetablere og forløse damens visioner, som de kun sparsomt blev realiseret under Tour of Life. Det her er ikke en koncert, men et naturromantisk og dødssvangert gesamtkunstwerk.

Uden for normal logik

Og det fungerer, som kun drøm og mareridt kan fungere. Uden for normal logik og gængs gennemskuelighed. På den enorme scene – både i bredden og højden – bliver The Ninth Wave til en dybblå, mørk, vandig, psykoakustisk fortælling i film, dans, skuespil, sang og musik om døden og al den kærlighed, den efterlader hjemløs.

Protagonisten – spillet og sunget af Bush – ligger i iskoldt vand i sin redningsvest og hallucinerer. Gulvet bliver levende med store bølgende lagener udsat for havprojektioner, til en levende grav af erindring og tab. Bush besøger en ekspressionistisk skævvreden dagligstue, hvor sønnen og ægtemanden ikke ved, at hun er døende. Det er en både sjov og sørgelig scene.

En helikopter – tryllet frem af lyd og en anordning af lys og damp (og med reference til Pink Floyds The Wall, som hun elsker) – banker over publikum i flere minutter i jagten på den forsvundne dame. Mod slutningen bærer menneskestore fiskeskeletter hende fra en bøje i havet, væk fra redningsfolkene.

An Endless Sky of Honey er til gengæld lys og luftig. En 10-15 meter høj træport sænkes ned fra loftet, og en dukkefører og hans drengestore trædukke går ind i en verden, hvor naturens cyklus er den store kunst. Bushs eneste barn, sønnen Bertie McIntosh, forsøger i rollen som en maler at fange naturens farver på et fladskærmslærred, hvor solnedgangens nuancemillion hele tiden forandrer værket.

Bushs yndlingssanger er solsorten, dernæst sangdroslen, og hvis vi havde glemt, hvor optaget Bush er af naturen, af det irrationelle og mystiske og magiske, så lyser det i et væld af fortolkningsmuligheder fra scenen. Musikalsk og scenografisk trækker hun os gennem klædeskabet og ud i en verden ladet med mystiske tegn, hvor vi selv må digte med.

Kate Bush afdækkede sine britiske rødder i de materialistiske 80’ere, hvor ideen om myte og magi, nostalgi og længsel efter et svundet hedensk moderland blev forvist til indre eksil.

Det er ualmindelig passende, at hun vender tilbage i en tid, hvor mysticismen er et nødvendigt modtræk til den positivistiske og højteknologiske tidsånd. Before The Dawn taler til vores forestillingsevne og vores indre verdener.

Magiske rum

Hendes sange er fuldendte magiske rum, forløst i studiets perfekte fiktion, hvor hun sjældent er Kate Bush, men i stedet et væld af karakterer såvel som dyr og sagnskikkelser.

Her i showet åbnes sangene ud mod offentligheden med fuld fokus på idolet, og hun forsøger især i de to sangsuiter at overkomme dette ved at forsage sin stjernerolle og søge ind i sangenes fiktioner. Smukkest og klarest, da porten til sidst i An Endless Sky of Honey åbner sig, og Bush flyver ud gennem den som en enorm ravn. Tæppefald.

Det er forunderligt at overvære Catherine Bush slutte en cirkel i sit kunstneriske virke og liv. Et privilegeret liv i et stort idyllisk bondehus i udkanten af London med en småskør, velstillet, irsk-engelsk bohemefamilie, der viste sig at have pragmatiske muskler, da de skulle beskytte datterens og søsterens kunstneriske geni i hypens perfekt nådesløse storm.

Hun var pakket ind i den kærligste vat, men dérinde udkæmpede hun personlighedens dybeste slag: Kampen for ikke at miste sig selv og kærligheden. Hendes biografi er et uskyldstab, dernæst en genvinding af uskylden.

Hun er en komplet musiker. Dansen og mimekunsten har været central for hendes übersanselige og kropslige tilgang til komposition og sang.

Hun er magisk som pianist, frygtløs og innovativ som producer, ekspressiv og udfordrende som danser og koreograf, original, sofistikeret og vildtvoksende som sangskriver, skelsættende og tusindtunget som sanger.

Hun er kvinden med dolken i sin stemme, og selv om den er blevet lidt sløvere – eller måske rettere dybere – med tiden, så skærer hun også i vores høje frekvensområder denne aften. Stadig i besiddelse af den reneste stemme, som hun har svinet til, revet i stykker og skreget af led i et væld af inkarnationer langt hinsides kønslige, etniske og personlige grænser. Sandsynligvis den største og mest alsidige stemme, populærkulturen har hørt.

Hun er altid gået i ét med sine sanges karakterer. En vietcong-soldat på jagt efter fjenden under Vietnam-krigen. Udbryderkongen Houdinis kone, der forsøger at komme i kontakt med sin afdøde ægtemand. En australier i gang med at udrydde aboriginere. Et æsel i en fortælling inspireret af Stephen King. En ung kvinde – hende selv – der pludselig forstår, at hun ikke kan påskønne al kærligheden.

Det ser det ud til, at hun kan nu. Hun takker hjerteligt, smiler, åbner armene og tager imod – ikke bare den intime, men også den offentlige kærlighed. Den, der larmer så meget denne aften, at taget er ved at løfte sig. Jeg er overraskende nok kun ved at tude tre gange undervejs.

Kate Bush: Before The Dawn, Eventim Apollo, London, England i fredags

Kate Bushs 25 vigtigste sange med stigende sværhedsgrad

  • Blow Away
  • Wuthering Heights
  • The Man With The Child In His Eyes
  • Wow
  • Breathing
  • Babooshka
  • Running Up That Hill (A Deal With God)
  • Cloudbusting
  • Jig of Life
  • Army Dreamers
  • There Goes a Tenner
  • Hounds of Love
  • Never Be Mine
  • Deeper Understanding
  • Mother Stands for Comfort
  • Under Ice
  • Delius (Song of Summer)
  • Pull Out The Pin
  • Suspended In Gaffa
  • All The Love
  • Hello Earth
  • Mrs Bartolozzi
  • Lake Tahoe
  • The Dreaming
  • Get Out Of My House
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Lindy Hansen

Ja. Det forekommer vildt.