Læsetid: 4 min.

Når blodet pisker rundt

Iben Mondrups forunderligt smukke nye roman giver en længerevarende rystelse og bliver siddende i én som en nagende smerte og bundløs sorg
24. september 2014

For det første: Grønland er stort og mærkværdigt og smukt. For det andet: Livet kan være dødsensfarligt. For det tredje: Barndommen er bestemt ikke for voksne. For det fjerde: Kønnets erfaringer åbner ind til en hule af gys og kriblende fryd. For det femte: Intet menneske er en ø. Men egentlig er hver enkelt af os altid så uhjælpeligt alene, hver stund så ulægeligt sårbar.

Så basalt og måske banalt fristes man til at tænke under og efter læsningen af Iben Mondrups forunderligt smukke og intenst farefyldte nye roman.

I tre omtrent lige store dele skildrer den tre danske søskendes liv i Grønland, på Disko. På denne enorme ø bor tusinde mennesker sammen med en masse højt hylende og desværre indimellem hensynsløst bidende hunde, under lyse sommerhimle og i vinterens buldermørke.

Tre børn, tre sind

Romanen indledes med en kort prolog, som effektfuldt foregriber dens dramatiske slutning. Men ellers får læseren lov at følge familien gennem et år, fra de kommer hjem fra ferie i Danmark, og til de pakker tasker sommeren efter.

Med suverænt greb om det episke stof sørger Iben Mondrup for, at man uden at kede sig oplever de samme begivenhedsforløb to eller endda tre gange, blot vel at mærke set via tre forskellige par øjne og gennem tre ret så forskellige sind.

Ja, børnenes sansninger og refleksioner ses oven i købet skrevet igennem med voksende kompleksitet, således at det hele bliver både vanskeligere og voldsommere, mens der undervejs skiftes synsvinkel fra lillesøster Bjørk på ca. ti år videre til broren Knut på tolv og til Hilde, der er femten.

Er det så en ungdomsroman? Nej, men den bør læses af folk fra femten til et stykke over femoghalvfems.

For den udmærker sig ved billedligt talt at holde snuden helt nede i sporet og side for side, scene for scene at bevare sit sikre tag i den givne genstandsverden; smagen af sælsuppe, den ramme stank af rådne fisk og synet af de hundelig, der vinteren igennem har ligget under sneen, men kommer frem, da det bliver forår.

For store hænder

Hvor risikofyldt og barsk tilværelsen undertiden kan være, mindes man om, da hunde bider et pigebarn til ukendelighed, eller da et fordrukkent ægtepar tumler om i sneen:

»En bunke krop på isen, et hvidt kvindelår, en arm, lange sorte hår, en vamset sweater med en mave inden i, en cowboystøvle og det hele sat sammen i en ny og anderledes konstruktion; et firbenet væsen, halvt nøgent, halvt påklædt, med ben der glider, og hænder der aer, klapper og slår.«

Denne fysisk-fotografiske beskrivelse forekommer i værkets midterste del, den hvor læseren også sanser med Knut, mens han går ind i puberteten:

»Læberne er for store til ansigtet; og det samme med øjnene, de er for store og for mørke. Han ser på sine hænder; de er også for store, fødderne er for store, for store til den sjæl der sidder i kroppen, som bor i kroppen, et sted derinde.«

Anderledes med hans storesøster, som i løbet af handlingen modsat ankommer til sin krop. Hun får faktisk sin første menstruation på ankomstdagen, og længe varer det ikke, før kræfterne i hende nærmest griber magten:

»Inde i hende pisker blodet rundt når det altså ikke drypper ud af hende; de lange muskler prikker af energi; hun har det som om hun kan skille klipperne fra hinanden, skræve over havnebassinet, banke huset til pinde.«

Man undrer sig ikke spor, da Hilde får sværere og sværere ved at »følge stierne, holde sig inden for de kendte mærker, tale tilpas meget, tilpas højt og tilpas længe, lukke ned, pakke væk, gå i seng« og dermed bidrage til, at der lægger sig en slags fred over huset.

Indenfor – Udenfor

Og hvad er det med det hus og denne danske familie? Moren er, som der står et sted, »god til at være god«, og faren er stort set dygtig til at disciplinere sig. Derudover er han med tiden blevet ganske ferm til at styre et hundespand og føre en motorbåd. Men forældrene har også hemmeligheder, hvorom der bliver snakket, og spørgsmålet er, hvor gode de er til at tage ansvar og hensyn samt til at yde omsorg. Denne problematik bliver ved at runge et sted under bogen, som undertiden også berører den fremmedhed og dobbelthed, der ligger i at være dansk i Godhavn:

»De bor i byen, ja, de er i byen og gør det de gør, arbejder, tager sig af ting, er noget for byen. Men en del af byens krop er de ikke, i hvert fald ikke rigtigt; de er ikke dens ene arm eller dens ømme ryg. De arbejder på kroppen, udefra og indefra, tilser dens funktioner, skruer på en knap her, justerer på et filter dér, men de er den ikke, ikke huden, ikke kødet, ikke i rivende fart gennem blodbanerne.«

Er det virkelig sådan det er? spørger Hilde sig selv – og bliver ikke modsagt af bogen, som tværtimod viser, hvor fatal denne indenfor/udenfor-position bliver for de tre børn. Hvad vi andre bliver vidner til og sagtens kan få forstand af, er den længevarende rystelse, som læsningen giver, og som bliver siddende i én som en nagende smerte og bundløs sorg.

Iben Mondrup: Godhavn. Roman. 264 s. Kr. 299,95. Gyldendal. Udkommer torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu