Læsetid: 4 min.

En mesters slowfood til en utidig verden

Leonard Cohen er hurtigt tilbage i sadlen igen med et nyt album efter kun to et halvt års pause. Stadig på vej mod en solnedgang, som få har malet i så lystige og alligevel mørke farver
23. september 2014

Som han rider forbi dér mod sin helt egen private solnedgang med et stadig mere koncentreret blik, så må man bare ærefrygtigt tippe på hatten for Leonard Cohen.

En sanger, sangskriver, forfatter, der som få har malet døden i så lystige og alligevel mørke farver. Og her er hans nye album Popular Problems ingen undtagelse. Den på tirsdag 80-årige mester er tilbage i sadlen kun to et halvt år efter sit forrige strålende album Old Ideas.

Hans stemme synes at dykke mod en stadig dybere grusgrav, mens sangene på Popular Problems har deres egen sindige charme typisk båret af en enkelt lækker detalje. Et lækkert blæserriff, et lummert keyboard-groove, en let country-shuffle. Enkle lavmælte virkemidler som akkompagnement til Cohens kispus med livets sidste store spørgsmål akkurat som på Old Ideas. Hvad efterlader jeg? Hvad vil jeg blive husket for? Hvad har jeg lært?

Det er ikke ’popular problems’, som i populære, men som i almene problemer. Og det er et sindsoprivende album ikke i æstetisk, men i filosofisk forstand.

Det er et under 36 minutter kort og ni numre homogent opus indfarvet med en mondænt enkel blues, soul, gospel. De prunkløst spartanske, men komfortabelt møblerede rum tillader den canadiske mester at lunte rundt med rolige, men elegante skridt på gigtstive versefødder uden at bekymre sig om nymodens luner eller konventionel skønhed. I nypolerede sko med grus under sålerne. Melodisk udglattende, lyrisk skurrende, groovy lurende. Slowfood til en utidig verden.

»I like to take my time/I like to linger as it flies/A weekend on your lips/A lifetime in your eyes

Sproglig troldsplint

Sangen »Nevermind« stikker musikalsk ud alene grundet sangeren Della Delorys mellemøstlige – både sproglige og musikalske – kompetencer. Over et bluesriff på tangenterne synger hun nogle arabesker, som slår et fint lille hul i Popular Problems’ ellers så homogene helhed. Og det er jo – som Cohen har fortalt os – gennem hullet, at lyset kommer ind.

Det klæder i hvert fald albummet med en æstetisk og sproglig troldsplint. Ikke fordi albummet er kedeligt. Det er faktisk det meste af vejen en sofistikeret nydelse, men det er dundrende sindigt. Med »Did I Ever Love You« som undtagelsen, der slår over i en let galop i omkvædet.

Albummet er primært udformet i kompositorisk samarbejde med Patrick Leonard, og det allerbedste, man kan sige om ham, er måske, at han giver Cohen arbejdsro. Det er ikke ophidsende musik, men det er grundvoldsrystende sang og tekst. Ofte med musikken som en slags soundtrack til Cohens digte, typisk en hjertebanken under versene, hvorefter omkvædene strammer den musikalske muskelmasse i fint tempererede klimakser.

Det Gamle Testamente, krig, armod, Holocaust, impotente fredsaftaler svirrer stadig om Cohen som en fjern cancer.

Han slår det hen, han må se væk, ned i sine sko – mister åbenbart aldrig sin bittert ironiske tilgang til sin og menneskets selvoptagelse, til vores førsteverdenskvababbelser. Der er tal på kulturspøgelsets håndled. Der er voldtægt og pogromer.

»My father says I’m chosen/My mother says I’m not/I listened to their story/Of the Gypsies and the Jews/It was good, it wasn’t boring/It was almost like the blues

Som så mange gange før spidder han os, samtidig med at han lukker kløften mellem verdenshistoriens modbydeligheder og det vestlige menneskes åndelige lidelse. Bare fordi den er tom, behøver den ikke være let, påpeger han.

Rødderne stikker dybt

Fortrydelse har aldrig været hans stærke side, men derfor kan man jo godt synge the blues med stolt smadret stemme. Ikke mindst når der stadig er forrædere, som har en skålfuld af løgne, hvor de engang havde en mund.

Et eller andet sted er det vinter. Og Cohen ved godt at han aldrig vil blive så fuld, som han var engang.

Udslagene er mindre, armbevægelserne er indskrænkede, de horisontale fornøjelser er ikke, hvad de har været. Sanserne kan være forræderiske.

Men rødderne, dem kan man stole på, og i Cohens tilfælde stikker de dæleme dybt i mulden, som skal æde os alle. Halleluja. Syng med!

Vi ankommer alle til vores helt private solnedgang. Det er den rene jammer, ja, en dyb uretfærdighed, mener særligt store egoer.

Men ikke Cohen. Han accepterer døden eller kæmper i hvert fald med at acceptere den – og for at gøre kampen alment tilgængelig uden på nogen måde at afhøvle knaster.

»You got me singing like my pardon’s in the mail. You got me singing the only song I ever had,« formidler hans ramponerede baryton til sidst på Popular Problems.

Og, ja, det kan da godt være, Hr. Cohen, at du kun har sunget én sang i stadig nye og tiltagende rustrøde farver karrieren igennem.

Men du har stirret dybere og med mere skælmsk og sort humoristisk visdom i denne ene sang end stort set resten af klodens befolkning kan finde i al verdens encyklopædiske fakta.

Der er altid noget, der er skrevet så småt, at man ikke kan læse det. Din kunst er en stadigt ekspanderende indsigt, lige så nyfigen som barnets famlende pølsefingre, lige så nuanceret som træernes efterårsdragt. Så rid videre mod solnedgangen. Den går ned for dig, ja, men aldrig over dine sange. Med eller uden musikalsk akkompagnement.

Leonard Cohen: Popular Problems (Columbia/Sony). Udkommer tirsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer