Et mørkt portræt af en nordisk outsider

Søren Mosdals ’Fimbulvinter’ er et episk klingende billeddigt og et markant tegneserieværk takket være en dragende iscenesættelse af fortællingen i et dunkelt Grønland
’Fimbulvinter’ er en saga om Erik den røde, den første nordbo, der koloniserede Grønland. Et portræt af en mand, der bliver et symbol på undergangen af den gamle orden. Illustration fra bogen

’Fimbulvinter’ er en saga om Erik den røde, den første nordbo, der koloniserede Grønland. Et portræt af en mand, der bliver et symbol på undergangen af den gamle orden. Illustration fra bogen

12. september 2014

Søren Mosdals Fimbulvinter er et episk klingende billeddigt, der delvis i pagt med sit sagastof, men også på noget frustrerende vis, slutter brat og lader løse ender flagre. Den forener diverse brudstykker i den større fortælling om Erik den røde i et mørkt portræt af en mand, der mister kontrollen i opgøret med sin søn og bliver et symbol på undergangen af en gammel orden.

Erik den røde er som bekendt den første nordbo, der koloniserede Grønland. Han var blevet forvist fra Island efter at have myrdet sin nabo og dennes to sønner i en tvist om to såkaldte sædestolper. Præmissen hos Mosdal er, at Erik gør sin historiske opdagelse, netop fordi han er utilpasset. Hans mangel på selvbeherskelse ligger et sted og lurer under hans storhed, men er naturligvis også direkte årsag til det fald, man fornemmer komme.

Mosdal har altid været fascineret af outsideren, eller i hvert fald personer, der føler sig som sådan: fra de utilpassede melankolikere i hans og forfatter Jacob Ørsteds udfordrende tegneserienoveller fra omkring årtusindskiftet, over de kiksede hipstere i makkerparrets topmorsomme generationsportræt Rockworld, der blev samlet i bogform i fjor, til folk-legenden Hank Williams, over hvem han ristede en hallucinatorisk rune i albummet Lost Highway fra 2010.

Mellem guder

Fimbulvinter er Mosdals mest konsekvente fortolkning af denne arketype. Sønnen Leif (den lykkelige), der hader sin far for hans utilregnelighed, søger struktur i det nye trossystem, kristendommen, som Erik ganske korrekt anser for en direkte trussel, ikke blot mod hans pionersamfunds asatro, men den selvgerådende livsstil han fører.

Leif bringer en benhård præst, Thangbrand, hjem fra en diplomat-rejse til det kristne Norge og den af sagakyndige velkendte historie om, hvorledes Grønlands første kirke blev etableret ved Eriks hustru Tjohildes mellemkomst kan begynde. Samtidig hærger en gruppe fanatiske asatro de nordlige bygder og fanger Erik i et ideologisk dilemma, hvor den indre trussel, som hans families kristning repræsenterer, står over for en mere ekstrem udgave af den autoritet, han selv er afhængig af at manifestere. Noget må briste og blod vil forråde blod.

Gudernes tilstedeværelse er konstant. Det gøres ikke klart, hvor konkret man bør fortolke de overnaturlige visioner og hændelser, der finder sted, men det er tydeligt at gudeverdenen er levende for menneskene i fortællingen. Tor hjemsøger Leif på havet og Thangbrand lammer med Guds navn en modstander i kamp. Særlig spændende i denne sammenhæng er Eriks mystiske håndlanger Farserk, som løber med store dele af fortællingen og hvis dagsorden aldrig er klar. Han er som en legemliggjort Loke, der sår kaos og tvivl blandt menneskene. Han introduceres selvbevidst af Mosdal som en visuel pendant til Hugo Pratts uudgrundelige helt Corto Maltese.

En torso

Tegneserien svækkes desværre af en udisciplineret og uklar disponering af stoffet. Man mærker hurtigt, at bogen er en groft hugget torso i et projekt, der oprindeligt var tiltænkt tre bind, som skulle have omfattet såvel Eriks opdagelse af Grønland som Leifs af Amerika. Vi hører ganske vist, at Leif har skimtet nyt land på horisonten under hjemrejsen fra Norge, men opdagelsens betydning udforskes ikke hinsides en noget forkølet skildring af en forfejlet ekspedition ledet af broderen Thorstein. På samme vis introduceres uventet og meget sent i fortællingen en søn, Leif har fået i Norge. Man fornemmer at han er vigtig, men så slutter historien, brat og uforløst.

Når Fimbulvinter trods disse mangler er et markant tegneserieværk skyldes det Mosdals dragende iscenesættelse af fortællingen i et kradst takket, dunkelt Grønland, der emfatisk yderliggør den indre konflikt. Det er sat i flade, tørre farver, hvor stærke accenter skærper mere eller mindre monokromt tonede scener. Mosdals tegninger er en syntese af wienersecessionens manierede konturføring og fladetegning og karikaturens humoristiske spændstighed – tænk Egon Schiele via Ragnvald Blix. Han gør det her mere sofistikeret og bjergtagende end nogensinde før. Der er en sær poesi over den måde, hans billeder ind i mellem synes at stå stille og lade fortællingen dvæle i nuet.

Ragnarok

Fimbulvinteren er den tre år lange vinter, som i nordisk mytologi varsler ragnarok. Mosdals analogi har med den gamle ordens undergang at gøre, symboliseret af asatroen, outsideren Eriks krigsherresamfund og, i sidste ende, den gamle verden, der med tiden skulle ændre sig så radikalt på grund af Leif den lykkeliges opdagelse.

At rammen for disse forandringer og vor forståelse af dem altid har været troen på en højere magt – den være sig spirituel eller ideologisk – antyder Mosdal ved den koldt brændende sol, der belyser hans grønlandske landskab. Om det er Odins ene øje eller Guds altseende ditto, eller blot intetheden, kommer ud på et.

Søren Glosimodt Mosdal: Fimbulvinter, Aben Maler, 136 sider, 290 kroner.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu